GO'

Minister bor stadig med sin kone, selvom de begge har andre kærester

Transportminister Benny Engelbrecht (S) løfter nu sløret for dele af sit privatliv i håbet om at inspirere andre.

- Kære alle. En fælles hilsen fra Charlotte og mig: Vi har haft over 30 skønne år sammen som ægtefolk og kærester. Men som mange mennesker oplever, så ændrer livet sig nogle gange.

Sådan indledte transportminister Benny Engelbrecht (S) i februar den statusopdatering på Facebook, hvor han fortalte, at han og hustruen Charlotte havde truffet en afgørende beslutning.

Selvom de stadig ville bo sammen i deres hus i Adsbøl i Sønderjylland, ville de ikke længere være et par.

Og i dag, lidt over otte måneder senere, bor de stadig sammen, selvom de begge har fået nye kærester.

Det fortæller Benny Engelbrecht i 'Go' morgen Danmark'.

Faktisk har de levet på den måde i mere end halvandet år, mens de begge har haft andre kærester.

- Vi bor i et stort hus, og der er bogstaveligt talt rum til, at man kan være roommates i stedet for ægtefolk, og det fungerer godt.

- Men det er også utraditionelt. Det er jeg klar over. Det er at bryde en norm, tilføjer Benny Engelbrecht.

Han har valgt at dele den og andre historier om sit liv for at inspirere andre til at finde den løsning, der fungerer for dem og selv bryde mønstre, lyder det fra ministeren.

Kære alle. En fælles hilsen fra Charlotte og mig: Vi har haft over 30 skønne år sammen som ægtefolk og kærester. Men...

Posted by Benny Engelbrecht on Tuesday, February 11, 2020

Det har været grænseoverskridende

Ifølge Benny Engelbrecht har det været grænseoverskridende at dele parrets beslutning med resten af Danmark.

Det var ikke en nem beslutning, men det har været den rigtige, kan han mærke i dag.

Benny Engelbrecht vil helst ikke undvære det nære venskab, samvær og den faglige sparring, han har haft med sin hustru, Charlotte Riis Engelbrecht, forklarer han.

Hans nye kæreste, Mette, og hendes børn holder han ude af mediernes søgelys, da de ikke skal være en del af hans politiske liv.

- Hun har jo ikke bedt om at blive kæreste med en minister, siger Benny Engelbrecht.

Opvokset i en dysfunktionel familie

Indtil i dag har Benny Engelbrecht valgt ikke at udtale sig om sit forhold og privatliv, men han har alligevel valgt at dele sin historie, fordi han føler, at tiden er moden.

I en ny biografi 'Selvlært' beskriver han sin vej ind i politik og sit privatliv og kærlighedsliv.

I bogen fortæller Benny Engelbrecht blandt andet, at han for længe siden besluttede sig for, at han ikke ville have børn, fordi han ikke ville ende som sin egen far.

Benny Engelbrechts far arbejdede meget og havde til tider svært ved at huske sine børns navne. Dog kunne han huske deres cpr-numre, beskriver Benny Engelbrecht i sin bog 'Selvlært'.

- Mine forældre var fraværende. Der var sygdom, selvmordsforsøg og alle mulige problematiske ting som depressioner og andet undervejs, så de var der ikke, fortæller Benny Engelbrecht.

Han er dog ikke bitter over, at hans forældre ikke tog sig af ham.

- For de kunne ikke gøre andet med de sygdomme og de udfordringer, som de havde, siger han.

Hans mor døde kort før, han fyldte 20 år.

Inden da havde hun en lang periode med sygdomme, stofmisbrug, depression og selvmordsforsøg, og i dag havde hans far nok også fået stillet en diagnose og fået hjælp, fortæller Benny Engelbrecht i sin selvbiografi.

Karrieren kostede forholdet

Ifølge Benny Engelbrecht er hans fraværende far muligvis en årsag til, at han selv har været det i sit forhold med Charlotte Riis Engelbrecht.

I sidste ende var det blandt andet karrieren, der kostede forholdet, lyder det.

- Jeg har arbejdet alt for meget og har været alt for meget væk og fraværende, og det er jo et mønster, som jeg jo desværre kan se måske peger tilbage, fordi sådan har min barndom også været, siger han.

Alligevel håber Benny Engelbrecht, at andre kan bruge hans historie til noget. Han deler den ikke for at fiske efter medlidenhed eller for at fremme sin politiske karriere, siger han i 'Go' morgen Danmark'.

- Jeg er så langt inde i min politiske karriere, at det har jeg ikke brug for.

- Jeg håber, at min måde at fortælle om mit liv på også kan inspirere nogle til at sige: ”Måske kommer jeg fra en lidt dysset familiebaggrund, men jeg kan godt klare mig alligevel.

Se hele interviewet med Benny Engelbrecht i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY