Politik

Nu bliver det muligt at skrotte dit fyr og få op mod 25.000 kroner for det

En bred politisk aftale skal sikre, at danske hjem fremover opvarmes på mere klimavenlig vis.

Et tilskud på flere tusind kroner skal være med til at sikre, at danskerne vælger at skrotte deres olie- og gasfyr og i stedet skifter til en varmepumpe eller bliver tilsluttet fjernvarme.

Det sikrer en bred politisk aftale, der er blevet indgået fredag.

- Nu bliver det lettere og billigere for danskerne at skifte fra sort til grøn varme. Vi har lavet en god aftale, der gør en reel forskel for klimaet, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Med aftalen får boligejere med olie- eller naturgasfyr mulighed for et tilskud på 15.000-25.000 kr., hvis de skrotter fyret og i stedet installerer en varmepumpe eller bliver tilsluttet fjernvarmenettet.

I alt afsættes 2,3 milliarder kroner, som skal bidrage til udfasning af olie- og gasfyr, der i stedet skal erstattes af fjernvarme og varmepumper. Det skriver Dansk Energi i en pressemeddelelse.

Aftalen skal være med til at sikre en reduktion på 0,7 millioner tons CO2 i 2030.

Sådan bruges pengene

Med undtagelse af Nye Borgerlige er alle Folketingets partier blevet enige om følgende fire støttepuljer:

Bygningspuljen: Dette er en allerede eksisterende pulje, som nu udvides og justeres, så 60 procent af de afsatte 1260 millioner kroner blandt andet målrettes projekter, der indebærer konvertering fra olie-, gas- og biokedler samt elvarme til varmepumper. Herfra gives der blandt andet tilskud, hvis man skifter til en varmepumpe, optimerer boligens drift eller isolerer den såkaldte klimaskæm. Sidstnævnte dækker over alt det, der skiller ude fra inde, herunder ydervægge, vinduer, tag, hoveddør og så videre.

Skrotningsordningen: Tilskud fra i alt 165 millioner kroner tildeles virksomheder, som udbyder abonnementsordninger. Den anvendes til at sænke forbrugernes udgifter til den første investering i en varmepumpe. Puljen har eksisteret siden 1. oktober, men udvides nu til også at omfatte alle olie- og gasfyr uden for eksisterende fjernvarmeområder.

Fjernvarmepuljen: De i alt 405 millioner kroner i denne pulje gives som støtte til udrulning af fjernvarmenet i nye områder. Den udbetales til fjernvarmeselskaberne, som får et fast beløb på op til 20.000 kroner per konverteret olie- eller gasfyr under den såkaldte minimumstilslutning. Et begreb, der defineres som antallet af hustande, der skal tilkobles fjernvarme for at give balance i fjernvarmeselskabets økonomi.

Afkoblingsordningen: En pulje på 470 millioner kroner, som skal nedbringe omkostningerne forbundet med at udskifte sit gasfyr. Ordningen forventes at kunne finansiere i omegnen af 55.000 private husholdningers afkobling, som det statslige gasdistributionsselskab EVIDA i dag opkræver et afkoblingsgebyr på cirka 8000 kroner for at tage sig af.

Partierne bag aftalen forventer, at der i 2030 vil være udskiftet 60.000-70.000 oliefyr og 120.000-170.000 gasfyr.