Mette F. erkender fejl: - Jeg har ikke løftet denne ledelsesopgave godt nok
Krænkelser har kunnet ske i alt for lang tid i Socialdemokratiet, og nu skal der trækkes en streg i sandet, lyder det fra statsministeren.
Statsminister Mette Frederiksen (S) erkender, at hun ikke har gjort nok for at forhindre en kultur med krænkelser og grænseoverskridende adfærd i Socialdemokratiet.
Det skriver hun i en mail til alle medlemmer af Socialdemokratiet. TV 2 er i besiddelse af mailen.
- Jeg har ikke løftet denne ledelsesopgave godt nok. For jeg har selv været med i Socialdemokratiet, siden jeg var ung, og jeg kender til mange afkroge af vores parti, skriver Mette Frederiksen.
Reaktionen kommer, efter Frank Jensen mandag trak sig som socialdemokratisk overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet som følge af flere krænkelsessager.
Chikane og krænkelser i "alt for lang tid"
Mette Frederiksen skriver, at Socialdemokratiet er et stort parti "med mange år på bagen", og at der alt for længe har kunnet opstå chikane og krænkelser i partiet.
- Mænd og kvinder. Unge som gamle mødes på kryds og tværs. Kæresteforhold, flirt og seksuelle relationer kan opstå. Det kan chikane, krænkelser og upassende opførsel desværre også. Ja, faktisk har det været tilfældet i alt for lang tid, skriver hun.
- Det skal vi som parti forholde os til med den fornødne alvor. Det gælder også mig selv som partiets formand og landets statsminister. Sager skal ikke ignoreres. De skal håndteres på en ordentlig måde.
Mette Frederiksen skriver i mailen, at der skal "trækkes en streg i sandet" i forhold til krænkende adfærd, og at der skal skabes rammer for en ny politisk kultur.
- I magtens rum kan dårlig opførsel udvikle sig til en kultur for krænkelser og grænseoverskridende adfærd. At vi nu bredt i vores parti erkender det, er afgørende, skriver hun.
- Det er ikke rimeligt, at det blev Sofie Linde, der satte denne proces i gang i Socialdemokratiet. Det burde jeg selv have gjort. Længere er den sådan set ikke.
Forventer flere krænkelsessager
Tirsdag formiddag udtalte Mette Frederiksen, at hun tror, der kommer flere sager om krænkelser i Socialdemokratiet frem.
- Ja, det gør jeg. Jeg har ikke nogen forudsætninger for at vurdere omfanget eller alvoren, men jeg kan i hvert fald ikke stå og sige, at det tror jeg ikke, at der gør, sagde hun til pressen forud for et gruppemøde i Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet har igangsat en ordning med et advokatfirma, hvor alle kan henvende sig, hvis de har oplevet upassende adfærd i partiet.
Mette Frederiksen afviste tirsdag formiddag at svare konkret på, hvornår en krænkelsessag bør føre til en politikers afgang.
- Jeg kommer ikke til at kunne opstille fuldstændigt klare linjer for, hvornår en sag skal have hvilke konsekvenser, sagde hun.
Mette Frederiksen har udtrykt tillid til udenrigsminister Jeppe Kofod (S), som for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige, mens statsministeren har sagt, at det var "den rigtige beslutning", at Frank Jensen trak sig.
I mailen til medlemmerne af Socialdemokratiet skriver Mette Frederiksen, at mennesker begår fejl, hvilket der skal være plads til i Socialdemokratiet. Hun skriver videre, at krænkende adfærd ikke tolereres, og at der kan rejses sager, "hvor alvoren er af en sådan kaliber, at vedkommende må trække sig fra sine eventuelle poster".