Redaktører hæfter sig ved Mette Frederiksens udtalelser inden Frank Jensens pressemøde

Frank Jensen (S) valgte mandag middag at træde tilbage som overborgmester i København.

- Jeg vil gerne gøre det klart, at der ikke er truffet nogen konklusion i sagen om Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen.

Sådan lød det mandag fra statsminister og formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen (S), i en skriftlig kommentar.

Beskeden ramte medierne klokken 9, og to timer senere indkaldte Frank Jensen til pressemøde.

Mette Frederiksen skar med få ord ud, at Frank Jensen nok havde sikret sig opbakning i partiets københavnske afdeling sent søndag aften, men endnu ikke kunne ånde lettet op.

Det mener TV 2s politiske redaktør Troels Mylenberg.

- Det var et stort vink med en vognstang til Frank Jensen. Der står jo mere eller mindre direkte, at hun ikke bakker ham op, siger han.

Samme opfattelse har Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding.

I en analyse på avisens hjemmeside skriver han:

- Selvom det er politikerlingo, så var der ikke noget at tage fejl af. Statsministeren kommunikerede, at hun var dødtræt af sagen, og at hun var bedøvende ligeglad med, om Frank Jensen mente, han kunne fortsætte. Den beslutning lå hos hende.

Over for TV 2 peger politisk kommentator Hans Engell desuden på, at statsministeren i udtalelsen slår fast, at hun ikke bakker Frank Jensen op.

Eksperter: - Beslutningen var taget

Selvom Mette Frederiksens udmelding nok har været hård læsning for Frank Jensen, så er han næppe blevet overrasket over sin formands udmelding.

- Jeg anser det for meget sandsynligt, at Mette Frederiksen og Frank Jensen har talt sammen. Mit gæt er, at de har haft en lang samtale i aftes, lyder det fra Hans Engell.

Troels Mylenberg er enig:

- Jeg tror, at beslutningen om Frank Jensens fremtid var truffet, inden hun kom med den kommentar, og mit gæt er, at Frank Jensen og Mette Frederiksen har snakket sammen inden.

Mette F.: - Den rigtige beslutning

På pressemødet klokken 12 meddelte Frank Jensen, at han trak sig som overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet. Lars Weiss (S) bliver fungerende overborgmester.

Efter pressemødet delte Mette Frederiksen et opslag på Facebook, hvor hun takkede Frank Jensen for hans indsats for partiet i over 30 år. Samtidig slog hun fast, at det var rigtigt af ham at træde tilbage.

- Det er den rigtige beslutning, skrev hun.