Trump kan skrive historie nu, men præsidenten er under tidspres

16x9
Ruth Bader Ginsburg. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Præsidenten vil blive beskyldt for hykleri, hvis han får stemt en højesteretsdommer igennem i et valgår. Det vil republikanerne kunne leve med.

Grundlæggende er det ikke kontroversielt, at republikanerne nu vil forsøge at få godkendt en ny højesteretsdommer i kølvandet på Ruth Bader Ginsburgs død.

Partiet sidder på magten, og reglerne er klokkeklare. Kort og godt er det dermed primært en politisk beslutning, hvad præsidenten og hans partifæller foretager sig nu.

Konsekvensen af selvsamme magtforhold vil amerikanerne kunne mærke i flere årtier, da højesteretsdommere sidder på livstid.

Det er af selvsamme årsag, at demokraterne nu er så desperate. Ruth Bader Ginsburgs død er ikke bare tragisk på et personligt plan – hun var især elsket til venstre for midten - men potentielt en politisk katastrofe for demokraterne.

Samtidig sætter det for alvor fokus på et område, der i forvejen var blandt vælgernes allervigtigste prioriteter ved efterårets valg: Udnævnelsen af nye højesteretsdommere.

Mitch McConnell og Merrick Garland

Demokraterne har selvfølgelig med det samme været ude og sige, at man med 45 dage til valgdagen skal vente med at tage stilling til, hvem der skal overtage Ruth Bader Ginsburgs plads. At det først må være op til vælgerne at sammensætte det Senat og vælge den præsident, der skal tage stilling til, hvem der skal være den nye højesteretsdommer.

Nøjagtig som republikanerne i form af den republikanske flertalsleder Mitch McConnell insisterede i 2016. Her var der immervæk 269 dage til valgdagen, da den konservative højesteretsdommer Antonin Scalia døde i februar måned. Dengang nægtede republikanerne at forholde sig til præsident Obamas nominerede Merrick Garland med den begrundelse, at man befandt sig i et valgår.

At Ruth Bader Ginsburg, der selv blev nomineret af en demokratisk præsident og stemt igennem af et demokratisk-domineret Senat tilbage i 1993, i sine sidste dage insisterede på, at hendes afløser ”ikke skulle stemmes igennem, inden en ny præsident var blevet taget i ed”, er i den sammenhæng ikke spor overraskende, men selvfølgelig vand på demokraternes mølle.

Et powermove, der gav pote

Der var ikke præcedens for McConnells powermove for fire år siden. Det var udelukkende en politisk beslutning.

Rent kynisk betragtet endte McConnells strategi med at være en genistreg. Kalkulen var åbenlys: Republikanernes forhåbning var, at partiet ville vinde præsidentvalget i november 2016 og beholde flertallet i Senatet. Hvis satsningen lykkes, vil man dermed kunne få nomineret og godkendt sit eget bud på en (konservativ) højesteretsdommer og opretholde den eksisterende magtbalance, hvorimod Merrick Garland havde rykket højesteretten til venstre for midten for første gang i et halvt århundrede.

Historiens gang er velkendt: Trump vandt præsidentvalget, og republikanerne forsvarede flertallet i Senatet.

Den 31. januar 2017 nominerede den dugfriske præsident Donald Trump en ny højesteretsdommer i Neil Gorsuch til at overtage Scalias sæde. 311 dage efter, at Obama havde nomineret Merrick Garland til selvsamme. Republikanerne havde ikke 60 stemmer til at få stemt Gorsuch igennem, så man gik i demokraternes fodspor og fik udvidet reglen om simpelt flertal til godkendelsen af føderale dommere – som demokraterne havde indført i 2013, dog med undtagelse af højesteretsdommere - til nu også at inkludere højesteretsdommere.

Neil Gorsuch blev stemt igennem af det republikanske flertal og tre demokratiske senatorer 7. april 2017, hvilket cementerede, at McConnells powermove nok havde været kontroversielt, men også havde vist sig at give pote.

Spingryder og spagat

Fire år senere har McConnell nu modificeret sit standpunkt. Angiveligt handlede det dengang snarere om, at man siden 1880 ikke havde haft en situation, hvor oppositionen i et valgår stemte præsidentens bud på en ny højesteretsdommer igennem. Det er søgt, men partisoldaterne skal nok falde i spingryden.

McConnells spin ændrer selvsagt ikke noget ved, at demokraterne får meget nemt ved at finde gamle klip frem af republikanske senatorer, der nu må forventes at vende på en tallerken.

Eksempelvis den magtfulde senator Lindsey Graham, der er formand for Senatets juridiske komité og dermed får en nøglerolle i de kommende måneder. Graham skal nu ud i en retorisk spagat af dimensioner.

Principper og magtforhold

Hvis man regner med, at Mitch McConnell kommer til at være tro mod sine principper fra 2016 nu, så tager man grueligt fejl. McConnells primære princip er, at politik frem for alt handler om indflydelse.

Det bliver ikke meget mere indflydelsesrigt end at få godkendt en højesteretsdommer, der sidder på livstid, og som rykker magtbalancen i højesteretten markant til højre og etablerer et reelt konservativt flertal. Af samme årsag har McConnell allerede været ude og erklære, at Trumps bud på en ny højesteretsdommer – modsat Merrick Garland i 2016 – skal stemmes om i Senatet hurtigst muligt.

Den afgørende forskel mellem situationen i 2016 og i dag er altså ikke principperne, men de politiske magtforhold. Det samme parti sidder på magten i Det Hvide Hus og flertallet i Senatet, og det ændrer kalkulen for republikanerne.

Man kan mene, at det er det rene hykleri. For det er det. Men rent kynisk betragtet ville det selvsagt være et politisk svigt af dimensioner, hvis republikanerne ikke udnyttede situationen til at bruge deres magt til at ændre magtforholdene i højesteretten. Ikke bare på den korte bane, men i årtier frem.

Trump og tidspresset

Man kan sagtens forestille sig et scenarie, hvor republikanerne vil bruge den ledige plads i højesteretten til at forsøge at mobilisere (kerne)vælgere frem mod valgdagen, ligesom Trump og republikanerne gjorde det med stor succes i 2016, da Scalias sæde blev ledigt. Særligt fordi de republikanske vælgere i forvejen vægtede udnævnelsen af (konservative) føderale dommere højt, også inden Ruth Bader Ginsburg døde.

Risikoen er dog samtidig, at netop Ruth Bader Ginsburgs død kan vise sig at være en katalysator for demokraterne, der nu vil insistere på, at det ikke bare er pladsen i højesteretten, men hele det liberale ikons eftermæle, der er på spil og på valg 3. november.

Skulle republikanerne tabe magten til november, vil partiet have 61 dage (minus juleferie) fra valgdagen til den nye Kongres samles for første gang, hvor man vil skulle nå at få godkendt en ny højesteretsdommer.

Det tog 66 dage at få nomineret og godkendt Neil Gorsuch i 2017, og i gennemsnit har det taget 67 dage at få en højesteretsdommer indstillet af præsidenten og godkendt i Senatet.

Trump og republikanerne ville med andre ord være under tidspres efter et muligt valgnederlag, men det ville ikke være umuligt at nå.

Historiens ironier

Den hurtigste nominering og godkendelse i nyere amerikansk historie?

Ruth Bader Ginsburgs 42 dage i 1993.

Historien er som bekendt fuld af ironier.

Her og nu er det dog primært værd at huske, at den vigtigste dato med hensyn til kampen om den nye højesteretsdommer ikke er valgdagen 3. november 2020, men 3. januar 2021, hvor Kongressen tages i ed i sin nye sammensætning.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om tiden uanset hvad er for knap til, at Trump kan nå at skrive historie som den første præsident siden Richard Nixon, der får indsat mindst tre nye højesteretsdommere i bare en embedsperiode.

Hvis jeg var demokraterne, ville jeg ikke sætte min børneopsparing på, at dette foretagende bliver spoleret af nok af præsidentens partifæller. Joe Biden vil utvivlsomt bede til de højere magter, at dette bliver tilfældet. Sådan er det nu engang, når man som demokraterne er politisk magtesløs: så har man kun de højere magter at sætte sin lid til.

Det mest sandsynlige scenarie er, at Donald Trump og Mitch McConnell bliver udødelige i konservative kredse og – uanset valgets udfald - vil blive husket som et historisk makkerpar, der rykkede højesteretten til højre.

Til dem, der læste med i dette lange skriv fra start til slut, kommer her afslutningsvis endda et kvalificeret bud på den nye højesteretsdommer: jeg formoder, at det bliver en kvinde, og i så fald kan det meget vel vise sig at blive Amy Coney Barrett, som også tidligere har været i spil.