Politik

Rohde: - Hvis man smider Auken ud, gør man det samme med mig

Den radikale Jens Rohde mener, at dommen over partifællen Ida Auken har været "nådesløs".

Hvis den radikale Ida Auken bliver smidt ud af partiet, følger partifællen Jens Rohde med hende.

Det skriver han på Facebook:

- De fejl, vi som parti har begået, kan vi kun rette op på sammen. Derfor siger jeg også hundrede procent ærligt, at hvis man smider Ida Auken ud eller marginaliserer hende, så gør man det samme med mig. INGEN skal stå alene på perronen, fordi de ikke holdt kæft.

Opbakningen kommer oven på en hektisk onsdag, hvor Auken først beskyldte den nye politiske leder Sofie Carsten Nielsen for at dække over seksuelle krænkelser begået af tidligere formand Morten Østergaard. Blandt andet refererer hun til en samtale i juni 2017, hvor hun til Sofie Carsten Nielsen, landsformanden og partisekretæren fortalte om en konkret episode på Folkemødet på Bornholm i 2017.

Beskyldningen gjorde onsdag Sofie Carsten Nielsen "rasende". Hun afviste pure, at samtalen i 2017 har fundet sted.

Hvis Auken taler sandt

Siden udvekslingen af påstande onsdag har der ifølge Jens Rohde været påfaldende meget kritik af Auken for at bringe sagen op. Men hvad nu hvis hun taler sandt?, spørger Jens Rohde nu i sit opslag på Facebook.

- Hvad nu hvis Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen rent faktisk har talt om et upassende formandsmønster med hænder de forkerte steder flere gange? Er det så rimeligt at fælde en sådan dom over Ida Auken, fordi man har vedtaget, at hun ikke taler sandt eller blot vil en magtkamp, som nogle skriver?, spørger han.

- Dommen over Ida Auken rundt om i partiet synes nådesløs. Fra øverst til alle lag. (..) Jeg går ud fra, at Radikale Venstre er et parti og ikke en sekt?! Vi har ikke ret. Vi har en holdning. Internt. Eksternt. I så fald må man lytte til alle og tage deres oplevelser alvorligt, skriver Jens Rohde.

Må ikke marginaliseres

Truslen om at gå med, hvis Auken smides ud af partiet, bliver næppe en realitet.

Det Radikale Venstre har ingen eksklusionsparagraf, og da Ida Auken er folkevalgt politiker, vil hun beholde sin plads i Folketinget, selv hvis hun frivilligt vælger at gå.

Jens Rohde skriver dog, at truslen også står ved magt, hvis Auken "marginaliseres". Hvad det præcis indebærer, vides ikke, men det er før set, at interne stridigheder har kostet på antallet af ordførerskaber.

Ida Auken er på nuværende tidspunkt sygemeldt med stress, men da hun for cirka et halvt år siden gik fra, var hun ordfører for klima, energi, forsyning, IT, teknologi og telekommunikation, samt formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

TV 2 ville gerne have spurgt Jens Rohde, hvad der efter hans opfattelse skal til, før Auken er marginaliseret, men han ønsker ikke at stille op til et interview.