Coronavirus

Flere dages ventetid på coronatests får kritik - det er "helt naturligt", svarer S-ordfører

Som del af fase 4 blev det sat som mål, at 80 procent skal kunne få en coronatest indenfor 24 timer.

Der er lige nu flere dages ventetid på at få en coronatest i København og Odense, hvor antallet af smittede har fået myndighederne til at sætte ind med nye restriktioner.

TV 2 har onsdag morgen tjekket flere testcentre. I Fælledparken i København samt testcentret i Ballerup kunne man tidligst få en tid lørdag, mens der i Odense var tider fredag.

Det, trods regeringen og Folketinget som en del af genåbningens fase 4 satte som mål, at 80 procent skal have adgang til en test inden for et døgn.

Flere partier kritiserer

Folketingets covid-19 følgegruppe mødtes onsdag morgen i Sundhedsministeriet, efter flere partier har rettet kritik af den lange ventetid.

- Der er blevet hængt i bremsen. Det undrer mig, at man laver nedlukninger, der rammer København og Odense, uden at gøre sig overvejelser om, at det altså kommer med en pris, lød det fra Martin Geertsen, sundhedsordfører i Venstre, forud for mødet.

Udover målsætningen om en maksimal ventetid på 24 timer for at blive testet, skal svaret derpå også gerne falde 24 timer derefter.

Men også her halter det, lyder kritikken fra Martin Geertsen (V), som heller ikke mener, at der er blevet skruet tilstrækkeligt op for laboratoriekapaciteten.

"Fuldstændig uacceptabelt"

Der testes 25.000-35.000 tests i døgnet, men det er langt fra nok, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, som kalder situationen fuldstændig uacceptabel.

- Jeg forventer, at myndighederne kan levere på den målsætning, vi lavede under forhandlingerne om fase fire. Ellers må vi gå tilbage og se på de lempelser, vi lavede dengang, siger han.

Også Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, at den nuværende situation er kritisabel. Hun peger konkret på et manglende samarbejde med de praktiserende læger.

- Hvis de er der i forvejen, hvorfor skal patienterne så gå et andet sted hen for at få foretaget en test? Det ville være at bruge vores sundhedssystem bedst muligt, siger hun.

Svært at forberede sig på

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff kalder de lange ventetider "helt naturlige".

- Vi er pressede og har netop set det højeste antal nye smittede på et døgn siden april måned. Vi kan se, at der er en stigning i kontakttallet, så smitten eskalerer. Det skaber et forhøjet tryk, som vores sundhedspersonale knokler for at få gjort noget ved, siger han til TV 2.

- Det er svært at forberede sig konkret på de mange scenarier, der kan udspille sig. Men vi skal sørge for at have et beredskab, som meget hurtigt kan få situationen under kontrol, som vi har set det blandt andet i Hjørring og Silkeborg.