Nick Hækkerup sygemeldt med corona-symptomer
Det skriver han i et Facebookopslag.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) er sygemeldt med corona-symptomer.
Det skriver han i et Facebookopslag.
Ministeren oplyser desuden, at han er blevet testet og holder sig hjemme, indtil han får svar.
- Jeg er i dag blevet testet for corona, fordi jeg desværre er blevet syg med symptomer. Jeg holder mig derfor hjemme, indtil jeg forhåbentlig har fået et negativt svar og i øvrigt føler mig rask. Jeg vil ikke risikere at smitte kolleger eller andre, jeg omgås med, skriver Hækkerup i opslaget.
Justitsministeriet oplyser til TV 2, at de ikke har yderligere kommentarer.
Smittede politikere
Hvis Nick Hækkerup har coronavirus, er han ikke det første folketingsmedlem, som er blevet smittet.
I starten af oktober oplyste Socialdemokratiets forsknings- og uddannelsesordfører, Bjørn Brandenborg, at han var smittet med coronavirus.
Og i sidste uge skrev det konservative folketingsmedlem Niels Flemming Hansen, at han var konstateret smittet.