Politik

Tidligere sekretariatschef forlader de radikale - kalder Østergaard-sag en "feministisk heksejagt"

Siden Morten Østergaard 7. oktober trak sig som formand for Radikale Venstre grundet seksuelle krænkelser, er der sket et svind i antal medlemmer.

236 medlemmer af Radikale Venstre har den seneste uge meldt sig ud, oplyser partiet til TV 2.

Tallene er trukket onsdag aften - det vil sige præcis en uge efter, at den forhenværende radikale politiske leder Morten Østergaard meddelte, at han trak sig.

Et af de medlemmer, der nu har meldt sig ud, er Anders Kloppenborg.

Han var sekretariatschef i partiet i perioden 1997-2003, men fortæller til Skive Folkeblad, at hans gamle parti er forsvundet. Derfor meldte han sig ud dagen efter Morten Østergaards exit.

- Besindelse og omtanke blev skubbet helt til side af en feministisk, inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier og amazoner, som virker, som om de ikke helmer, før det ultimative matriarkat er indført på værste fundamentalistiske vis, siger Anders Kloppenborg til Skive Folkeblad.

Valg af ny leder var dråben

Også for Jenny Ribers, der har været medlem af Radikale Venstre i 30 år, fik Østergaards afgang sin konsekvens.

Hun kalder det "pubertært", at han blev nødt til at gå af - og det efterfølgende fravalg af Martin Lidegaard endte med at blive dråben. Han stillede op til kampvalg mod Sofie Carsten Nielsen, men måtte altså se sig slået.

- Jeg ved godt, at folketingsgruppen suverænt har magten til at udpege partiets leder, men det skuffede mig, at der var 12 mod 4. Det vil jeg ikke være med til, så jeg meldte mig ud med det samme, siger Jenny Ribers til TV 2.

- Jeg synes, at det er så vigtigt, at vi har nogle gode repræsentanter. Og der mangler jeg måske lidt nu... Ja, det gør jeg faktisk, tilføjer hun.

6800 medlemmer

På samme uge, som de godt 200 har meldt sig ud, har der været 69 indmeldelser. Begge dele er ifølge partiet selv væsentlig flere end på en gennemsnitlig uge.

De oplyser, at de 236 udmeldelser udgør omtrent halvdelen af det antal, der årligt bliver meldt ud grundet manglende betaling.

Der er på nuværende tidspunkt 6800 aktive medlemmer. I 2019 havde partiet 7665 medlemmer.

FAKTA OM DE RADIKALE

  • I 2012 havde Radikale Venstre 9100 medlemmer på landsplan. I 2014 var tallet faldet til 7100.
  • Ved valget i 2015 blev partiet mere end halveret. De radikale fik blot 4,6 procent af stemmerne, hvilket gav otte mandater.
  • Ved valget i 2019 fik Radikale Venstre 8,6 procent af stemmerne og fordoblede deres mandater. 

Medlem truer med at gå

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, om situationen i partiet.

Særligt efter den radikale Jens Rohde torsdag morgen skrev på Facebook, at han ville forlade partiet, hvis Ida Auken blev smidt ud eller marginaliseret for at beskylde den nye formand for at have dækket over Østergaards seksuelle krænkelser.

Senere skrev også Lidegaard, at han ikke så nogen grund til at tro, at Auken ikke taler sandt.

Sofie Carsten Nielsen ønsker ikke at stille op til interview.