Radikale Venstre er delt i to - men hvad er de uenige om?
Selvom 12 ud af 16 pegede på Sofie Carsten Nielsen som formand, mener Lidegaard, at nogle af de 12 er større tilhængere af hans politiske linje.
12 for Sofie Carsten Nielsen, 4 for Martin Lidegaard.
Sådan fordelte stemmerne sig, da der onsdag 7. oktober var kampvalg om posten som politisk leder i Radikale Venstre.
På den besejrede side stod foruden Lidegaard selv Lotte Rod, som var en del af årsagen til, at gruppen overhovedet var samlet. Jens Rohde, som siden har truet med at gå. Og Marianne Jelved, som ifølge TV 2s oplysninger bragte Lidegaard i spil som kandidat til posten.
Siden har den sygemeldte Ida Auken, som ikke deltog i gruppemødet onsdag, tilsluttet sig oppositionen ved på Facebook at anklage Sofie Carsten Nielsen for at dække over Morten Østergaard.
Men flertallet valgte altså nu engang Nielsen. Næstformanden, som svor, at hun ville gå i den hedengangne leders politiske fodspor.
Læs her, hvordan Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaards linjer adskiller sig fra hinanden.
Den midtersøgende fløj
De fire, der stemte på Martin Lidegaard
I brandtalen, Lidegaard holdt for sine partifæller i Den Sorte Diamant onsdag eftermiddag, talte han for en mere dialog- og midtsøgende kurs, end den hidtidige ledelse havde anlagt.
Sådan formulerer han det i hvert fald selv i det opslag på Facebook, han delte umiddelbart derefter.
Faldt valget på ham, skulle Radikale Venstre være mindre konfrontatorisk og hellere søge indflydelsen, hvor den var, lød det.
Ordene var som taget ud af munden på Marianne Jelved, der så sent som 19. september stod citeret i Politiken for at anbefale Morten Østergaard at søge samarbejde og fremlægge politik med bred, parlamentarisk appel.
Efter kampvalget uddybede Lidegaard til TV 2, at han gerne vil "finde balancen mellem at stå fast på nogle stærke værdier, men også gøre os (partiet, red.) spilbare ved at have en mere dialogsøgende tilgang".
Samtidig indikerede han, at fravalget af ham som politisk leder ikke alene gik på det politiske. Havde det gjort det, ville resultatet været et andet, lod han forstå.
- Min oplevelse var egentlig, at når det kommer til den politiske diskussion, var opbakningen til mig nok lidt større, end tallene kan indikere, lød det fra Martin Lidegaard.
Lyn-analyse
De har haft en kritik af, at Morten Østergaard har været for stejl. At han ikke har søgt nok resultater, men i stedet har truet med at vælte regeringen. Samtidig har de også skullet se på, at partiet har mistet appel til borgerlige-liberale vælgere. De frygter, at partiet er blevet for ensporet – et protestparti. Et parti, der opfattes rabiate og som et fløjparti i stedet for et midterparti.
Den konfrontatoriske fløj
De 12, der stemte på Sofie Carsten Nielsen
Sofie Carsten Nielsen slog i minutterne op til kampvalget ifølge TV 2s oplysninger i stedet på tromme for en videreførelse af den nuværende politiske linje.
En linje, hun som del af ledelsen har været med til at forme, og som derfor falder hende naturligt at bringe videre. Og en linje, som 11 andre medlemmer af folketingsgruppen bifaldt.
Det gælder foruden Sofie Carsten Nielsen selv: Anne Sophie Callesen, Kristian Hegaard, Ruben Kidde, Stinus Lindgreen, Samira Nawa, Kathrine Olldag, Rasmus Helveg Petersen, Katrine Robsøe, Zenia Stampe, Andreas Steenberg og Morten Østergaard.
Også efter valget var Sofie Carsten Nielsen hurtig til at slå fast, at politikken ville være præcis den samme, selvom formanden var en anden. Ikke alene til de fremmødte journalister i Den Sorte Diamant, men også på partiets hjemmeside.
I et indlæg med titlen 'Politik skal sgu da skabe forandring!' gør hun det klart, at hun vil fortsætte kampen mod klimaforandringer og for en udlændingepolitik baseret på sund fornuft.
Her vælger hun ligeledes at fastholde Morten Østergaards trussel om ikke at stemme for finansloven for 2021, hvis ikke regeringen skruer op for klimaambitionerne.
Et ultimatum, som må siges at ligge til den konfrontatoriske side og ikke just fremelsker dialog.
Lyn-analyse
De har stået 100 procent bag Østergaard-linjen – at sætte hårdt mod hårdt for klimaet og ikke længere være så pragmatiske. At bruge klimapolitikken som værdipolitik. Det er for nogle radikale et brud med selvforståelsen af at være pragmastiske, søge indflydelse og være ligeglade med antallet af mandater. At mene, at det er indflydelsen, der tæller. Der har Østergaard trukket i lidt en anden retning.