Coronavirus

Folketinget indfører restriktioner efter smitte blandt politikere

Otte ministre er gået i selvisolation, og fem medlemmer af Folketinget er smittet.

Folketinget laver nye restriktioner i forhold til antal tilhørere ved konferencer og møder.

Men lovgivningsarbejdet forsætter med afstemninger, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), ifølge nyhedsbureauet Ritzau efter et møde i Folketingets Præsidium.

- Det er vigtigt, at vi som Folketing kan håndtere hastelove og det parlamentariske arbejde i det hele taget. Vi laver restriktioner, i forhold til hvor mange der kan komme ind og overvære forskellige typer af møder og konferencer, siger han.

Restriktionerne kommer, efter at fem folketingsmedlemmer inden for de seneste 24 timer har meddelt, at de er testet positive for coronavirus.

Samtidig er foreløbig otte ministre og en række ordførere gået i selvisolation for at blive testet.

Ifølge formanden skal de nye restriktioner "sikre, at vi får et lavere tryk på Christiansborg", og de er lavet på baggrund af råd fra Styrelsen for Patientsikkerhed, lyder det.

Restriktioner er blevet fulgt

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, understregede tidligere på dagen overfor TV 2, at Folketinget havde taget sine forholdsregler.

Blandt andet ved afstand, møder med færre deltagere samt elektroniske møder, lød det.

Generelt er sundhedsmyndighedernes restriktioner blevet taget alvorligt af både medarbejdere, politikere og journalister, der har sin daglige gang på Christiansborg, sagde formanden.

Men er det nødvendigt at lukke Folketinget ned i en periode, er man også klar til det. Det sagde næstformand i Folketingets Præsidium, Pia Kjærsgaard (DF) inden et møde i Folketingets Præsidium tirsdag eftermiddag.

- Jeg håber, at vi kan indføre nogle restriktioner, der kan begrænse dette her. Men det vigtigste er at sørge for, at smitten ikke eksploderer herinde. For så bliver vi nødt til at lukke ned, siger hun til nyhedsbureauet Ritzau.

Ifølge næstformanden er der "ingen tvivl om", at der bliver indført stramme restriktioner, og at man vil strække sig meget langt for at opretholde det parlamentariske arbejde.

Spørgetime aflyst

Tirsdag skulle der traditionen tro have været afholdt spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen, men den blev aflyst. Det samme gjorde dagens afstemninger.

Begrundelsen var, at justitsminister Nick Hækkerup (S) havde tydelige symptomer på covid-19, og at han i sidste uge deltog i møde med folketingsmedlemmer, der siden er blevet testet positiv for coronavirus.

Mette Frederiksen havde selv deltaget i møde med justitsministeren fredag, og der var det "samlet set ikke hensigtsmæssigt over for Folketingets partier”, at der blev afholdt et fysisk møde i salen, skrev hun i et brev til Folketingets præsidium.

- Jeg havde håbet, at der på nuværende tidspunkt ville foreligge et negativt svar på den test, justitsministeren fik foretaget i går, således at spørgetimen i dag kunne gennemføres uden risici, men der foreligger endnu ikke et testresultat, står der i brevet til præsidiet.