Politik

Tumultarisk uge i Radikale Venstre: Her er, hvad vi ved

Det har været en uge med store omvæltninger i Radikale Venstre. Ritzau Scanpix

Læs om hele forløbet her.

Den seneste uge har været hektisk i Radikale Venstre.

Først stod det klart, at det radikale folketingsmedlem Lotte Rod havde oplevet sexchikane i partiet.

Efterfølgende kom der en hel bølge af beskydninger om, hvem der vidste hvad hvornår.

Ifølge TV 2s politiske analytiker Hans Redder har de mange åbne spørgsmål medført, at der nu er udbrudt decideret fløjkrig i partiet.

Men hvad er op og ned? Her er, hvad vi ved om forløbet fra start til nu.

26. august 2020

Sofie Linde er vært ved Zulu Comedy Galla og kickstarter debatten om sexisme og sexchikane i Danmark ved at fortælle om en episode med en ”stor tv-kanon” på Danmarks Radio.

Ifølge Sofie Linde gik tv-kanonen op til hende og truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke gav ham et blowjob.

12. september 2020

Ligestillingsordfører i Radikale Venstre, Samira Nawa, skriver på Facebook, at der er en ”rådden kultur” i dansk politik. Hun kræver en undersøgelse af kulturen på Christiansborg.

15. september

Samira Nawa kritiserer, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er blevet udpeget som minister, fordi han for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige i forbindelse med en politisk ungdomsfest.

Også Sofie Carsten Nielsen kalder sagen for "noget svineri", mens Morten Østergard betegner det som en "forfærdelig sag".

16. september 2020

Lotte Rod skriver på Facebook, at hun har oplevet sexchikane i Radikale Venstre.

- DR Syd har spurgt mig, og jeg sagt det ligeud: jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre, skriver Lotte Rod.

19. september 2020

Radikale Venstre afholder landsmøde i Nyborg i en digital version, hvor baglandet ser med hjemmefra.

Fra talerstolen siger Morten Østergaard, at der er sexchikane i Radikale Venstre, og at der skal igangsættes en undersøgelse.

25. september 2020

322 kvinder i dansk politik sender et fælles opråb om udbredt sexchikane og krænkelser i partierne i Politiken.

5. oktober 2020 (20.23)

Lotte Rod skriver igen på Facebook om sexchikane i Radikale Venstre.

Denne gang skriver hun, at det har været en god oplevelse for hende at stå frem med sin oplevelse.

5. oktober 2020

Morten Østergaard skriver et Facebook-opslag om sexchikane.

Han nævner blandt andet sagen om Lotte Rod. Han skriver også, at der "skal handles på de sager, der undervejs bringes til torvs" i partiets interne undersøgelse, og at det er sket i Lotte Rods tilfælde.

- Her har vi handlet, og vi har taget fat om problemet, så det ikke gentager sig.

6. oktober 2020 (12.30)

På dagen for Folketingets åbning, spørger en flok journalister Morten Østergaard, om det er ham, der er krænkeren i sagen om Lotte Rod. Han svarer i første omgang "nej".

6. oktober 2020 (14.39)

Morten Østergaard siger til Berlingske, at den person, der har krænket Lotte Rod, har fået en "påtale", og at der er "gennemført samtaler".

6. oktober 2020 (19.30)

Morten Østergaard, der i første omgangs svarede nej til, at det var ham, der krænkede Lotte Rod, kontakter selv Jyllands-Posten for at korrigere sit svar.

Han siger til avisen, at han hverken ville svare ja eller nej på, om han er krænkeren.

7. oktober 2020 (11.30)

Der er gruppemøde i Radikale Venstre i Den Sorte Diamant i København. Mødet begynder klokken 11.30 og er sat til at slutte 13.00.

7. oktober 2020 (18.05)

Efter mere end seks timer er mødet slut. Morten Østergaard kommer ud fra bygningen, hvor journalisterne har ventet ham.

Her meddeler han, at han trækker sig som leder af Radikale Venstre.

Han fortæller desuden, at det var ham, der var tale om i Lotte Rods Facebook-opslag om sexchikane.

Morten Østergaard trækker sig som leder af Radikale Venstre. Det siger han, da han møder pressen foran Den Sorte Diamant, efter partiet har holdt et flere timer langt krisemøde.

7. oktober 2020 (18.06)

Morten Østergaard meddeler, at Sofie Carsten Nielsen bliver ny formand for folketingsgruppen og dermed politisk leder for partiet.

Hun var oppe imod partiets udenrigsordfører, Martin Lidegaard. Stemmetallet hed 12-4 efter kampvalg.

7. oktober 2020 (18.13)

Lotte Rod skriver på Facebook, at hun har tilgivet Morten Østergaard.

- Det er ikke længere det, der skete, der er problemet, det er håndteringen. Jeg er ked af, at det er endt her, fordi jeg holder af Morten. Det var ikke min mening. Det vigtige for mig er, at vi får en kulturændring. Ikke kun i mit parti - men i alle partier og alle andre steder, skriver hun.

7. oktober 2020 (19.04)

Martin Lidegaard skriver på Facebook efter at have tabt kampvalg til Sofie Carsten Nielsen.

Her kritiserer han Radikale Venstres gruppeledelse for at have håndteret sagen forkert.

- Dels mener jeg ikke, at gruppeledelsens håndtering af den verserende sag om sexisme var i orden, skriver han.

TV 2s analytiker Hans Redder kalder det en direkte kritik af Sofie Carsten Nielsen.

7. oktober 2020

På Facebook reagerer politikere og almindelige borgere på Morten Østergaards beslutning om at trække sig.

En del af debatten handler om, hvorvidt det er hånden eller håndteringen, der har fældet Morten Østergaard.

8. oktober 2020 (18.18)

Lotte Rod skriver på Facebook, at Morten Østergaard talte direkte usandt over for den radikale folketingsgruppe på gruppemødet, da han forsøgte at holde hemmeligt, at det var ham, der havde placeret sin hånd på Rods lår.

- I går løj Morten for folketingsgruppen. Han ikke bare fortiede ting - han talte direkte usandt. Og det går ikke. En folketingsgruppe er nødt til at kunne have tillid til sin formand. Det var løgnen, der fældede Morten.

8. oktober 2020 (18.32)

Efter Sofie Carsten Nielsens første arbejdsdag som politisk leder af Radikale Venstre, vurderer politisk kommentator Hans Engell, at hun har været i stærk modvind.

- Vi har en radikal leder, som i den grad er udfordret, siger Hans Engell til TV 2.

Sofie Carsten Nielsen var og er stadig en del af en partiledelse, der kritiseres for ikke at have håndteret sagen på den rigtige måde.

- Hendes fordel er, at der er et meget stort flertal af den radikale gruppe, der har bakket hende op, siger Hans Engell.

8. oktober 2020 (20.29)

Hver anden dansker er enig i Morten Østergaards afgang. Det fremgår af en Megafonmåling for TV 2.

Omvendt mener hver tredje dansker, at han ikke behøvede at gå af.

9. oktober 2020 (15.10)

Morten Østergaard skriver i et opslag på Facebook, at der er "tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt fra min side".

Han undskylder sin opførsel og erkender, at han "har fejlet på så mange planer".

9. oktober 2020 (16.04)

Sofie Carsten Nielsen siger på et pressemøde, at der i partiets sekretariat ligger en konkret personalesag, hvor det er "Morten Østergaard, der er krænkeren".

Dermed har Morten Østergaard ikke været ærlig over for hende, siger hun.

11. oktober 2020 (21.22)

Sofie Carsten Nielsen igangsætter en større undersøgelse af sexchikane i partiet. Det skriver hun i et opslag på Facebook.

- Min første opgave bliver at rydde op. I fredags kom det frem, at Morten for flere år siden i fortrolighed af ansatte chefer er blevet gjort opmærksom på tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt i festligt lag, skriver Sofie Carsten Nielsen blandt andet.

12. oktober 2002 (21.20)

Katrine Robsøe skriver på Facebook, at hun er en af de tre kvinder, der er blevet krænket af Morten Østergaard.

12. oktober 2020 (21.42)

Morten Østergaard sygemelder sig fra Folketinget som følge af sagerne om krænkende adfærd.

13. oktober 2020

Det viser sig, at Sofie Carsten Nielsen allerede i midten af september fik at vide, at en anden kvinde også havde følt sig krænket af Morten Østergaard. Det fremgår af en redegørelse af Radikale Venstres sekretariat.

14. oktober 2020 (10.30)

Ida Auken skriver på sin Facebook-profil, at Sofie Carsten Nielsen har dækket over Morten Østergaards krænkelsessager.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham, i stedet for at tage det nødvendige opgør, skriver Ida Auken.

14. oktober 2020 (11.32)

Sofie Carsten Nielsen skriver på Facebook, at hun er "rasende" over Ida Aukens anklager om, at hun skulle have dækket over Morten Østergaard.

- At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet, skriver Sofie Carsten Nielsen i sit opslag.

14. oktober 2020 (11.48)

TV 2s politiske analytiker Hans Redder kalder disputsen for ”åben krig”.

- Åben krig er brudt ud i Radikale Venstre. Jeg kan ikke forestille mig at det er et parti, der bliver samlet igen, uden at nogen ryger ud, lyder det.

Det er en direkte kritik af Sofie Carsten Nielsen, mener Hans Redder.

14. oktober 2020 (12.09)

Politisk kommentator Hans Engell siger, at sagen mellem Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken kan vække striden om posten som politisk leder.

- Man må huske, at 25 procent af gruppen stod bag Martin Lidegaard, så det er et spørgsmål, om dette kommer til at genåbne formandsstriden, eller om de finder en løsning, lyder det.

Hans Engell kalder Ida Aukens indlæg et "mistillidsvotum" til Sofie Carsten Nielsen.

15. oktober (08.00)

Hvis den radikale Ida Auken bliver smidt ud af partiet som følge af hendes opslag og uenighed med partiledelsen, følger partifællen Jens Rohde med hende, skriver han i et opslag på Facebook.

- De fejl, vi som parti har begået, kan vi kun rette op på sammen. Derfor siger jeg også hundrede procent ærligt, at hvis man smider Ida Auken ud eller marginaliserer hende, så gør man det samme med mig. INGEN skal stå alene på perronen, fordi de ikke holdt kæft.

15. oktober (11.07)

Tidligere radikal borgmester i Holbæk, Jørn Sørensen, mener, at Marianne Jelved er en bedre leder for partiet - i en periode. Ifølge den tidligere borgmester er der brug for en leder i en situation "hvor gemytterne er i kog, og hvor der samtidig er brug for en fast hånd".

15. oktober

236 medlemmer af Radikale Venstre har meldt sig ud af partiet i løbet af en uge, og siden uroen brød ud. Det oplyser partiet til TV 2.

Der har samtidig været 69 indmeldelser. Begge dele er væsentlig flere end normalt, lyder det.

15. oktober (14.05)

I et opslag på Facebook skriver partimedlem Martin Lidegaard, at han ikke har grund til at betvivle Ida Aukens historie, men at han ikke kender til forløbet omkring sagen. Det er dog heller ikke det vigtigste for ham:

- Den vigtigste pointe er, at flere i ledelsen, herunder Sofie, generelt vidste nok om Mortens upassende adfærd til, at der skulle have været grebet ind for lang tid siden - og allersenest, da Lotte Rod og Katrine Robsøe fortalte om deres sager.

15. oktober (14.19)

Sofie Carsten Nielsen skriver i en kommentar til TV 2, at hun har forsøgt at komme i dialog med Ida Auken, men at det endnu ikke er lykkedes.