Politik

Nick Hækkerup smittet med coronavirus - mødtes med Mette Frederiksen fredag

Den første danske minister er konstateret smittet med coronavirus.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er smittet med coronavirus.

Det skriver han på Facebook natten til onsdag.

- Jeg har netop fået at vide, at jeg desværre er blevet testet positiv med covid-19, og bliver derfor hjemme hos mig selv i isolation i den kommende tid, skriver han.

Han fortæller også, at han efter omstændighederne har det godt:

- Jeg har symptomer med hoste og feber, men har det ellers godt og er ved godt mod. Mine nære kontakter får naturligvis besked, så vi kan få brudt mulige smittekæder hurtigst muligt.

Jeg har netop fået at vide, at jeg desværre er blevet testet positiv med covid-19 og bliver derfor hjemme hos mig selv i...

Posted by Nick Hækkerup on Tuesday, November 3, 2020

Første danske minister med sygdommen

Dermed er Nick Hækkerup den første minister i regeringen, der er smittet. En række S-ministre venter lige nu på svar på deres coronatest efter at have været tæt på en smittet.

I løbet af tirsdag er flere folketingspolitikere desuden konstateret smittet med coronavirus. Det har fået Folketinget til at indføre nye restriktioner i forhold til antal tilhørere ved konferencer og møder.

Omkring midnat kom det også frem, at Venstres integrations- og udlændingeordfører, Mads Fuglede, er konstateret smittet. Det fandt han ud af, da han var i studiet på TV 2.

Trods restriktioner vil lovgivningsarbejdet i Folketinget fortsætte med afstemninger.

Syv politikere testet positiv - mette frederiksen mødtes med én

Siden fredag har seks danske politikere oplyst, at de er testet positive for covid-19.

Det gælder indtil videre:

  • Nick Hækkerup, justitsminister
  • Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti
  • Mads Fuglede, integrations- og udlændingeordfører for Venstre
  • Lars Christian Lilleholt, forsvarsordfører for Venstre
  • Niels Flemming Hansen , forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti
  • Jeppe Bruus, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
  • Egil Hulgaard, stedfortrædende folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Ifølge en pressemeddelelse fra statsministeriet skal alle ministre, der har deltaget i møder med folketingsmedlemmer, som er bekræftet smittede, gå i hjemmekarantæne og testes for coronasmitte.

Samtidig meddelt statsminister Mette Frederiksen (S), at hun fredag deltog i et møde med justitsministeren, der nu er testet positiv. Om det betyder, at hun også selv skal i karantæne, vides endnu ikke.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra statsministeriet.

Mindst syv ministre afventer testsvar

Tirsdag meddelte syv ministre og to folketingsmedlemmer, at de er gået i isolation og afventer testsvar.

Det drejer sig om:

  • Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
  • Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
  • Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
  • Miljøminister Lea Wermelin (S)
  • Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S)
  • Udenrigsminister Jeppe Kofod (S)
  • Finansminister Nicolai Wammen (S)
  • Medlem af folketinget for Det Konservative Folkeparti, Naser Khader (K)
  • Medlem af Folketinget Kasper Sand Kjær (S)
  • Medlem af Folketinget Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

Indtil videre har kun gruppeformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup meddelt, at han er testet negativ.

Tirsdagens afstemninger aflyst

På grund af coronasituationen blev tirsdagens afstemninger og en spørgetime i Folketingssalen blevet aflyst.

Men selvom situationen er alvorlig, understreger formand for Folketinget, Henrik Dam Kristensen (S), at man gør alt, hvad man kan, for at fortsætte lovarbejdet på Christiansborg.

- Udbredelsen af smitte med covid-19 i Folketinget siger noget om, hvor alvorligt vi som Folketing, arbejdsplads og danskere skal tage denne her situation. For det er gået stærkt det seneste døgn, det må jeg sige, siger han til Ritzau.