Politik

Danmark vil give 22 millioner til børn i nedbrændt lejr

Moria-lejren brændte ned til grunden natten til onsdag. Angelos Tzortzinis / Ritzau Scanpix

Uledsagede flygtningebørn fra den nedbrændte Moria-lejr skal have bedre forhold. Danmark vil give millioner.

Danmark tilbyder 22,4 millioner kroner i ekstraordinær hjælp til Grækenland, efter at brande har hærget flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi er meget bekymrede over de uledsagede flygtningebørn, der sidder sårbare og uskyldige efter brandene i Moria-lejren.

- De her helt uskyldige børn skal vi have væk fra lejren. De skal genhuses, så der kan skabes tryghed for dem, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

Pengene skal gå til sikre bosteder for omkring 4000 uledsagede mindreårige flygtninge- og migrantbørn i Grækenland - hovedsageligt fra Moria-lejren, som brændte ned til grunden natten til onsdag.

Det betød, at knap 13.000 mennesker blev hjemløse.

Den norske regering har torsdag meddelt, at den vil hente 50 asylansøgere fra den nedbrændte flygtningelejr.

Knap 13.000 mennesker er blevet hjemløse efter branden.

Også Tyskland og Frankrig er ifølge nyhedsbureauet dpa blevet enige om en plan for at få bragt 400 uledsagede børn fra den nedbrændte lejr ind i EU.

Men den danske regering afviser at hente flygtninge til Danmark fra lejren. I stedet skal de sikres bedre forhold, hvor de er, siger Rasmus Prehn.

- Vi synes, at flygtninge og migranter skal sikres i nærområdet. Vi er kede af det, hvis vi skal fordele dem mellem os i Europa, siger han.