Supereuropæer med kometkarriere bliver radikal leder
For ti år siden var Sofie Carsten Nielsen eks-spidskandidat til EU-Parlamentet. Nu er hun politisk leder.
Da Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, onsdag aften trak sig, valgte folketingsgruppen samtidig at gøre Sofie Carsten Nielsen til ny politisk leder.
Dermed toppede hun en rejse, der startede, da hun i 2008 blev valgt til partiets spidskandidat til det forestående EU-Parlamentsvalg.
Det var ikke tilfældigt, at EU blev vejen ind til toppen af dansk politik for Sofie Carsten Nielsen.
Sofie Carsten Nielsen har gået på samme eliteuniversitet i Belgien som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Og ikke ulig den tidligere statsminister gjorde Sofie Carsten Nielsen lynkarriere, da hun rettede fokus mod Folketinget.
Blev gruppeformand efter 14 måneder
For selv om hun ikke blev til EU-Parlamentet i 2009, kunne hun i stedet stille op til Folketingsvalget i 2011, hvor hun blev valgt ind.
Her fik hun hurtigt opbygget et cv, der ville gøre mange mere erfarne Christiansborg-kolleger misundelige.
Som 37-årig - og efter kun 14 måneder i Folketinget - blev hun gruppeformand for De Radikale. En post hun overtog efter Marianne Jelved.
Dermed var det Sofie Carsten Nielsen, der fik opgaven med at sørge for ro i gruppen og opbakning til den daværende regerings politik.
Samtidig overtog hun posten som formand for finansudvalget efter Kristian Thulesen Dahl (DF) og den vigtige post som sit partis finansordfører. Dermed var hun hurtigt et muligt ministeremne i De Radikales folketingsgruppe.
Buddet kom, da SF trådte ud af regeringen og ministerkabalen skulle lægges på ny.
På den baggrund overtog Sofie Carsten Nielsen i februar 2014 posten som uddannelsesminister efter den samme politiske leder, som hun onsdag aften erstattede: Morten Østergaard.
Vandt kampvalg
Efter valgnederlaget til SR-regeringen i 2015 blev Sofie Carsten Nielsen toer i hierarkiet hos De Radikale.
Derfor var det ingen overraskelse, at hun onsdag aften - under ti år efter, hun kom i Folketinget fik opgaven som politisk leder for Radikale Venstres folketingsgruppe.
Med en uvidende dansk presse stående uden for Den Sorte Diamant vandt Sofie Carsten Nielsen et kampvalg om posten.
Med stemmerne 12-4 slog hun den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard. Her stod hun for at fortsætte Morten Østergaards kritiske linje over for regeringen, mens Martin Lidegaard ville have en mere "dialogsøgende" og "midtsøgende" kurs.
Samtidig er han uenig i den nuværende ledelses håndtering af en beretning fra partifællen Lotte Rod, der blandt andet oplyste, at Morten Østergaard havde taget hende på låret.
Sofie Carsten Nielsen har efter valget til politisk leder oplyst til TV2, at hun var bekendt med, at det var Morten Østergaard, der havde taget Lotte Rod på låret.