Politik

Pia Olsen Dyhr sender sin datter på privatskole

Pia Olsen Dyhr er ikke den eneste politiker fra rød blok, der har sendt sit barn på privatskole.  Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

SF-formanden har i årevis udtrykt bekymring for, at flere vælger folkeskolen fra. Nu er hendes egen datter startet på privatskole.

- Den danske folkeskole er en hjørnesten i vores velfærdssamfund. Desværre forlader alt for mange elever og lærere i de her år folkeskolen til fordel for privatskoler eller andre erhverv. Det skal og kan vi vende.

Sådan lød det fra Pia Olsen Dyhr (SF) tilbage i 2017 i forbindelse med lærernes overenskomstforhandlinger.

På trods af denne udtalelse og mange lignende har SF-formanden valgt folkeskolen fra for sin datter, der efter sommerferien startede i syvende klasse på en privatskole i københavnsområdet.

Det skriver Pia Olsen Dyhr på sin Facebook-profil, fordi Ekstra Bladet har bragt en artikel om skoleskiftet.

Ekstra Bladet bringer historien om, at min datter efter sommerferien er startet i 7. klasse på en privatskole. Det...

Posted by Pia Olsen Dyhr on Thursday, September 10, 2020

- Jeg har ikke ændret holdning

I opslaget skriver Pia Olsen Dyhr blandt andet:

- Valget ændrer ikke på min holdning til skolen generelt. Folkeskolen har brug for mange flere ressourcer. Og ja, privatskoler bør tage mere socialt ansvar.

Det har SF-formanden sagt ved flere lejligheder. Generelt er folkeskolen en mangeårig mærkesag for SF, der blandt andet har udtrykt ønsker om færre elever i folkeskoleklasser og færre midler til privatskoler.

Også problematikken omkring, at flere vælger folkeskolen fra til fordel for privatskoler, har Pia Olsen Dyhr ofte berørt.

Det kan derfor undre, at SF-formanden har valgt at hive sin datter ud af folkeskolen.

I opslaget forsøger Pia Olsen Dyhr at komme kritikken i forkøbet ved at sige, at hun først og fremmest er mor, og at beslutningen er den rigtige for hendes datter.

Andre har gjort det samme

Det er ikke første gang, at en politiker fra rød blok vælger at sende sit barn på privatskole efter offentligt at have slået slag for folkeskolen.

Mette Frederiksen (S) valgte i 2010 at sende sin datter på privatskole i stedet for den lokale folkeskole. To år efter sendte hun sønnen på samme skole.

Samme år valgte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) at hive sin datter ud af folkeskolen og sende hende på en privatskole på Østerbro.

Begge s-politikere havnede i en regulær shitstorm for deres beslutninger, fordi de tidligere havde udtalt, at for mange tilvalgte privatskolerne.

Mette Frederiksen har blandt andet udtalt:

- Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer.