Politik

Hvideruslands oppositionsleder besøger Danmark for første gang

Svetlana Tikhonovskaja mener ikke, at danskerne bør lade sig gå på af, at en russisk satireduo snød sig ind til et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhonovskaja, gæster i disse dage for første gang Danmark for at modtage Politikens Frihedspris.

Hun har sat to dage af til besøget og mødtes i den forbindelse torsdag med udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), på Christiansborg.

- Jeg er glad for, at vi modtager prisen, men den er ikke kun til mig. Den er til hele det hviderussiske folk, lød det på et ganske kort pressemøde efter mødet, hvis dagsorden var hemmelig.

Satireduo udgav sig for at være hende

Det var dog ikke alene prisen og situationen i Hviderusland, der interesserede den danske presse.

Svetlana Tikhonovskaja er nemlig ufrivilligt blevet hovedperson i en mærkværdig historie om en russisk satireduo, som for uger tilbage snød sig ind til et virtuelt møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

De danske politikere troede, de talte med den hviderussiske præsidentkandidat, som udelukkende havde mulighed for at deltage med lyd, da hendes webcam angiveligt var gået i stykker.

Det gik først op for danskerne, at der var noget galt, da komikerne begyndte at spørge til danske politikeres seksuelle forhold til skildpadder.

Folketingspolitikere troede, de talte med hviderussisk oppositionsleder, da de blev bedt om at kommentere skildpaddesex. Video: David Buch

Trods sagen herhjemme har fået en del opmærksom, var det ikke noget, det fyldte særlig meget hos Svetlana Tikhonovskaja.

- Undskyld, men mit hoved var fuld af noget andet. Jeg vidste ikke, det ville gå jer så meget på. Og det mener jeg heller ikke, at I bør lade det gøre. Det er ikke vigtigt, lød det under dagens pressemøde på Christiansborg.

Vold og overgreb

Præsidentkandidat Svetlana Tikhanovskaja har stået i spidsen for oppositionen, men har efter præsidentvalget 9. august søgt eksil i Litauen.

Valget var ifølge EU hverken frit eller fair, og efterfølgende har tusindvis af borgere i landet protesteret.

De hviderussiske myndigheder har ifølge EU forsøgt at stoppe demonstrationer med vold og overgreb, hvilket har ført til en sanktioner mod en række hviderussere - blandt andre præsidenten gennem 26 år, Aleksandr Lukasjenko.

EU-landene har konstateret, at Lukasjenko blev genvalgt på baggrund af snyd, og den officielle melding er derfor, at EU ikke anerkender ham som præsident. En holdning, der deles af de talrige demonstranter, der uge efter uge demonstrerer i den hviderussiske hovedstad, Minsk.