Politik

Simon Emil Ammitzbøll-Bille skrotter sit parti Fremad

Den tidligere minister for Liberal Alliance opgiver forsøget på at få Fremad opstillingsberettiget.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille dropper sit politiske projekt Fremad. Det skriver han på Twitter. Han fortsætter som løsgænger i Folketinget, men antyder snarligt exit.

- Fremad kaster håndklædet i ringen, skriver han.

- Projektet krævede så meget, at jeg ikke kunne finde den rigtige balance mellem arbejde og familie.

- Foreløbig fortsætter jeg som en fri fugl. Men jeg er nok tættere på udgangen end på indgangen til Borgen, lyder det fra Ammitzbøll-Bille.

Han vil ikke udtale sig yderligere, men henviser til, hvad han skriver på de sociale medier. Det oplyser han til Ritzau.

Hans fjerde parti

Den tidligere minister for Liberal Alliance stiftede Fremad efter folketingsvalget i 2019, hvor han forlod Liberal Alliance. Han stiftede partiet sammen med Christina Egelund - en anden afhopper fra Liberal Alliance.

På Facebook uddyber Ammitzbøll-Bille, hvorfor Fremad er historie.

- For er knap et år siden dannede Christina Egelund og jeg det borgerligt-humanistiske parti, Fremad. Vores ambition var at bryde den nationalkonservative bølge i blå blok.

- En ambition jeg stadig deler, men som jeg må erkende ikke bliver virkeliggjort med mig i spidsen eller med Partiet Fremad.

- Først og fremmest fordi jeg ikke er i stand til at lægge den energi i projektet, som det kræver.

- Og lad mig være ærlig og sige, at det selvfølgelig ikke har hjulpet med en slidt troværdighed fra VLAK-regeringens tid eller med et politisk miljø, hvor der dannes nye partier hver eneste måned, skriver han.

Ammitzbøll-Bille offentliggjorde Fremad 7. november sidste år. Det blev hans fjerde parti.

Foruden Liberal Alliance har han repræsenteret De Radikale og Borgerligt Centrum.

Ammitzbøll-Bille var en af frontfigurerne i Liberal Alliance i ti år, og før valget i 2019 var han økonomi- og indenrigsminister i den daværende VLAK-regering.

Egelund blev ikke genvalgt til Folketinget sidste år. Hun var en af de mange politikere fra Liberal Alliance, der røg ud, i forbindelse med at partiet gik fra 13 til 4 mandater.

Det har knebet med at få indsamlet vælgererklæringer for Fremad, siden partiet så dagens lys.

3.773 var der indsamlet onsdag. Dermed er der langt op til de lidt over 20.000 vælgererklæringer, der er nødvendige.