Politik

Ny næstformand i De Radikale får centrale poster i partiet

Andreas Steenberg (forrest til højre) er de radikales nye næstformand.   Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Andreas Steenberg og Sofie Carsten Nielsen kommer til at udgøre De Radikales nye gruppeledelse efter krise.

Næstformanden i De Radikales folketingsgruppe, Andreas Steenberg, overtager de ordførerskaber, som Sofie Carsten Nielsen havde, inden hun blev valgt som politisk leder for partiet for knap to uger siden.

Dermed bliver han både finansordfører og politisk ordfører i kølvandet på krisen i partiet.

Det bliver Nielsen og Steenberg, som kommer til at udgøre partiets gruppeledelse.

Det siger partiets leder, efter at De Radikale tirsdag har holdt gruppemøde.

- Vi havde et møde i søndags, hvor vi viskede tavlen ren og sagde til hinanden, at nu skal vi være åbne og ærlige. Vi skal have tillid til hinanden og holde sammen som gruppe. Det har vi alle sammen bekendt os til, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun henviser til det knap tre timer lange krisemøde, som partiet holdte søndag eftermiddag efter flere uger med stort postyr internt i partiet.

Uro hos de radikale

Det startede med, at den daværende politiske leder, Morten Østergaard, måtte gå af for knap to uger siden efter dårlig håndtering af en sag, hvor han havde krænket partikollega Lotte Rod.

Dernæst blev den nyvalgte leder - Sofie Carsten Nielsen - beskyldt for at have dækket over krænkelsessager i partiet, som også var blevet begået af Østergaard.

Ifølge næstformand Andreas Steenberg har partiet også et stykke arbejde foran sig med at komme tilbage efter de sidste par ugers interne diskussioner.

- Nu skal vi videre. Det, vi skal i gang med nu, er at få lavet en finanslov, der er økonomisk ansvarlig og flytter på den grønne dagsorden, siger han.

Efter Morten Østergaard trak sig fra posten, blev Andreas Steenberg valgt som midlertidig næstformand. Det har tirsdag altså ændret sig til en permanent stilling.

Ordførerrokade

Steenberg er "glad for og stolt over" at blive valgt som næstformand.

Han uddyber på Facebook, at de nye ordførerskaber og næstformandsposten betyder, at han "desværre stopper som ordfører på indfødsret, transport og udlændinge".

I den forbindelse har partiet gennemført en ordførerrokade, hvor blandt andet Rasmus Helveg overtager posten som transportordfører. Anne Sophie Callesen bliver udlændingeordfører.

Derudover bliver Marianne Jelved kontaktperson for gruppeledelsen. Her vil hun deltage i "udvalgte gruppeledelsesmøder og agere sparringspartner for gruppeledelsen".

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Morten Østergaard er fortsat sygemeldt og har ikke nogen ordførerskaber, oplyser partiet.