Politik

Fjern Frank Jensen som spidskandidat og næstformand for partiet, siger DSU-formand i København

Frank Jensen (S) har indkaldt til krisemøde søndag på Københavns Rådhus.

Formanden for DSU i København, Cecilie Sværke Priess, har ikke længere tillid til Frank Jensen som overborgmester i København, som spidskandidat for Socialdemokratiet i det kommende kommunalvalg eller som næstformand i partiet.

Det siger hun til Jyllands-Posten.

- Som formand for DSU København vil jeg gerne sige, at tilliden til ham som næstformand for Socialdemokratiet er brudt, og for mig personligt har jeg også svært ved at se, at han skulle stå i spidsen for Socialdemokratiet ved kommunalvalget næste år med den adfærd, siger hun til avisen.

Cecilie Sværke Priess uddyber over for TV 2 sin holdning, der kommer på baggrund af, at socialdemokraten Marie Gudme er stået frem med en episode fra 2012, hvor overborgmesteren tog hende på låret under en bytur, og hvor han efterfølgende førte den op ad låret på hende og under kjolen.

Den københavnske DSU-formand siger, at kulturen i partiet har været problematisk, og at Frank Jensen er eksponent for den kultur.

- Sagen er ikke blevet håndteret ordentligt. Dét kræver, at nogle af os, der har tillidsposter i partiets bagland, siger fra nu. Vi skal ikke have en overborgmester og næstformand i partiet, som er et billede på den her kultur, der er et opgør med nu, siger Cecilie Sværke Priess og slår fast:

- Jeg håber, han bliver fjernet som spidskandidat for Socialdemokratiet i København og som næstformand for partiet.

Cecilie Sværke Priess giver samtidig sin fulde opbakning til Maria Gudme, og hun mener, at man i partiet nu bliver nødt til at tage krænkelsessager mere alvorligt, end man hidtil har gjort.

- Jeg synes, at vi i Socialdemokratiet nu skal stille os på den rigtige side – og det er kvindernes side. Vi skal vise, at det har konsekvenser, når man har en magtposition og opfører sig, som Frank Jensen har gjort, siger hun til TV 2.

Maria Gudme klagede til partisekretariatet over Frank Jensens opførsel ved episoden, som flere personer var vidner til, både i 2012 og igen i september i år.

På trods af Maria Gudmes klage i 2012 skete der efter hendes opfattelse ikke noget i sagen.

Krisemøde søndag

Frank Jensen oplyste lørdag eftermiddag på Facebook, at han har indkaldt til møde søndag på rådhuset i København "for at få talt den aktuelle situation igennem."

På søndagens krisemøde vil partiets kredsformænd, forretningsudvalg og BR-gruppe deltage.

Da Frank Jensen er folkevalgt, kan han ikke blive fjernet som overborgmester i København på mødet, men gruppen kan vælge at udtrykke mistillid til ham, hvis han ikke giver dem tilfredsstillende svar.

I opslaget undskylder Frank Jensen endnu engang sin opførsel.

- Som jeg også skrev i går, er jeg forfærdelig ked af den situation, jeg har skabt. Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning – dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket. Efter mødet med mine partifæller vil jeg gerne tale med pressen, skriver han desuden.

Flere krænkelsessager

Ud over den konkrete sag fra 2012 har der også været sager fremme i 2004, 2011 og 2017 med beskyldninger om grænseoverskridende adfærd fra Frank Jensen.

I 2004 skrev SE og HØR om en episode til en julefrokost, hvor en kvinde tre gange måtte fjerne Frank Jensens hænder fra hendes ben, som han ifølge hende rørte under bordet.

I december 2011 beskrev Ekstra Bladet, at Frank Jensen til en julefrokost havde slikket én kvinde i øret, én på halsen samt at have omklamret flere kvinder på dansegulvet, når de forsøgte at slippe væk fra ham.

I januar 2012 gik Frank Jensen ud og undskyldte for sin opførsel til julefrokosten og sagde, at det ikke var hans mening at overskride nogens grænser.