Endnu et rødt-grønt parti ser dagens lys på venstrefløjen - hvad betyder det?
Fire analytikere giver her deres bud på, hvorfor der lige nu er så mange rød-grønne partier, og hvad det kommer til at betyde for dansk politik.
Frie Grønne er navnet på det seneste håbefulde parti, der via en grøn dagsorden vil forsøge at komme i Folketinget til det næste valg.
Partiet består blandt andet af tre folketingsmedlemmer, der blev valgt ind som medlemmer af Alternativet, men siden er blevet løsgængere. Det blev officielt præsenteret på et pressemøde mandag med deltagelse af blandt andet partileder Sikandar Siddique og Uffe Elbæk.
Og det er langt fra det første rød-grønne parti, vælgerne har skullet forholde sig til. Venstrefløjen er nemlig ved at blive godt fyldt op. Foruden de etablerede partier i Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er Veganerpartiet blevet opstillingsberettiget, Alternativet vil også lege med næste gang, og så er Frie Grønne og Lykkepartiet i gang med kampen for at samle nok underskrifter.
I alt er faktisk hele 60 partier i gang med at skaffe de godt 20.000 underskrifter - du kan se status her.
Vi har spurgt et hold politiske analytikere om, hvordan vi skal forstå det store udbud af partier, der minder så meget om hinanden.
Danmark har fået et nyt parti - hvad betyder det?
Hvad betyder det for dansk politik, at der er så mange rød-grønne partier?
Noa Redington, politisk analytiker, TV 2: Det øger helt grundlæggende sandsynligheden for stemmespild. Det plejer at være størst i blå blok, men hvis mange af de her partier stiller op, så kan det blive et stort problem i rød blok også.
Thomas Funding, politisk redaktør, Avisen Danmark: Det er ikke godt nyt for Mette Frederiksen. Der er den åbenlyse risiko for, at de øger stemmespildet. Og hvis de kommer ind, bliver de svære at samarbejde med. Så enten får hun ingen mandater i sin blok og spilder stemmer, eller også får hun mandater, hun ikke kan bruge til noget.
Hans Engell, politisk kommentator, Ekstra Bladet: Det politiske billede bliver meget flimret. Rigtig mange partier vil slås om de samme vælgere - det er næppe partier, der trækker mange stemmer henover midten. Så det bliver lidt af en byttehandel, som vil skabe kæmpestor forvirring.
Hvilke vælgere kæmper de om?
Thomas Funding: Det er unge vælgere på venstrefløjen. Frie Grønne virker især til at være et parti målrettet den unge generation.
Hans Engell: Yngre vælgere i 20'erne, for hvem klima og miljø spiller en stor rolle. De går op i uddannelse, den globale dagsorden, mere lighed og anti-racisme.
Noa Redington: Grundlæggende kæmper alle de her partier om Alternativets vælgere fra 2015. Alternativet viste, at de kunne ramme 7-8 procent af danskerne, og det er et relativt stort segment. Hvis nu alle de her partier kunne blive enige om, hvordan sojabøffen skal skæres, så kunne vi få et rigtig effektivt grønt parti.
Hvorfor er det lige på det rød-grønne område, så mange nye partier befinder sig?
Noa Redington: Det afspejler, at en del mennesker er meget passionerede på det her område. For mange vælgere er klima det allervigtigste, og de har ofte ikke stærke holdninger på alle mulige andre områder
Thomas Funding: Politikerne prøver at placere sig i den her nye virkelighed, hvor især den unge del af befolkningen har nogle nye og stærke holdninger. De nye partier vil nu teste, om de etablerede partier har placeret sig rigtigt.
Hans Engell: Man skal huske, at det her ikke kun handler om politiske forskelligheder. Det handler også om personligheder. Frie Grønne bunder i, at de ikke kan lide Josephine Fock(nuværende formand for Alternativet, red.). Personmodsætninger er bare ikke et ret godt udgangspunkt. Vælgerne er ikke optagede af, hvem der kan lide hinanden.
Kan de nye partier give problemer for de etablerede partier som SF, Enhedslisten og de radikale?
Hans Engell: Måske ikke så mange, som man skulle tro. De lærte virkelig meget af Alternativets sejr i 2015, og de har i den grad sat sig på klimadagsordenen. Den har de ikke tænkt sig at opgive.
Noa Redington: Jeg ville ikke være så bekymret. Veganerpartiet har lidt karakter af en sekt, og Alternativet er gået i opløsning. Hvis alle bliver opstillingsberettigede, kan det ende som en rodebutik, og så bliver det besværligt. Men som udgangspunkt har jeg svært ved at se, at de her partier kommer til at presse de etablerede partier.
Thomas Funding: Jeg er spændt på, hvad det vil betyde for Enhedslisten. Jeg har længe ment, at de har haft en priviligeret situation, hvor de nærmest har haft venstrefløjen for sig selv, efter SF er gået mere over mod Socialdemokratiet. Og jeg synes egentlig ikke, det har været overbevisende, hvad Enhedslisten har fået ud af den position.
I 2019 var der hele 13 opstillingsberettigede partier. Ved næste valg kan vi få endnu flere. Hvorfor går tendensen i den retning?
Noa Redington: En lovændring fra 2014 betød, at man kan indsamle vælgererklæringer elektronisk. Det har gjort det langt nemmere at få lov at stille op til Folketinget. Det, synes jeg i øvrigt, er noget rod. Vi skal ramme balancen mellem demokrati og legitimitet. Tænk bare på stakkels Cecilie Beck - hvordan skal hun kunne gennemføre en partilederrunde med 16 partier?
Thomas Funding: Der har været nogle store dagsordener, som de nye partier har kunnet eje. På venstrefløjen er det især klimaet, på højrefløjen flygtningekrise og globalisering. De vælgertendenser har de etablerede partier haft svært ved at fange. På den måde er politik jo simpelt - hvis ingen tilbyder det, folk gerne vil have, så opstår der nye ting.
Hans Engell: Vælgerne er blevet mere fragmenterede. Der er historisk få medlemmer af de politiske partier, og det betyder færre kernevælgere. Der er ikke den samme trofasthed, som der var engang. De vælgerbevægelser betyder, at nye partier har mere spillerum.
