Politisk danmarkshistorie, siger redaktør: Her er nogle af de mest opsigtsvækkende citater fra pressemøde
Det er uden fortilfælde, at en overborgmester har trukket sig efter en krænkelsesskandale.
Da Frank Jensen mandag klokken 12 trak sig som overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet, blev der skrevet politisk danmarkshistorie.
Det siger TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.
- Først forsøger han åbenlyst at redde sit eget liv med et møde uden formel magt, der skal vise opbakning til ham, hvorefter statsministeren trækker tæppet under ham og tvinger ham til at gå af, siger han.
- Det er uden fortilfælde, at en overborgmester må trække sig grundet en skandale om krænkelser af kvinder, og det viser tydeligt, at han ikke har forstået, hvilken kraft, MeToo-bølgen bevæger sig med.
Frank Jensen har været i politik i 30 år, og han er mildest talt ikke tilfreds med, hvordan den karriere kom til at ende.
- Det var en bitter Frank Jensen, og det forstår man godt. Han synes ikke, at det er retfærdigt. Han antyder også flere gange, der ikke er retssikkerhed, ligesom pressen også får skylden. Men vi skal huske, han selv har erkendt, at han i 30 år har været en del af den her krænkelseskultur. Og så kan man spørge sig selv, om han egentligt har forstået, hvad han har udsat de her kvinder for, siger Troels Mylenberg.
Nedenfor kan du læse nogle af de mest opsigtsvækkende citater fra pressemødet:
"Glæde kan blive overvældende"
- Jeg er endt i nogle sager, ja. Som jeg sagde i går, så er det nogle sager, hvor det aldrig har været målet for mig at krænke nogen. Jeg er et glad menneske. Jeg møder andre mennesker med glæde. Nogen kan opfatte det, hvis man har fået lidt alkohol, at den glæde kan blive for overvældende, og det beklager jeg.
- Det må aldrig udvikle sig til krænkelser, og alkoholindtaget må aldrig blive en undskyldning for, at man har krænket.
"Ikke en retsstat værdigt"
- Altså, jeg har jo stemt for advokatordningen, og jeg synes, de skulle have lov at gå de sager igennem. Det virker ikke som om, at det virker efter hensigten. Det virker til, at de både går til advokaten, og så bliver de lagt frem delvist i offentligheden med mulighed for at give anonymitet samtidig med, at jeg skal svare på det, og det er ikke en retsstat værdigt.
- Jeg har været justitsminister i det her land, jeg har værnet om retssikkerhed, jeg har værnet om, at man ikke er skyldig, før det er bevist. Der er ikke omvendt bevisførelse i Danmark, og der skal vi passe på.
"Lidt for hurtig på tasterne"
- Jeg stod op i morges og så en, der skrev noget pænt om mig. Nogle gange er man lidt for hurtig på tasterne. Nogle gange er man lidt for hurtig til at like og dele. Det var bare, fordi jeg så, der var en, der skrev noget pænt om mig i indledningen.
- Jeg likede et pænt opslag, jeg lagde ikke mærke til, at der i bunden stod, at nogen skulle gå af.
Det pågældende Facebookopslag kan læses her. Første sætning lyder:
- DSU formanden i København burde forlade sin post og koncentrere sig om noget, hun er god til.
"Jeg kender pressen"
- Det er min egen afgørelse. Den har jeg truffet efter at have sovet på situationen. Jeg var glad for den store opbakning i går, men jeg kan jo godt se, når jeg kender pressens interesse, at jeg får svært ved at komme i gang med det reparationsarbejde, som ligger foran mig i forhold til mine kolleger på rådhuset, og derfor har jeg truffet den her beslutning.
"Aldrig taget mig i at lyve"
- Jeg har fået gode valg. Jeg har fået over 30.000 stemmer ved sidste valg som overborgmester. Den glæde kan I ikke tage fra mig på en dag, hvor jeg beslutter mig for at træde tilbage. Den glæde har jeg.
- De forseelser og fejl, jeg har begået, dem har jeg vedkendt mig. Jeg har aldrig løjet. I har aldrig taget mig i at lyve. Det kan godt være, jeg har doseret mine svar til jer, også efter hvordan tingene kunne udvikle sig, men jeg har aldrig løjet om de sager, som i dag skygger for mit arbejde som overborgmester.