Politik

Én sætning skaber dyb splid blandt støttepartierne - og kan få efteråret til at eksplodere

ANALYSE: Mere end et år efter, at rød blok formulerede et forståelsespapir, er flere af partierne dybt uenige om, hvad der egentlig står i det.

Klokken nærmede sig midnat 24. juni 2019. Samlet på Mette Frederiksens (S) kontor var de fire partiledere i rød blok, som knap tre uger forinden havde vundet folketingsvalget.

De fire - og deres vigtigste ordførere - havde i ugevis stirret hinanden i øjnene, diskuteret, givet og taget.

Foran dem lå en 18 sider lang tekst, der skulle danne det politiske grundlag for landets næste regering.

Men der var én knast tilbage.

En knast, der var så svær at få høvlet væk, at der reelt var tvivl blandt partilederne om, hvorvidt det overhovedet var muligt at finde et kompromis, alle kunne leve med. Eller om forhandlingerne ville bryde sammen til sidst. Det drejede sig om et par helt centrale formuleringer, der skulle definere, hvilken økonomisk politik en regering måtte føre.

Kort før midnat 24. juni forlod Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (Ø) og Morten Østergaard (R) S-formandens kontor. Alle var tydeligt frustrerede.

Godt et døgn senere lykkedes det så. Partilederne kunne træde ud foran den ventende presse og annoncere, at man nu havde formuleret et forståelsespapir, så Mette Frederiksen kunne danne sin regering.

Kompromisset

Men diskussionen om denne afgørende knast sluttede ikke sidste år, selvom det i forhandlingernes slutspurt lykkedes at formulere et kompromis, som alle parter omkring bordet kunne acceptere.

Og i efteråret 2020 truer netop disse sætninger fra forståelsespapiret med igen at udløse et enormt politisk slagsmål i rød blok.

Sagen er nemlig den, at partierne simpelthen ikke er enige om, hvad det, de skrev dengang, egentlig betyder.

Stridens kerne findes på side 12 i forståelsespapiret.

I et afsnit, hvor hovedlinjerne i regeringens økonomiske politik bliver formuleret, står følgende:

En ny regering vil basere sin økonomiske politik på følgende forudsætninger […] at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende.

Altså: Hvis regeringen gennemfører politik, der betyder, at færre arbejder - skal den også gennemføre politik, der trækker i den anden retning.

Men den formulering bliver læst på mere end én måde.

Sagen er nemlig den, at partierne simpelthen ikke er enige om, hvad det, de skrev, egentlig betyder.

Krav fra Radikale Venstre

Under forhandlingerne om forståelsespapiret stod Radikale Venstre ofte alene, når diskussionen handlede om økonomisk politik.

Morten Østergaard og hans medforhandlere var, i egen optik, garanterne for, at en ny regering ville føre en ansvarlig økonomisk politik. At en ny regering ikke samlet set lavede politik, der trak mennesker ud af arbejdsmarkedet.

De radikale forhandlere krævede en formulering indskrevet i forståelsespapiret om, at arbejdsudbuddet ikke samlet set måtte reduceres. Arbejdsudbud er et økonomisk begreb, som dækker over, hvor meget befolkningen samlet set vil arbejde. Det er det begreb, som Finansministeriet bruger i sine regnemodeller.

Men det ord var flere af de øvrige partier modstandere af at skrive ind. Særligt Enhedslisten protesterede. For det ville i deres øjne betyde, at en ny regering ville blive forpligtet til enten at gennemføre reformer, der forringer vilkårene for almindelige lønmodtagere, eller gennemføre markante skattelettelser.

Og for Enhedslisten var dette en rød linje, der ikke måtte overtrædes. Tiden som støtteparti for en Thorning-regering, der både stod bag arbejdsudbudsreformer og skattelettelser, fungerede som et skrækeksempel for det socialistiske parti – og Enhedslisten havde gjort op med sig selv, at det ikke måtte gentage sig.

Efter lange forhandlingsmøder blev ovenstående kompromis så formuleret. Ordet arbejdsudbud optrådte ikke - det gjorde i stedet beskæftigelse.

Og i umiddelbar forlængelse af den sætning, blev en ny tilføjet:

”[…] at de økonomiske skel i samfundet ikke forøges, at skatten i toppen ikke sænkes, samt at det sociale sikkerhedsnet ikke forringes.”

Den formulering ønskede Enhedslisten og SF tilføjet som et værn mod, at Mette Frederiksens regering skulle kunne gennemføre økonomiske reformer eller skattelettelser med de radikale og blå blok.

To mandage om ugen

I dette efterår er der så lagt op til en konfrontation om netop disse linjer.

Regeringens udspil om tidlig pension til Arne vil nemlig betyde, at arbejdsudbuddet falder med 9000 personer. Og det tab skal opvejes, slog Morten Østergaard fast overfor Børsen:

- Når regnebrættet gøres op i forbindelse med finansloven, hænger tingene sammen. Hvis der er truffet beslutninger, der går den ene vej, må der også være truffet beslutninger, der går den anden vej. Ellers har man selv forbrudt sig mod forståelsespapiret. Så får man svært ved at lave en finanslov.

Enhedslisten har en helt anden opfattelse. Som partiets finansordfører Rune Lund slog fast på Twitter forleden:

Så mens Radikale Venstre mener, at ordet beskæftigelse i forståelsespapiret de facto betyder det samme som arbejdsudbud, er der ifølge Enhedslisten en verden til forskel.

Skal man øge arbejdsudbuddet med 9000 personer – for at modsvare tabet ved Arne-aftalen – skal der ret markante tiltag til. Regeringen har ikke selv fremlagt konkrete initiativer, og det har de radikale heller ikke. Men mulige tiltag, der ville øge arbejdsudbuddet markant, kunne være at sænke den såkaldte beløbsgrænse for udlændinge, så flere vil rejse til Danmark for at arbejde; at gennemføre skattelettelser, der skal få folk til at lægge flere timer på arbejdsmarkedet eller at afskaffe en feriedag, eksempelvis Store Bededag, hvilket samlet set vil føre til, at danskerne arbejder mere.

Det er meget svært, hvis ikke umuligt, at se for sig, at venstrefløjen - og især Enhedslisten - accepterer politiske tiltag i stil med disse, der øger arbejdsudbuddet i et omfang, så det kompenserer for faldet i Arne-pensionen.

Som partiets tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted har formuleret det i et indlæg på Altinget:

- Der skal være to mandage om ugen, før Enhedslisten kommer til at støtte en finanslov, der indebærer nye angreb på lønmodtagernes rettigheder eller skattelettelser i toppen. Tværtimod har partiet gjort klart, at den type reformer vil resultere i et mistillidsvotum.

Hvad kommer regeringen med?

Enhedslisten taler i stedet om, at man kan øge beskæftigelsen ved eksempelvis at styrke Arbejdstilsynet og opprioritere kampen mod stress og nedslidning på det danske arbejdsmarked. "Blødere" tiltag, som det dog kan være svært beregne de konkrete effekter af.

Hvor mange vil undgå at få stress i fremtiden, hvis man bruger 100 millioner kroner mere på forebyggelse? Den slags giver ikke udslag i Finansministeriets beregninger om arbejdsudbuddet. I hvert fald ikke med en effekt, der kan tælles i mange tusinder. Men det er heller ikke nødvendigt, for vi har jo slet ikke nogen aftale om arbejdsudbuddet, argumenterer Enhedslisten.

Altså: Enhedslisten vil ikke acceptere, at der bliver lavet politik, som øger arbejdsudbuddet markant. Radikale Venstre vil ikke acceptere, at der ikke gør.

I midten af det hele står regeringen, der i øjeblikket holder sig til at understrege, at den skam har i sinde at leve op til forståelsespapiret, samtidig med at den så i øvrigt ikke foreløbigt har fremlagt nogen konkrete forslag, der skal modsvare "tabet" ved Arne-udspillet.

For støttepartierne er det her hjerteblod. Og dette efterår står kampen ikke blot om linjer på et papir, som det gjorde sidste år. Det handler om konkret politik, der skal gennemføres, og som gør en forskel i den virkelige verden.

Det hele kan ende med at eksplodere.