Krænkelser på arbejdet

Sofie Carsten Nielsen: Vi har uformelt talt om Mortens adfærd - men jeg kendte ikke konkret sag

Uroen i Det Radikale Venstre startede for cirka en uge siden, hvor den daværende politiske leder, Morten Østergaard, valgte at trække sig.

I en skriftlig kommentar til TV 2 siger de radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, at hun har "søgt dialog med Ida Auken uden held".

Hun afviser igen at have kendt til Østergaard-sag.

- Jeg kendte ikke til den konkrete krænkelsessag, som Ida skrev om på sin Facebookside i går, og jeg vidste ikke før i lørdags, hvor Ida skrev en mail til gruppen, at hun var mellemmanden, der havde givet den videre til sekretariatschefen. Men hun videregav den ikke til mig i 2017, som hun ellers har skrevet, skriver hun.

Kommentaren kommer dagen efter, at det radikale folketingsmedlem Ida Auken i et opslag på Facebook beskyldte den nyvalgte politiske leder i partiet for at have holdt hånden over Morten Østergaard.

Auken fortalte, at hun selv har gjort Sofie Carsten Nielsen opmærksom på en sag i 2017.

Har afvist at kende til flere

Den seneste uge har Sofie Carsten Nielsen flere gange fastholdt, at hun ikke kendte til, at Morten Østergaard havde krænket andre end det radikale folketingsmedlem Lotte Rod. Mandag erkendte Sofie Carsten Nielsen imidlertid, at hun siden 17. september også havde vidst, at det radikale folketingsmedlem Katrine Robsøe havde følt sig krænket af Morten Østergaard tilbage i 2015.

Men ifølge Ida Auken har Sofie Carsten Nielsen kendt til endnu en "særdeles alvorlig sag" i over tre år. En sag, hvor Morten Østergaard ifølge Auken havde "stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd forsøgt at få hende til at gå i seng med sig".

Episoden skulle have fundet sted på Folkemødet på Bornholm i 2017, og Ida Auken skulle ifølge hende selv have gået til Sofie Carsten Nielsen, landsformanden og partisekretæren om episoden.

Men det passer ikke, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen. Hun har dog "uformelt snakket med Ida om Mortens adfærd til fester, og at han ikke altid har opført sig passende", skriver hun:

- Der er en verden til forskel på at kende til en konkret krænkelsessag og at have løse snakke om Mortens adfærd i øvrigt. Det er vigtigt for mig at understrege, at det hverken er mit eller andre kollegaers ansvar, at Morten kunne blive fuld og pinlig til fester, skriver Sofie Carsten Nielsen.

Ifølge den nye formand har har hun også haft snakke med Morten Østergaard om det, og det har efter hendes overbevisning ført til, at han "tog opsangene til sig og ændrede adfærd".

Sofie Carsten Nielsen har ikke ønsket at stille op til interview og skriver videre i kommentaren,at det "ikke gør noget godt for nogen", at partiet kommunikerer med hinanden via medier og sociale.

Debat den seneste uge

Ida Auken er sygemeldt fra Folketinget med stress, og hun har ikke givet andet lyd fra sig end det opslag på Facebook, som hun skrev onsdag.

Uroen i Radikale Venstre startede for cirka en uge siden, hvor Morten Østergaard valgte at trække sig på grund af håndteringen af en sag af seksuel karakter i partiet, som han selv var hovedpersonen bag.

Kun de færreste i partiet vidste, at det var Morten Østergaard, der var hovedpersonen i den sag, som partifælle Lotte Rod omtalte 5. oktober.

Sofie Carsten Nielsen overtog lederposten efter en afstemning i folketingsgruppen, og siden har det ført til en debat om, hvor meget netop Sofie Carsten Nielsen har kendt til sager i partiet.

Få dage senere sendte Ida Auken en mail til de radikales folketingsmedlemmer, hvor hun beskyldte den nye formand for i flere år at have dækket over sagen fra 2017.

Sofie Carsten Nielsen afviste onsdag omgående Ida Aukens angreb og kaldte det “falske anklager,” ligesom hun til Politiken sagde, at hun ikke “ved, hvad Ida Auken tænker om sin fremtid.”

Torsdag morgen skrev det radikale folketingsmedlem Jens Rohde på Facebook, at han ville forlade partiet, hvis Ida Auken blev smidt ud eller marginaliseret for at beskylde den nye formand for at dække over Østergaards seksuelle krænkelser.

236 medlemmer af Det Radikale Venstre har den seneste uge meldt sig ud af partiet.