Her er fem ting, du skal vide om spionskandalen i FE, inden forsvarsministeren i dag skal stå skoleret
Få her overblik over kritikpunkterne og de ubesvarede spørgsmål i skandalesagen i Forsvarets Efterretningstjeneste.
I dag skal forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samråd om skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Sagen er blevet omtalt som en af de mest alvorlige sager, vi har set i Danmark, og politikere har raset over at være blevet "ført bag lyset" og kaldt det "dybt skræmmende".
Her er et overblik over, hvad sagen handler om, og hvad forsvarsministeren skal svare på under dagens samråd.
1. Hvordan begyndte skandalesagen?
-
I vinter delte en eller flere whistleblowere en "betydelig mængde materiale" om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) med Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).
-
Det fik tilsynet til at igangsatte en særlig undersøgelse, og i slutningen af august offentliggjorde tilsynet en særdeles alvorlig kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste.
-
Af hensyn til fortrolighed og sikkerhed har tilsynet kun offentliggjort de uklassificerede resultater af undersøgelsen. Der er derfor fortsat mange oplysninger om indholdet i kritikpunkterne, der er ukendt for offentligheden.
2. Hvad kritiseres Forsvarets Efterretningstjeneste for?
-
Ifølge tilsynets undersøgelse er der indikationer på, at FE har igangsat ulovlige aktiviteter om indhentning og videregivelse af oplysninger om danske statsborgere.
-
Der er desuden risiko for, at efterretningstjenestens måde at indhente oplysninger på kan bruges til ulovligt at spionere mod danske statsborgere, skriver tilsynet.
-
Tilsynet konkluderer også, at efterretningstjenesten ad flere omgange har tilbageholdt centrale oplysninger for tilsynet og givet urigtige oplysninger om tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.
-
Ifølge tilsynet er der i efterretningstjenestens ledelse og i dele af tjenesten en "uhensigtsmæssig" kultur, hvor man forsøger at skrinlægge eventuelle ulovlige aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold.
- FE's ledelse har desuden undladt at følge op på indikationer om spionage inden for Forsvarsministeriets område, skriver tilsynet.
- Ifølge tilsynet har FE også ulovligt behandlet oplysninger om en ansat i tilsynet.
- Tilsynet har også tidligere kritiseret FE. Som TV 2 har kunnet fortælle, har tilsynet advaret om ulovlig spionage i FE i både 2017, 2018 og 2019.
3. Hvilke konsekvenser har sagen fået?
-
I alt fem medarbejdere er hjemsendt. Først blev chefen for FE, Lars Findsen, og to andre ledende medarbejdere fritaget for tjeneste. Derefter blev Thomas Ahrenkiel, tidligere chef for FE indtil 2015 og tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, fritaget for tjeneste. Han skulle være startet som ambassadør i Tyskland 1. september i år. Senest er endnu en unavngiven medarbejder i FE blevet hjemsendt.
-
Forsvarsminister Trine Bramsen vil igangsætte en uafhængig undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste. Flere partier på Christiansborg vil også have Forsvarsministeriet kulegravet.
-
Desuden etableres der en whistleblowerordning for Forsvarets Efterretningstjeneste.
4. Hvad vidste forsvarsministeren og statsministeren?
- Forsvarsminister Trine Bramsen har ifølge tilsynet været orienteret "igennem hele processen", mens tilsynet har foretaget den særlige undersøgelse af FE. Den 21, august sendte tilsynet en analyse i fire bind til ministeren.
- Statsminister Mette Frederiksen (S) er "ligeledes" blevet orienteret om undersøgelsen af forsvarsministeren, står der i et svar til Folketinget. Statsministeren præciserer ikke, hvornår hun første gang blev orienteret, eller hvor ofte hun er blevet orienteret.
5. Hvad skal forsvarsministeren svare på under samrådet?
-
Forsvarsudvalget vil blandt andet bede ministeren svare på spørgsmål om rapporten fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne samt ministerens holdning til, at FE angiveligt har tilbageholdt og videregivet urigtige oplysninger.
-
Udvalget vil også bede ministeren svare på DR's afsløring af, at der skulle være et hemmeligt samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om tapning af data fra danske kabler. Oplysningerne er ikke officielt bekræftet.
-
Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste er omgærdet af fortrolighed, og mange oplysninger er hemmeligstemplede. Derfor kommer det formentlig til at være meget begrænset, hvad ministeren kan eller vil oplyse om indholdet i sagen. For eksempel hvordan FE konkret og i praksis, angiveligt ulovligt, har videregivet oplysninger og til hvem. Hvilke type oplysninger, der i så fald er tale om. Og om videregivelsen har haft menneskelige konsekvenser. Ifølge TV 2s oplysninger vil ministeren i højere grad tale om processen og forløbet samt tilsynets uafhængighed.
-
Venstre har indkaldt ministeren til endnu et samråd om sagen. Her vil omdrejningspunktet være forholdet til Danmarks allierede, som ifølge Venstre har lidt skade efter offentliggørelsen af tilsynets kritik. Der er endnu ikke sat dato på samrådet.