Politik

Landsformand går i rette med Ida Auken: - Jeg kender ikke til det møde i 2017

Svend Thorhauge. Claus Fisker / Scanpix

Politisk leder og landsformand afviser at have hørt om krænkelsessag i 2017. Men sekretariatschefen blev ifølge TV 2s oplysninger orienteret.

Radikale Venstres landsformand, Svend Thorhauge, afviser, at det radikale folketingsmedlem Ida Auken i 2017 skulle have orienteret ham om, at Morten Østergaard havde krænket en kvinde på Folkemødet på Bornholm samme år.

Det skriver han på Twitter.

- Jeg kender ikke til det møde i 2017, Ida Auken omtaler, skriver Svend Thorhauge.

Onsdag middag delte Ida Auken et længere Facebookopslag, hvori hun skriver, at hun i juni 2017 henvendte sig til den nuværende politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, landsformand Svend Thorhauge samt sekretariatschef Lars Beer og fortalte om sagen.

- Jeg er rasende

Ifølge Ida Auken havde Morten Østergaard på Folkemødet "stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd forsøgt at få hende til at gå i seng med sig".

Ida Auken skriver videre, at hun "udtrykkeligt" bad Sofie Carsten Nielsen om at "gribe ind over for Morten Østergaard", og hun beskylder Sofie Carsten Nielsen for at have dækket over Morten Østergaard.

Sofie Carsten Nielsen afviste tidligere onsdag, at Ida Auken har fortalt hende noget om sagen.

- Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst på sin Facebook, skrev Sofie Carsten Nielsen på Facebook efter Ida Aukens opslag.

- Jeg har ikke kendt til den sag, Ida påstår, at jeg skulle have kendt, skrev hun.

- Det ville have klædt hende at fremføre ærinde på møde

Og nu lyder det altså også fra landsformanden, at han ikke er blevet orienteret af Ida Auken.

Svend Thorhauge fremhæver også, at der var hovedbestyrelsesmøde i Radikale Venstre i går.

- Det ville have klædt hende (Ida Auken, red.), at hun havde fremført sit ærinde der, skriver han.

Han har ingen yderligere kommentarer til sagen, lyder det fra ham.

Efter hovedbestyrelsesmødet tirsdag aften sagde Svend Thorhauge, at der er stor opbakning til Sofie Carsten Nielsen.

Ida Auken orienterede sekretariatschef til fest

Ifølge TV 2s oplysninger er sagen fra folkemødet i 2017, som Ida Auken omtaler, en af de tre klagesager om Morten Østergaard, som Radikale Venstre offentliggjorde en redegørelse om i mandags.

Ifølge TV 2s oplysninger blev radikales sekretariatschef, Lars Beer, orienteret om sagen i 2017, og det var Ida Auken, der uformelt fortalte ham om den i en festlig sammenhæng. Den krænkede kvinde ønskede ikke selv at klage over sagen.

Sekretariatschefen foreholdt efterfølgende oplysningerne for Morten Østergaard, som ifølge redegørelsen ikke har givet udtryk for, at sagsbeskrivelsen er ukorrekt.

I redegørelsen skriver sekretariatschefen, at alle tre sager er "behandlet med diskretion for at beskytte de involveredes privatliv og værdighed", og "ingen oplysninger gives til parter, der ikke er involveret".

TV 2 har forsøgt at få interview med Lars Beer og Svend Thorhauge, men de ønsker ikke at stille op.