Krænkelser på arbejdet

MeToo er Sofie Carsten Nielsens skæbne som partileder

Sofie Carsten Nielsen (R) under folketingets åbningsdebat i Folketingssalen på Christiansborg. Emil Helms / Ritzau Scanpix

Den nye radikale leder skal fortsætte en politisk linje med hård kritik af den regering, man støtter. Men hun skal også levere resultater på MeToo.

Bag både hånden på låret og håndteringen af sexchikanen i Det Radikale Venstre står naturligvis det politiske perspektiv. Hvad betyder sagen for partiet, for politikken, for støtten til Mette Frederiksen og for de radikales vælgeropbakning?

De spørgsmål presser sig uvægerligt på, når røgen fra selve sagen har lagt sig.

Det går ikke nødvendigvis stærkt, for sjældent har man i dansk politik, og da slet ikke i Det Radikale Venstre, oplevet et så dramatisk og hastigt gennemført lederskifte.

Men for Sofie Carsten Nielsen, partiets nye leder, handler alt om hurtigst muligt at få partiet ind på et politisk hovedspor, som er hendes eget. Hun erklærede allerede straks efter det dramatiske gruppemøde onsdag, at partiets linje er den samme som under Østergaard. Ligesom hun i dagens ordførertale i åbningsdebatten også holdt fast i partiets fokus på grøn omstilling og pres på regeringen for mere og hurtigere handling.

Klar til at gå længst

Så i udgangspunktet ikke noget nyt under solen. Og så alligevel.

For Sofie Carsten Nielsen bliver selvfølgelig med tiden – og gerne ret hurtigt – nødt til at markere sin egen linje og egen stil. Her kan Morten Østergaards afgang – og endvidere hans uforbeholdne støtte og opbakning til Sofie Carsten Nielsen, som blandt andet blev udtrykt i et tweet, mens hun var på talerstolen – være hende til gavn.

For Det Radikale Venstre vil under Sofie Carsten Nielsens ledelse med sikkerhed blive det parti, der er klar til at gå længst i spørgsmål om sexisme, ligestilling og indgreb mod sexchikane.

Den nye leder kom ind i politik fra en stilling i Ligestillingsministeriet, og hun har nu frit slag for at slå til lyd for egentlige politiske tiltag på området.

Hun har også en række markante kvinder bag sig, som også gerne vil presse yderligere på i den aktuelle debat. Eksempelvis ligestillingsordfører Samira Nawa, som udløste den fornyede kritik af udenrigsminister Jeppe Kofods 12 år gamle sag om hans forhold til en 15-årig pige.

Pres på Mette Frederiksen

Sofie Carsten Nielsen må forventes at lægge stærkere pres på statsminister Mette Frederiksen i den sag. Ikke for at få hende til nødvendigvis at fyre Kofod, men for at beholde fokus på sagen. Og samtidig udstille, at der set med radikale briller i realiteten ikke er en forældelsesfrist på MeToo-sager, og at der er lang vej endnu.

Det er der for så vidt også internt. Nok er partiets folketingsgruppe vundet overbevisende med stemmerne 12 til Sofie Carsten Nielsen og fire til Martin Lidegaard, der også stillede op til valget som ny leder, da Morten Østergaard trak sig. Lidegaard greb chancen og tabte. Om han vil skabe uro, er et åbent spørgsmål. Den tidligere klima- og udenrigsministers politiske ambitioner er formentlig intakte, men partiet vil noget andet, og det må Lidegaard erkende. Hans fremtid i partiet afgøres her og nu primært af graden af opbakning til Sofie Carsten Nielsens ledelse.

Noget andet er, at der faktisk i dele af det radikale bagland er stemmer, der mener, at partiet er gået alt, alt for vidt i MeToo-debatten. Eksemplificeret ved et læserbrev i Politiken for at par uger siden begået af den tidligere landsformand og højskoleforstander Søren Bald, der brokkede sig over manglende frisind i partiet og mente, at man skulle undskylde den ”ufrisindede og bornerte” kritik af Jeppe Kofod.

Skal skabe sin egen vej

Ovenover det hele står dog selvfølgelig samarbejdet med regeringen og muligheden for at få radikale mærkesager igennem i de mange forhandlingsforløb gennem efteråret. For de radikale er klimaet den vigtigste front, men den står desuden blandt andet på politi-, finanslovs- og ikke mindst tidlig pensions-forhandlinger. De sidste er de radikale ikke i udgangspunktet en del af, idet regeringen håber på at kunne skabe flertal med Dansk Folkeparti som stand-in for de radikale.

Sofie Carsten Nielsen har med andre ord nok at tage fat på. Hendes held er nok, at hun har været med i det meste allerede som Morten Østergaards næstformand i gruppen og vigtigste sparringspartner. Men uanset hvad skal hun nu på en og samme tid fortsætte linjen og skabe sin egen vej. Dels for at vise, at hun ikke bare er vikar for Østergaard og dermed en overgangsfigur. Dels – og det er nok det vigtigste lige nu – for at vise, at Østergaards soningsoffer ikke er forgæves for den ligestillingssag, der bragte Sofie Carsten Nielsen ind i politik, og som det nu er hendes opgave at skabe resultater for.

Det kræver både en fast hånd og en fast håndtering.