Politik

DSU-formand: Ikke min opgave at afgøre Frank Jensens skæbne

Tidligere har DSU's lokale formand i København udtrykt manglende tillid til Frank Jensen.

Det er tillidsfolkene i Socialdemokratiet og ikke DSU's formand, der skal afgøre Frank Jensens politiske fremtid.

Sådan lyder budskabet søndag fra Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

- Jeg synes, det har været ubehagelig læsning, og der er jo tale om grænseoverskridende oplevelser. Men det er ikke min opgave at afgøre, hvem der skal sidde i Socialdemokratiets ledelse, både i København og på nationalt plan, siger Frederik Vad Nielsen til TV 2.

Han mener, sagen er håndteret dårligt, og at det er partiets ansvar at undgå, at det sker igen.

- Man har haft en elendig tilgang til håndteringen af de her sager. De kræver sårbarhed, ydmyghed og vilje til at lytte. Det har mit parti og andre partier været dårlige til, og fremadrettet bliver vi nødt til at lære det, så de her sager kan blive håndteret på en værdig måde, siger Frederik Vad Nielsen.

Frank Jensen har indkaldt til møde søndag klokken 18.30 på rådhuset i København. Det sker, efter at Jyllands-Posten har beskrevet nye anklager om krænkende adfærd.

Til stede ved mødet vil være hans partifæller i Borgerrepræsentationen, det lokale forretningsudvalg samt partiets kredsformænd.

DSU-formand i København har mistet tilliden

Lørdag sagde Cecilie Sværke Priess, formand for DSU i København, til Jyllands-Posten, at hun hverken har tillid til Frank Jensen som næstformand for Socialdemokratiet eller som spidskandidat til overborgmesterposten ved det kommende kommunalvalg.

- Som formand for DSU København vil jeg gerne sige, at tilliden til ham som næstformand for Socialdemokratiet er brudt, og for mig personligt har jeg også svært ved at se, at han skulle stå i spidsen for Socialdemokratiet ved kommunalvalget næste år med den adfærd, sagde hun.

Kritiserede håndtering

Overfor TV 2 kritiserede hun også håndteringen af sagen, og den kultur, der har været i Socialdemokratiet.

- Sagen er ikke blevet håndteret ordentligt. Dét kræver, at nogle af os, der har tillidsposter i partiets bagland, siger fra nu. Vi skal ikke have en overborgmester og næstformand i partiet, som er et billede på den her kultur, der er et opgør med nu, sagde Cecilie Sværke Priess:

- Jeg håber, han bliver fjernet som spidskandidat for Socialdemokratiet i København og som næstformand for partiet, sagde hun.

Derimod har både statsminister Mette Frederiksen, der er formand og Socialdemokratiet, og Mogens Jensen, næstformand og ligestillingsminister, foreløbig valgt ikke at udtale sig om sagen.