Politik

Fra benægtelse til indrømmelse af flere krænkelsessager - her er forløbet

Morten Østergaard er færdig som Radikale Venstres leder efter en række krænkelsessager. Se tidslinje over forløbet nederst.

Det begyndte i september og er foreløbigt kulmineret de seneste dage: Morten Østergaards fald som leder af Radikale Venstre.

I september skrev folketingsmedlemmet Lotte Rod (R) på Facebook, at hun var blevet "taget på" både i Radikal Ungdom og i Det Radikale Venstre.

En sag, som lederen af partiet Morten Østergaard erklærede, var blevet håndteret:

- Her har vi handlet, og vi har taget fat om problemet, så det ikke gentager sig, sagde han og tilføjede, at krænkeren havde fået "påtale", og at der er "gennemført samtaler".

Onsdag i denne uge måtte Morten Østergaard krybe til korset og erkende, at det var ham, der var krænkeren, og som konsekvens af håndteringen af sagen trak han sig som leder af partiet.

Og fredag måtte han indrømme flere sager, hvilket kom som en overraskelse for partiets nye leder, Sofie Carsten Nielsen.

Her er forløbet, som det har udspillet sig indtil videre:

Her er forløbet i Morten Østergaard-sagen

  1. 2020

    1. Opgør med rådden kultur

      Radikale Venstre vil have opgør med "rådden" kultur på Christiansborg. Ligestillingsordfører Samira Nawa kræver en undersøgelse af sexisme på Christiansborg.

    2. Kritik af Kofod som minister

      Radikale Venstre kritiserer, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er blevet udpeget som minister, fordi han for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige i forbindelse med en politisk ungdomsfest. Sofie Carsten Nielsen kalder sagen for "noget svineri", mens Morten Østergard betegner det som en "forfærdelig sag".

    3. Lotte Rod står frem

      Folketingsmedlem Lotte Rod skriver på Facebook, at hun er blevet "taget på" både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre. Over for DR uddyber hun, at hun har "fjernet hænder fra mine lår", og at hun kan nævne "flere eksempler på upassende berøringer".

    4. Sexisme skal undersøges i radikale

      Der er sexisme i Radikale Venstre, og der skal igangsættes en undersøgelse, siger Morten Østergaard fra talerstolen på partiets landsmøde.

    5. Østergaard: Der er handlet i sagen

      Morten Østergaard skriver et Facebook-opslag om sexisme. Han nævner blandt andet sagen om Lotte Rod. Han skriver også, at der "skal handles på de sager, der undervejs bringes til torvs" i partiets interne undersøgelse, og at det er sket i Lotte Rods tilfælde. "Her har vi handlet, og vi har taget fat om problemet, så det ikke gentager sig". Han skriver videre, at Lotte Rods sag ikke vil blive oplyst yderligere i medierne, blandt andet fordi enkeltsager ikke må tage fokus fra det strukturelle problem.

    6. Påtale til Lotte Rods krænker

      Morten Østergaard siger til Berlingske, at den person, der har krænket Lotte Rod, har fået en "påtale", og at der er "gennemført samtaler".

    7. Er du krænkeren?

      Efter åbningsdebat i Folketinget spørger en flok journalister Morten Østergaard, om det er ham, der er krænkeren. Han svarer i første omgang "nej". Efterfølgende kontakter han blandt andet Jyllands-Posten for at korrigere sit svar, og siger, at han hverken ville svare ja eller nej på, om han er krænkeren.

    8. Krænker kan blive minister

      Morten Østergaard siger til Jyllands-Posten, at Lotte Rods krænker ifølge ham godt kan bestride en ministerpost, fordi sagen er "af en anden kaliber" end sagen om Jeppe Kofod.

    9. Morten Østergaard trækker sig

      Morten Østergaard trækker sig efter et maraton-krisemøde på næsten syv timer i Det Radikale Venstre. Han indrømmer, at det er ham, der har krænket Lotte Rod, og at det var hans hånd, Lotte Rod fjernede for snart ti år siden.

    10. Lidegaard kritiserer ledelse

      Partiets udenrigsordfører, Martin Lidegaard, langer ud efter den nu forhenværende radikale ledelse, som bestod af Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Andreas Steenberg.

      - Jeg synes ikke, at den sag blev håndteret godt af gruppeledelsen. Der blev lavet et coverup, som ikke skulle have været lavet, siger Martin Lidegaard om håndteringen af Lotte Rods sag. 

    11. Lotte Rod: Østergaard talte usandt

      Lotte Rod skriver på Facebook, at Morten Østergaard talte direkte usandt over for den radikale folketingsgruppe på mødet onsdag, da han forsøgte at holde hemmeligt, at det var ham, der havde placeret sin hånd på Rods lår. 

    12. Lotte Rod bad Østergaard om at holde sagen hemmelig

      Morten Østergaard var nødt til at trække sig, fordi han løj om krænkelses-sagen om Lotte Rod. Men Lotte Rod bad ham selv holde det hemmeligt. Det siger den konstituerede næstformand i Det Radikale Venstre, Andreas Steenberg. 

    13. Andreas Steenberg trækker i land

      Andreas Steenberg kommer med en opdatering på Twitter, hvor han trækker i land. Han forklarer, at han nu er klar over, at Lotte Rod sagde til Morten Østergaard, at han gerne måtte orientere folketingsgruppen om sagen. 

    14. Østergaard indrømmer flere sager

      Morten Østergaard skriver i et opslag på Facebook, at der er "tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt fra min side". Han undskylder sin opførsel og erkender, at han "har fejlet på så mange planer".

       

    15. Østergaard var uærlig over for Sofie Carsten Nielsen

      Det Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, siger på et pressemøde, at der i partiets sekretariat ligger en konkret personalesag, hvor det er "Morten Østergaard, der er krænkeren". Dermed har Morten Østergaard ikke været ærlig over for hende. Hun har tidligere spurgt ham, om der var flere sager u dover Lotte Rods , men "jeg har ikke hørt om de her sager før," fortæller hun.