Politik

Sofie Carsten Nielsen får opbakning fra hovedbestyrelse

Der blev luftet frustrationer over partiets skænderier for åbent tæppe, men nu skal der fokus på politik, siger landsformand.

De Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, har fuld opbakning fra partiets hovedbestyrelse.

Det siger partiets landsformand, Svend Thorhauge, efter et møde i hovedbestyrelsen tirsdag aften.

- Vi har haft en rigtig god samtale i hovedbestyrelsen, og der er givet en meget stor opbakning til Sofie Carsten Nielsen som ny gruppeformand for folketingsgruppen, siger han til TV 2.

Kunne have gjort det bedre

Meldingen kommer efter en yderst turbulent uge, da Sofie Carsten Nielsen blev onsdag valgt som ny leder for de radikale efter et langt gruppemøde i København, hvor Morten Østergaard trådte tilbage efter en sag om krænkelse af partikollegaen Lotte Rod.

Men fredag måtte Morten Østergaard indrømme, at han havde yderligere tre sager af lignende karakter på sin samvittighed.

Siden har Radikale Venstres politiske leder Sofie Carsten Nielsen skullet stå på mål for håndteringen af sager med blandt andre Lotte Rod og senest Katrine Robsøe, som kan føres fem år tilbage, hvor partiets nuværende integrations- og erhvervsordfører var praktikant.

På mødet tirsdag aften stod det dog klart, at hovedbestyrelsen stadig har tillid til Sofie Carsten Nielsen som nyslået leder og nu vil forsøge at se fremad.

- Hovedbestyrelsen er enige om, at vi i ledelsen kunne have gjort det bedre. Der blev luftet frustrationer over, at man har skændtes for åbent tæppe, siger Svend Thorhauge, der sammen med folketingsgruppen og landsforeningen tildelte Radikale Venstres sekretariatschef Lars Beer Nielsen fik tildelt en advarsel for "mangler" i håndteringen af Morten Østergaards gentagne sager om krænkelser.

Sat i verden for at lave politik

Også Sofie Carsten Nielsen har været ude i en balanceakt, fordi hun undervejs i den ugelange føljeton afviste at kende til mere end en krænkelsessag i partiet. Men det har vist sig, at Sofie Carsten Nielsen allerede i midten af september fik at vide, at en anden kvinde også havde følt sig krænket af Morten Østergaard.

Alligevel har hovedbestyrelsen altså valgt at bakke op.

- Ingen er fejlfri. Men nu vil vi gerne fokusere på politik, som er det, vi er sat i verden for at have med at gøre, siger landsformanden for Radikale Venstre.

Også Sofie Carsten Nielsen skriver i et opslag på Facebook, at hun er glad for det radikale rygstød.

- Tak til den radikale hovedbestyrelse for opbakningen og for et rigtig godt, åbent og ærligt møde her til aften. Det er altid i de radikale rødder man finder styrke, skriver partilederen.

I kølvandet på den seneste tids udvikling i Det Radikale Venstre meddelte Morten Østergaard mandag aften, at han er sygemeldt fra Folketinget.