Politik

Hvem bliver Københavns næste overborgmester? Her er 7 bud - og en joker

Det er sandsynligt, at Socialdemokratiet henter et kendt ansigt udefra - og muligvis en kvinde, siger politisk redaktør. TV 2

Som overborgmester får man sit eget kongerige, og den nye konge eller dronning kan meget vel blive et kendt ansigt, siger politisk redaktør.

Det kan blive en kommunalpolitiker, en minister, en regionsrådsformand eller en joker, der bliver Københavns næste overborgmester.

Det siger TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.

Efter Frank Jensen har trukket sig som overborgmester som følge af flere krænkelsessager, skal Socialdemokratiet vælge en ny spidskandidat til kommunalvalget næste år.

Og det er ikke utænkeligt, at Socialdemokratiet hiver en kendt profil ind for at overtage posten.

- Kendthed er selvfølgelig en genvej til at blive valgt. Hvis det skal være en udefra, tror jeg, det er vigtigt, at der kommer en, der kan signalere en ny tid og en ny kultur. Og så skal det selvfølgelig også være en, der har noget erfaring, siger Troels Mylenberg.

Kønnet vil måske også spille ind i overvejelserne i Socialdemokratiet.

- Jeg tror, at nogen vil synes, at det vil være rart med en kvinde. Det vil også være en måde at signalere, at det er slut med en mandekultur eller machokultur.

Ifølge Troels Mylenberg kan det for både ministre og andre personer med topposter være attraktivt at bytte sin taburet ud med overborgmesterposten.

- Overborgmester i København er en kæmpestor stilling. Man får sit eget kongerige. Man refererer ikke til Mette Frederiksen. Der kan være meget mere politisk frihed, siger han.

Troels Mylenberg giver herunder sit bud på, hvem der kan være i spil til at blive Københavns næste overborgmester. Listen er ikke i nogen bestemt rækkefølge.

1. Lars Weiss, fungerende overborgmester, eller anden nuværende kommunalpolitiker

Lars Weiss.

- Der er selvfølgelig den mulighed, at Lars Weiss, som er konstitueret overborgmester, bliver så glad for det og får sin gruppes opbakning til at fortsætte og går efter posten ved kommunalvalget. Han har et år til at bevise sit værd, siger Troels Mylenberg.

- Det er også muligt, at Jesper Christensen, som er borgmester i København, eller politisk ordfører i København Jonas Bjørn kan komme i spil. Jesper Christensen har borgmestererfaring og kender huset, hvilket kan være en fordel. Jonas Bjørn har været på rådhuset i 11 år og er gift med miljøminister Lea Wermelin, og dermed er han en del af inderkredsen omkring Mette Frederiksen og den generation, der bestemmer noget. Det er ikke det mest sandsynlige, men de er et bud.

2. Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden

Sophie Hæstorp Andersen.

- Hun er en af de erfarne socialdemokratiske kvinder og har også siddet i Folketinget. Hun er velplaceret i Socialdemokratiet, hun er af den generation, der har magten i Socialdemokratiet, og hun kunne være en god partner for Mette Frederiksen, siger Troels Mylenberg.

- Hun er en erfaren politiker, men hun kommer udefra, så hun er ikke fedtet ind i noget af det, man kalder en dårlig kultur i kommunen.

3. Pernille Rosenkrantz-Theil, børne- og undervisningsminister

Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Hun har en stærk vælgerappel, hun er kendt som en stærk kvinde, og hun har et image af at være storby-socialdemokrat, siger Troels Mylenberg.

- Så har hun også den lidt finurlige ekstra kvalitet, at hun er tidligere Enhedslisten-folketingsmedlem. Dermed kunne hun jo appellere til den venstrefløj, som er meget stor blandt Københavns borgere. Enhedslisten er jo det næststørste parti i borgerrepræsentationen. Det vil Socialdemokratiet meget gerne lave om på, og at få fat i nogle af de vælgere, er blandt andet sådan noget, der skal til for at sikre partiet en ny start.

4. Christine Antorini, direktør i LIFE, Novo Nordisk

Christine Antorini.

- Hun er tidligere undervisningsminister, tidligere højtprofileret socialdemokrat og har også en fortid som SF'er. Hun kunne også være sådan en, der kan give en ny start til et socialdemokratisk styre i København, siger Troels Mylenberg.

- Hun er mere et wildcard, og spørgsmålet er, om hun vil. Hun har jo forladt politik.

5. Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister

Peter Hummelgaard

- Han har lige færdiggjort Arne-pensionen, har en høj stjerne hos Mette Frederiksen og har vist sit værd. Han er fra Københavnsområdet og kender byen, og han har en god forbindelse til arbejdervælgerne, siger Troels Mylenberg.

6. Magnus Heunicke, sundhedsminister

Magnus Heunicke.

- Han er tilflytter til København. Han er jo selvfølgelig i coronakrisen blevet en af dem, som alle kender. Og han er ikke en af dem, der umiddelbart udstråler dårlig kultur, siger Troels Mylenberg.

7. Kaare Dybvad, boligminister

Kaare Dybvad.

- Han er også tilflytter til København. Netop fordi boligpolitik fylder enormt meget i København, som jo også fylder meget i Dybvads virke, kunne han være et bud. Han kunne måske godt være sådan en, der så det spændende i at stå i spidsen for landets hovedstad og lave en moderne vidunder-bystat, siger Troels Mylenberg.

8. Joker fra andre partier

Joker.

- Der er en lille finte. Det handler også om, om andre partier benytter muligheden for at kapre overborgmesterposten, siger Troels Mylenberg.

- Nogle partier har selvfølgelig allerede besluttet sig for kandidater, men forestil dig, at Enhedslisten pludselig stiller med Johanne Schmidt-Nielsen, eller at Venstre stiller med Tommy Ahlers eller Lars Løkke. Det vil være en total gamechanger.