Krænkelser på arbejdet

Lotte Rod bad selv Østergaard om at holde sagen hemmelig - indtil hun anklagede ham for at lyve

Morten Østergaard var nødt til at trække sig, fordi han løj, ifølge Det Radikale Venstre. Men Lotte Rod bad ham selv holde det hemmeligt.

Opdateret 9.10.2020: Efter udgivelsen af denne artikel er Andreas Steenberg kommet med en opdatering på twitter. Her forklarer han nu, at han nu er klar over, at Lotte Rod sagde til Morten Østergaard, at han gerne måtte orientere folketingsgruppen. Læs mere her:

Onsdag måtte Morten Østergaard takke af som leder for Det Radikale Venstre, da det kom frem, at han havde krænket Lotte Rod - og dækket over sig selv.

- Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte, sagde Morten Østergaard, da han trak sig.

Da han under onsdagens gruppemøde fastholdt, at han var habil i sagen om Lotte Rod og dermed frikendte sig selv, gjorde han blot det, Lotte Rod havde bedt ham om.

Det siger den konstituerede næstformand i radikale, Andreas Steenberg, der er en del af gruppeledelsen og har indblik i sagen.

For Lotte Rod ville ikke have, at offentligheden skulle vide, det var Morten Østergaard, der havde taget hende på låret for et årti siden.

- Det, der var min opfattelse, var, at Lotte heller ikke havde lyst til, at det skulle frem. Indtil i går, hvor det så kom frem, siger Andreas Steenberg.

Kom det også bag på dig, at hun lige pludselig sagde, at Morten løj?

- Det gjorde det, ja.

Lotte Rod havde aftale med ledelsen

Radikale Venstre skulle egentlig have afholdt et normalt gruppemøde, men i ellevte time blev det rykket til Den Sorte Diamant, da det blev klart, at det helt store emne for dagen ville blive krænkelses-sagen.

Hensigten med at rykke mødet var, at pressen ikke skulle vide, hvor man mødtes.

Ifølge Andreas Steenberg havde Lotte Rod, Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen på dette tidspunkt allerede en forståelse om, at det skulle holdes hemmeligt, at Østergaard var krænkeren.

Ifølge den nuværende næstformand var det Lotte Rod, der ville have det holdt hemmeligt.

- Min opfattelse var, at Lottes ønske og aftalen var, at man holdt navnet fortroligt, siger Andreas Steenberg.

Sofie Carsten Nielsen bekræfter, at Lotte Rod ikke ville have sagen ud, og siger til TV 2, at hun løbende har haft samtaler med Lotte Rod om dette.

Af den årsag sagde Morten Østergaard ikke på gruppemødet, at han var krænkeren.

- At hun (Lotte Rod, red.) så ender med selv at sige det, så endte det, som det endte, siger Steenberg.

Så når han fastholder, at han er habil, overholder han bare den aftale, de har indgået med Lotte Rod?

- Præcis, svarer Andreas Steenberg kort.

Sofie Carsten Nielsen kendte til sagen

Den nye partileder af Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, var også bekendt med sagen om Morten Østergaards krænkelse af Lotte Rod.

Hvordan er din håndtering af sagen anderledes end Morten Østergaards?

- Fordi det var Morten Østergaard, der i går ikke sagde sandheden, da han blev spurgt.

Men det kunne han jo ikke gøre uden at bryde den aftale, som både du og han havde lavet med Lotte Rod?

- Det var jo Lotte selv, der sagde fra i går, og det var der, at tilliden fra nogle gruppemedlemmer bristede.

Hvilke reelle muligheder havde Morten Østergaard for at komme ud af det dilemma?

- Ja, det er et dilemma. Men det er klart, at når Lotte ikke synes, at det var tilfredsstillende, så er der kun den vej ud.

- Østergaard betalte for høj pris i forhold til hændelse

Sofie Carsten Nielsen siger, at Morten Østergaard har betalt en for høj pris i forhold til den hændelse, han var anklaget for - men hun holder fast i, at håndteringen gjorde, han måtte gå.

- Morten Østergaard har betalt en meget, meget høj pris, som ikke står mål med den hændelse, men som han selv siger, så handler det om håndteringen af det. Og det var det, han valgte at gå på.

Men havde Morten Østergaard en ærlig chance for at komme ud af det her i aftes?

- Ja, jeg synes, Morten skulle have sagt det, som det var - og taget den risiko at sige det i folketingsgruppen. Men det er klart, det er en supersvær vurdering.

Men hvis Morten Østergaard havde sagt det, som det var, så havde han dermed også svigtet den aftale, som der efter manges opfattelse lå med Lotte Rod om, at det skulle holdes i fortrolighed. Havde vi så ikke stået i en lignende situation?

- Nu var det jo Lotte selv, der på gruppemødet i går sagde: det her går ikke. Jeg har meget stor respekt for det mod, Lotte har haft ved at stå frem. Og vi kommer til at bakke hende op fremover.

Lotte Rod skriver torsdag aften på Facebook, at Morten Østergaard ikke skulle have løjet for folketingsgruppen, og at det var løgnen, der fældede ham.

- I går løj Morten for folketingsgruppen. Han ikke bare fortiede ting - han talte direkte usandt. Og det går ikke, siger hun og fortsætter:

- En folketingsgruppe er nødt til at kunne have tillid til sin formand. Det var løgnen, der fældede Morten.

TV 2 har forsøgt at få kommentar fra både Lotte Rod og Morten Østergaard. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Radikale Venstres pressechef Asbjørn Lindsø afviser natten til fredag i en SMS til TV 2 Andreas Steenbergs udlægning. Ifølge pressechefen måtte Lotte Rods historie gerne deles i folketingsgruppen, men ikke i offentligheden.