Politik

Dansk Folkeparti bringer Muhammedtegninger - øger trusselsbilledet, siger ekspert

Dansk Folkeparti vil gerne have tegningerne som en del af undervisningen i folkeskolen. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tidligere chef i PET siger, at trusselsbilledet er blevet ændret ved, at Dansk Folkeparti bringer tegningen.

Nye Borgerlige vil indrykke annoncer i de danske aviser som en støtte til det franske folk – og for at værne om ytringsfriheden.

Det billiger Dansk Folkeparti, men de tvivler på, at ”aviserne overhovedet tør”.

Derfor har flere fremtrædende politikere i partiet samt partiets officielle side på Facebook valgt at bringe én af de tegninger, der skabte den diplomatiske krise med Danmark i centrum i 2005.

- Det er helt tydeligt, at der er en angst for at vise denne her tegning. Og det synes vi, at vi skal have gjort op med, siger formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, til TV 2.

Dansk Folkeparti vil gerne have tegningerne som en del af undervisningen i folkeskolen. For ved at vise tegningerne ”afmystificeres” de, siger formanden:

- Vi skal gøre op med de kræfter, der vil nedbryde vores værdier. Og sådan her aftabuiserer vi dem. Og så er det for at vise vores sympati med det, der sker i Frankrig – både i ord og handling, siger Kristian Thulesen Dahl.

Unødvendig provokation?

Debatten om at bringe eller ikke at bringe karikaturer af profeten kommer, efter at Frankrig nu befinder sig i det, der er blevet betegnet som ”Den franske Muhammedkrise”.

Debatten kommer fordi, satiremagasinet Charlie Hebdo i september genoptrykte flere tegninger. Det gjorde de som modsvar på, at to gerningsmand i 2015 dræbte 12 personer på redaktionen, og fordi retssagen mod 14 personer, der menes at være involveret i angrebet fra 2015, begyndte.

Det viser, hvor langt vi er kommet ud – det burde slet ikke være nødvendigt

Kristian Thulesen Dah, Dansk Folkeparti

Efterfølgende blev to journalister angrebet og hårdt såret foran en bygning, hvor Charlie Hebdo tidligere holdt til, en lærer fik siden sin hals skåret over for at have vist tegningerne i sin undervisning, og torsdag blev tre personer slået ihjel i en kirke i Nice.

Adspurgt om, hvorvidt visningen af tegningerne i det lys ikke er en unødvendig provokation, svarer Kristian Thulesen Dahl:

- Alene det, at vi har en snak om, hvorvidt man kan bringe en tegning på sin Facebook, eller om man kan vise dem i skolen viser, at det her er langt mere alvorligt. Det viser, hvor langt vi er kommet ud – det burde slet ikke være nødvendigt. Vi skal jo derhen, hvor det ikke er til overvejelse, siger han.

Nye Borgerlige bringer ikke selv tegningen af Muhammed. Hverken på Facebook eller på hjemmesiden.

PET: Vi følger situationen

Tidligere operativ chef i PET, Frank Jensen, siger til TV 2, at Dansk Folkepartis offentliggørelse af tegningerne samt situationen i Frankrig har PETs fulde fokus:

- Trusselsbilledet er blevet skærpet med det her. Fundamentalister mener, at politikere som folkevalgte er Danmarks stemmer, og derfor er truslen ikke kun mod Dansk Folkeparti nu, siger Frank Jensen.

PET skriver i en mail til TV 2, at de følger situationen nøje, og "løbende vurderer", om situationen i Frankrig giver anledning til yderligere tiltag. De henviser desuden til den seneste vurdering, der lyder, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig.

Partier: - Det er op til medierne at afgøre

Det er indtil videre kun Dansk Folkeparti, der har sendt tegningerne ud.

TV 2 har fredag spurgt Folketingets partier, hvad deres holdning er til, at Nye Borgerlige agter at bringe annoncer med tegningerne.

Derfor bringer TV 2 ikke tegningerne af profeten

På TV 2s platforme vil man for nuværende ikke finde de 12 tegninger, som Jyllands-Posten bragte i 2005.

For lige nu er politikken restriktiv omkring dem, for det både et spørgsmål om sikkerhed - og om det er nødvendigt at bringe dem, siger TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon.

Hele forklaringen kan læses her.

Og her lyder det fra både Konservative, Venstre, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet, at ”Nye Borgerlige er i deres ret til at gøre det”. Men flere af partierne siger samtidig, at medierne er i deres ret til afvise dem:

. Jeg synes også, at det er en udfordring for demokratiet og vores ytringsfrihed, hvis man vælger ikke at bringe noget i avisen eller i skolen, fordi man er bange, siger Kasper Sand Kjær, kulturordfører Socialdemokratiet, til TV 2.

Flere partier understreger, at der skal værnes om pressefriheden i Danmark. Liberal Alliance håber, at medierne udnytter den til at vise tegningerne:

- Jeg håber, at dagbladene har modet til at trykke Nye Borgerliges annoncer - ellers understreger det blot, at vi lever i frygt for islamisk terror, siger Alex Vanopslagh, der er politisk leder for Liberal Alliance.

Har overvejet sikkerhed

Jyllands-Posten afviser pure at bringe annoncerne fra Nye Borgerlige. Det gør de ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv, lyder det.

Ekstra Bladet, Berlingske, B.T. og Politiken er afventende og vil ikke tage endelig stilling, før de har set de pågældende annoncer.

Trusselsbilledet er blevet skærpet med det her

Frank Jensen, tidligere operativ chef i PET

Det forstår Kristian Thulesen Dahl godt, men han holder fast i , at det er ”nødvendigt – men ærgerligt - at de er nødt til at manifestere sig”.

Forstår du ikke, at medier som eksempelvis Jyllands-Posten er tilbageholdende med at vise de her tegninger?

- Det forstår jeg godt. De har virkelig været ude for nogle grimme ting. Men så bliver vi nødt til at gå en anden vej. Og den anden vej kunne være, at de danske medier lavede en fælles manifestation og alle bringer dem, så Jyllands-Posten ikke står alene, siger han

Har du som formand for Dansk Folkeparti overvejet, at du også stiller dine medlemmer i en farlig situation, og at trusselsbilledet vil ændre sig?

- Det tror jeg, alle gør i den situation. Og det skal man jo gøre. Men det er også en risiko, som vi er nødt til bære. For hvis vi ikke er villige til at gøre det, har vi kapituleret, siger han.