Danmarks nyeste partileder blev berømt på at være stille i folketingssalen
Sikandar Siddique er blevet kaldt Danmarks Malcolm X, han er blevet udpeget som medlem af Hizb ut-Tahrir, og han har betvivlet al-Qaedas rolle i 9/11.
Mette Frederiksen tyggede på sine briller og kiggede sig lidt forundret rundt i Folketingssalen. Hun sad tæt på talerstolen og kunne ikke gøre andet end at rynke panden.
Bagerst i salen afbrød en gruppe på syv folketingsmedlemmer deres indbyrdes samtale, da det gik op for dem, hvad der foregik. Ord som 'perkersvin' har det med at få folks opmærksomhed - ikke mindst, når det læses op fra landets vel nok fornemste talerstol.
Inden denne eftermiddag 23. juni i år var der nok ikke mange danskere, der kendte Sikandar Siddique, løsgænger i Folketinget. Men hans oplæsning af racistiske kommentarer, han har modtaget, og et efterfølgende minuts stilhed for at ære George Floyd og andre ofre for racisme, fik hans navn slået fast.
Ikke mindst på grund af reaktionerne. I første omgang fordi Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen nærmest råbte ud i salen, at det var "skammeligt", hvad der foregik. Og efterfølgende igennem en sag, hvor Socialdemokratiet måtte smide et partimedlem ud, fordi han sendte trusler til Siddique.
- Jeg må i al ydmyghed sige, at det da i den grad satte gang i en racismedagsorden, som vi nogle måneder efter i dag stadig snakker om, vurderer Sikandar Siddique.
Præsenterede sit nyt parti
Hvis aktionen fra talerstolen var Siddiques første rigtige omgang i det nationale spotlys, så fik han mandag den anden. Den 33-årige politiker, der definerer sig selv som "en rigtig Nørrebro-dreng" er nemlig Danmarks nyeste partiformand.
Sammen med flere andre tidligere medlemmer af Alternativet, blandt andre Uffe Elbæk, har han startet partiet Frie Grønne.
- Vi er Danmarks nye klimaansvarlige og antiracistiske parti, fastslog Siddique fra talerstolen på Blågårds Plads, hvor partiet formelt blev præsenteret mandag formiddag.
Netop kampen mod racismen fylder meget hos Siddique. Selvom han er født og opvokset i Danmark og med egne ord "kun har indvandret fra Rigshospitalet", så har han igennem hele sin karriere måttet kæmpe med de problemer, det giver at have forældre fra Pakistan.
- Der er nok nogen bag skærmene, der er bange for mig. Fordi jeg er muslim, fordi jeg har en anden hudfarve, fordi mine forældre er født i Pakistan, eller bare fordi jeg er fra Nørrebro. I årtier har hadprædikanter forsøgt at splitte os med frygt og had. Men der er ikke noget at være bange for.
Kontroversiel valgkamp i 2005
Sikandar Siddique fik sin start i politik allerede som 19-årig, da han blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget i 2005. Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle vælges. Han var gemt som nummer 34 på Socialdemokratiets opstillingsliste. Men et højt antal personlige stemmer betød, at han sprang frem i køen.
Siddique var i løbet af valgkampen blevet blandet noget mere ind i debatten, end man normalt ser for en 19-årig, der er nummer 34 på sit eget partis liste. Og det kunne han takke Venstres daværende overborgmesterkandidat, Søren Pind, for.
I et åbent brev i Berlingske angreb Søren Pind nemlig sin rival Ritt Bjerregaard med, at hendes parti husede fundamentalister. Beviset for dette? At Sikandar Siddique var medlem af organisationen Hizb ut-Tahrir. Det betød, at Siddique pludselig var centrum i slagsmålet mellem de to politiske sværvægtere.
Siddique benægtede i øvrigt at have været medlem af organisationen, og den daværende formand for Hizb ut-Tahrir sagde, at han ikke kendte Sikandar Siddique. Ovenpå oprettelsen af partiet Frie Grønne er rygtet imidlertid taget op igen af Rasmus Paludans medie, Frihedens Stemme.
I samme valgkamp i 2005 kom det desuden frem, at Sikandar Siddique tidligere havde forfattet et debatindlæg, hvori han satte spørgsmålstegn ved terrorgruppen al-Qaedas involvering i terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001. Han sendte hurtigt en pressemeddelelse ud, hvor han gjorde det klart, at han nu var overbevist om gruppens ansvar.
Danmarks Malcolm X
Sikandar Siddique sad i Borgerrepræsentationen i fire år, og mellem 2009 og 2019 var han ikke valgt til noget politisk embede. Den tid brugte han i stedet på at læse en kandidat i kommunikation og globale studier ved Roskilde Universitet og efterfølgende arbejde som konsulent.
Men i 2018 blev han opstillet for Alternativet i København, og ved folketingsvalget sidste år blev han valgt ind med 2154 personlige stemmer.
Det blev til under et år på Christiansborg for Alternativet. I marts i år forlod Siddique sammen med Uffe Elbæk og to andre partiet, og de blev i stedet løsgængere.
Netop forholdet til Elbæk har tilsyneladende betydet meget for Siddiques vej mod at blive partileder. Elbæk fik meget rosende ord med på vejen fra talerstolen på Blågårds Plads, og han har også selv talt Siddique meget op i medierne.
- Han er stadig ung, og han har en meget interessant personlighed. Nærmest med en visdom i sig, som jeg ikke har mødt før. Det er en enorm, nærmest spirituel tyngde, som jeg er meget fascineret af, og som jeg tror rigtig, rigtig meget på. Jeg har sagt til ham: "Du bliver sgu Danmarks udgave af Malcolm X", siger Uffe Elbæk i et interview med Mandag Morgen.
- Vi vil bekæmpe jer
Sikandar Siddique skal nu forsøge at navigere sit parti igennem et tætbesejlet politisk farvand. Foruden de etablerede partier på den politiske venstrefløj, har partier som Veganerpartiet og Lykkepartiet meldt sig i kapløbet om de rød-grønne stemmer. Også Siddiques tidligere parti, Alternativet, kæmper fortsat med.
I første omgang skal Frie Grønne have indsamlet 20.182 vælgererklæringer, før de overhovedet kan komme på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Det bliver en hård kamp, og i spidsen for den står altså en 33-årig Nørrebro-dreng med et enkelt års erfaring fra Folketinget.
Og han er klar til at kæmpe, lod han forstå ved mandagens præsentation af det nye parti.
- Frie Grønne er et frontalt angreb på status quo. Et angreb på virksomheder, der udleder CO2 og ødelægger vores natur. Dem, der undertrykker og er racistiske. Dem, der bliver rigere på bekostning af vores børn og vores natur. Vi kommer til at bekæmpe jer. Gør op med jer selv, hvilken side af historien, I vil stå på.