Politik

Regeringen vil indføre to kødfrie dage i kantiner

Statens forbrug udgør i dag 380 milliarder kroner og belaster ifølge Finansministeriet årligt klimaet med 12 millioner tons CO2.

Grønnere offentlige køretøjer, krav om at vælge det grønneste, to kødfrie dage i statens medarbejderkantiner og et forsat mål om 60 procent økologi.

Sådan lyder en række af de tiltag, regeringen netop har fremlagt på et pressemøde om en ny grøn strategi for offentlige indkøb.

- Vi køber jo ind for rigtig, rigtig mange milliarder om året, og det skal gøres grønnere, så vi kan passe på vores klima og være gode ved vores natur. Derfor laver vi nu en ny indkøbspolitik, hvor vi får et langt større grønt fokus, siger Nicolai Wammen.

Kødfrie dage skal bidrage til CO2-reduktion

Statens forbrug udgør i dag 380 milliarder kroner og belaster ifølge Finansministeriet klimaet med 12 millioner tons CO2 om året. Heraf bliver 4 tons udledt i Danmark.

Forslaget om de to kødløse dage skal være med til at bringe dét tal ned.

Kravet skal dog alene gælde statens medarbejderkantiner, understreger finansministeren. Det er altså ikke tanken, at samme model skal gøre sig gældende i kommuner og regioner.

- Kød er noget af det, der har et klimaaftryk, og det er en af de måder, vi kan bidrage til, at der udledes mindre CO2. Men derudover er vi også meget opmærksomme på både økologi og madspild, siger Nicolai Wammen, som dog ikke kunne fortælle, hvor meget to kødfrie dage i statslige kantiner vil bidrage til CO2-reduktionen.

- Det er regeringens forslag, og nu skal de drøftes med de andre politiske partier, siger han.

Til stede på pressemødet var også formand for KL Jacob Bundsgaard, som kaldte modellen en "inspiration", men ikke noget, som kommunerne vil kopiere en til en. Han nævner blandt andet plejehjemmene som et sted, hvor to kødfrie dage ikke nødvendigvis vil give mening.

- Det er et godt skridt på vejen, men der skal også være plads til lokal selvbestemmelse, siger han.

Lyn-analyse

Det er regeringens strategi, som skal forhandles forud for næste år - både på regionalt- og kommualt niveau. Det er noget, partierne skal bakke op omkring, og det er tydeligt, at Christiansborg er faldet lige ned i "fælden" om de to vegetariske dage. Det vil nogle kalde symbolpolitik, men spørgsmålet er, hvor borgerne står i det her. For det er en politisk diskussion, der formentlig kommer til at overskygge blandt andet delen om, at de vil udskifte statens biler. 

Statens biler skal køre på el

Staten skal ifølge den nye strategi også bestræbe sig efter at udskifte den 35.000 store bilpark med til elbiler i 2030, siger Nicolai Wammen.

- Der vil selvfølgelig være nogle steder - for eksempel indenfor forsvaret - hvor det ikke kan kan lade sig gøre, men langt de fleste kan vi købe ind, så de bliver grønne.

Derudover skal alle pærer på offentlige institutioner udskiftes med LED-pærer.

- Vi skal ikke alene se på prisen, når vi handler ind. Det er ikke nødvendigvis den billigste vare, der er den klogeste, når vi ser på for eksempel produktets levetid, siger finansministeren.

Vil være en grøn motor

Den grønne strategi gælder også indkøb af rengøringsmidler og så videre, lyder det fra finansministeren. For mens det i dag primært gælder om at købe ind så billigt som muligt, skal det ifølge forslaget nu handle om kvalitet i stedet.

- Vi gør det nu obligatorisk, at man køber for eksempel sæbe og printerpapir, der er miljømærket. Det er en måde at understøtte den grønne udviklingen og sørge for, at vi i kommuner og regioner tænker og handler grønt.

Det lyder også dyrt?

- Der vil måske være noget, der bliver lidt dyrere, men det handler også om, at vi kan flytte de ting, der kommer på markedet. Vi kan være en grøn motor, når vi har et trecifret milliardbeløb at gøre brug af.

- Min opfordring til alle, der gerne vil sælge til det offentlige er: Bliv så grønne som muligt, tænk på klima og miljø, for det gør vi. Og når vi skal bruge vores penge i fremtiden, så bliver det mere grønt. Det er det, Danmark har brug for, siger finansministeren.

"Fuldstændig pjattet"

Efter regeringens pressemøde har de politiske kollegaer tydeligt hæftet sig mest ved initiativet om de to kødfrie dage.

- Jeg synes, det er fuldstændig pjattet. Det må jeg altså indrømme. At forestille sig, at vores Jens'er i Forsvaret, der har været på stroppetur i 12 timer ude i koldt vejr, søer og hvad ved jeg, skal ind og have sådan en eller anden vegetarmenu, en selleribøf eller hvad ved jeg. Altså nej, der skal da noget kød på menuen. Så må dem, der ikke har lyst til at spise det, da bare lade vær, siger DF's Morten Messerschmidt til TV 2.

- Jeg synes, det er fuldstændig pjattet. Det må jeg altså indrømme, siger DF's Morten Messerschmidt til TV 2.

Den konservative formand Søren Pape Poulsen stiller sig kritisk og spekulerer på Facebook i, hvorvidt historien burde være "gemt til 1. april". Også Venstres Tommy Ahlers siger, at det er en forkert vej at gå.

- Det er ærgerligt, at regeringen ikke tror på, at danskerne kan og vil. Det er farligt at sige, at nu skal vi i den grønne omstillings navn beslutte, hvad folk skal have at spise til frokost, siger han.

Anderledes positive stiller de sig i SF. Carl Valentin, som blandt andet er fødevare- og miljøordfører, skriver på Twitter:

- Simpelthen så vigtigt med to vegetariske dage i statens kantiner! At få vores enorme kødforbrugs konsekvenser på dagsordenen har ikke været let - men nu rykker vi!

Kommunerne køber ifølge KL's formand Jacob Bundsgaard ind for omtrent 100 milliarder kroner om året, mens regionerne ifølge formand for Danske Regioner Stephanie Lohse køber for 40 milliarder kroner. De vil ifølge finansministeren ikke blive underlagt et krav om at følge initiativerne.