Politik

Martin Lidegaard bakker Auken op: - Nu må dette mareridt snart stoppe

Både Ida Auken, Martin Lidegaard eller Sofie Carsten Nielsen afviser at stille op til interview om den seneste udvikling.

Martin Lidegaard (R) har ingen grund til at betvivle, at partifællen Ida Auken taler sandt.

Det skriver han på Facebook, hvor han henviser til et opslag fra Auken, hvori hun skriver, at den nyvalgte politiske leder Sofie Carsten Nielsen har dækket over Morten Østergaards upassende adfærd.

- Jeg kender af gode grunde ikke det konkrete hændelsesforløb den pågældende aften, som Ida (Auken, red.) og Sofie (Carsten Nielsen, red.) husker så forskelligt, skriver Martin Lidegaard i opslaget:

- Men den vigtigste pointe er, at flere i ledelsen, herunder Sofie, generelt vidste nok om Mortens upassende adfærd til, at der skulle have været grebet ind for lang tid siden - og allersenest, da Lotte Rod og Katrine Robsøe fortalte om deres sager.

Nielsen har søgt dialog uden held

Sofie Carsten Nielsen har afvist at stille op til et interview med TV 2, trods folketingsmedlemmet Jens Rohde (R) torsdag morgen skrev, at han ville forlade partiet, hvis Auken blev smidt ud eller marginaliseret.

Onsdag afviste hun ligeledes at svare på, om Auken risikerer at miste sine ordførerskaber. Hun henviste i stedet til en tidligere udtalelse, hvor hun sagde, at hun gik ud fra, "at Ida Auken selv har gjort sig overvejelser om sin fremtid".

Torsdag eftermiddag har Sofie Carsten Nielsen sendt en skriftlig udtalelse, hvor hun blandt andet skriver, at det ikke gør noget godt for nogen at blive ved at kommunikere via medier og sociale medier.

- Jeg har søgt dialog med Ida (Auken, red.) uden held, afslutter hun mailen.

"Fald ikke over budbringerne"

Udover at give sin fulde opbakning til Ida Auken, benytter Lidegaard opslaget til at slå fast, at han ikke længere er kandidat til posten som politisk leder.

Han stillede 7. oktober op til kampvalg mod Sofie Carsten Nielsen, efter et timelangt gruppemøde på Den Sorte Diamant, men tabte 4-12.

Derudover skriver han, at det er "lodret forkert", når nogle antyder, at han skulle have orkestreret Ida Aukens eller nogle andres udmeldinger eller have været bekendt med dem på forhånd. Hvem, der skulle have antydet dette, fremgår ikke.

- Jeg vil stærkt opfordre alle til ikke at falde over Ida og andre af vores egne budbringere om sexisme i partiet, selvom det for nogen kan forekomme som en bekvem løsning. Det er sagen for vigtig til og sårene for dybe, skriver Martin Lidegaard.

Han afviser overfor TV 2 at stille op til et interview.