Krænkelser på arbejdet

Lotte Rod om krænkelse: - Jeg har tilgivet Morten

Det er Morten Østergaards håndtering af sagen, der er problemet, skriver det radikale folketingsmedlem Lotte Rod på Facebook.

Det radikale folketingsmedlem Lotte Rod har tilgivet den nu tidligere radikale leder Morten Østergaard.

Det skriver hun på Facebook, efter Morten Østergaard har indrømmet, at det var ham, der for 10 år siden lagde en hånd på hendes lår, da de begge var en del af Radikal Ungdom.

Morten Østergaard trak sig onsdag som radikal leder efter et mere end seks timer langt gruppemøde på Den Sorte Diamant i København.

- Morten har sagt undskyld til mig, og jeg har tilgivet ham, skriver Lotte Rod på Facebook.

Morten har sagt undskyld til mig, og jeg har tilgivet ham. Det er ikke længere det, der skete, der er problemet, det er...

Posted by Lotte Rod on Wednesday, October 7, 2020

Men det er Østergaards håndtering af sagen, hun er utilfreds med.

- Det er ikke længere det, der skete, der er problemet, det er håndteringen. Jeg er ked af, at det er endt her, fordi jeg holder af Morten. Det var ikke min mening. Det vigtige for mig er, at vi får en kulturændring. Ikke kun i mit parti - men i alle partier og alle andre steder, skriver Lotte Rod.

I midten af september stod hun frem og fortalte, at hun havde oplevet at blive gramset på af partifæller i både Radikal Ungdom og i Det Radikale Venstre.

Hun forklarede til DR, at hun har "fjernet hænder fra mine lår, og jeg kan nævne flere eksempler på upassende berøringer".

Hun satte ikke navn på de personer, der havde krænket hende, men hun bekræftede efterfølgende, at hun havde givet et specifikt navn til partiledelsen.

Morten Østergaard gav påtale - men det var ham selv

De seneste dage har flere radikale medlemmer krævet sanktioner i den konkrete krænkelsessag.

Tirsdag oplyste partileder Morten Østergaard, at han har givet en påtale til den, der har krænket Lotte Rod.

- Det betyder, at der er gennemført de samtaler og den påtale, som jeg mener, er det rigtige i den konkrete sag, lød det fra Morten Østergaard tirsdag.

Nu står det altså klart, at det er ham selv, der har krænket Lotte Rod.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Lotte Rod.