Politik

Mette Frederiksen: - Coronaen har igen fået fat i vores samfund

Som en konsekvens af den voksende smittespredning i Danmark bliver københavner-restriktioner nu udvidet til at gælde hele landet.

Corona-situationen i Danmark er nu så alvorlig, at der atter er behov for landsdækkende restriktioner.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.

- Coronaen har igen fået greb om vores samfund. Situationen er alvorlig, og derfor vil vi i dag komme med nye nationale tiltag, siger hun.

- Vi er ikke det samme sted, som vi var 11. marts. Det er vigtigt for mig at understrege. Det, vi gør nu, er for at sikre, at vi ikke kommer derhen igen.

Restriktioner løber to uger

Det betyder blandt andet, at de restriktioner, der tidligere på ugen blev indført i 17 kommuner i Storkøbenhavn, bliver udbredt til hele landet.

Dermed vil restauranter, caféer og barer i hele landet den kommende tid skulle lukke klokken 22 - og ikke først klokken 02, som det er tilfældet i dag. Samtidig bliver det påbudt at bære mundbind, når man går og står på restaurationerne.

Indtil vi har en vaccine eller meget, meget effektiv behandling, så er vores bedste supervåben mod corona, at vi står sammen

Mette Frederiksen (S), statsminister

Forsamlingsforbuddet sættes landsdækkende ned til 50. Og endelig vil grænsen for, hvor mange tilskuere fodboldklubberne må lukke ind til en fodboldkamp, igen blive sat ned til 500.

Tiltagene gælder fra lørdag 19. september klokken 12 og gælder foreløbig frem til 4. oktober. Mette Frederiksen understreger, at regeringen lige nu overvejer, hvordan man kan kompensere de virksomheder, der vil blive ramt af de nye restriktioner, og erhvervsminister Simon Kollerup oplyser på Twitter, at han mødes med Folketingets partier allerede fredag.

Begræns social kontakt

Foruden de nye landsdækkende restriktioner anbefaler myndighederne, at ansatte i både det offentlige og det private i den kommende tid arbejder hjemmefra i det omgang, det er muligt, og at man helt generelt begrænser sin sociale omgangskreds.

Mette Frederiksen afviser, at hun og regeringen kommer til at sætte et konkret tal på, hvor mange man må ses med, og at der altså ikke er tale om en generel anbefaling om såkaldte 'bobler' på 5-10 personer, som var fremme tidligere på ugen.

Hun beklager i den forbindelse den forvirring, der blev skabt på det område.

- Jeg kan kun sige, at den grundlæggende anbefaling er klar. Det handler nu om at begrænse social omgang med andre mennesker, siger statsministeren.

- Indtil vi har en vaccine eller meget, meget effektiv behandling, så er vores bedste supervåben mod corona, at vi står sammen, vi holder afstand og viser samfundssind. Det er op til os alle at gøre.

Brostrøm er bekymret

Der er det seneste døgn blevet registreret 454 nye smittede med corona, og ifølge direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, der også deltog på fredagens pressemøde, er det overraskende, at niveauet nu er så højt:

- Det er lidt tidligere, end vi havde forventet, og også lidt bekymrende, især fordi, at vi ser det i mange befolkningsgrupper over hele landet, siger han.

Han understreger, at sundhedsmyndighederne fortsat ser smitteopsporing, test og lokal indgriben som hjørnestenene i bekæmpelsen af coronavirussen. Men fordi smitten lige nu er så udbredt, lægger man nu et nationalt niveau oven på, så man i den kommende tid kan vurdere, hvad effekten er.

Søren Brostrøm tilføjer, at man har sundhedsfaglig evidens fra andre lande for, at det giver mening at tage de nye skridt, man nu tager i forhold til at begrænse smittespredning.