Politik

Nu må elbiler alligevel gerne koste staten penge, mener politisk flertal

Mandag præsenterer bilkommissionen sine anbefalinger. Men allerede nu kan en central præmis i kommissionens arbejde stå for fald.

Spørgsmålet er egentlig simpelt nok:

Hvordan kan man gøre danskernes biler mere grønne, uden at det koster staten nogen penge?

Problemet er bare, at svaret ikke er lige så let.

Mandag præsenterer den såkaldte bilkommissionen sine bud på en løsning, men allerede nu slækker et flertal på Christiansborg på kravet om, at den grønne omstilling skal være gratis for staten.

Det skriver dagbladet Børsen.

Bilkommissionen

  • Bilkommissionen kaldes også for ”Eldrup-kommissionen” efter formand Anders Eldrup, der er tidligere topchef i Dong.
  • Kommissionen skal ”levere en konkret strategi for, hvordan regeringens målsætning bedst muligt kan realiseres samtidig med, at det er muligt at fastholde statens provenu”.
  • Det var den daværende VLAK-regering, der nedsatte kommissionen.
  • Venstre havde som erklæret mål, at der skulle være en million elbiler i Danmark i 2030. I forståelsespapiret fra sidste år, bliver intet konkret tal nævnt, kun at der skal ”markant flere elbiler på vejene”.

Sætte turbo på omstillingen

Ifølge det oplæg, bilkommissionen har arbejdet efter det seneste halvandet år, skal løsningen ”fastholde statens provenu”. I samme tekst bliver det anslået, at statens samlede indtægter fra bilrelaterede afgifter beløber sig til cirka 50 milliarder kroner.

Det var under den daværende VLAK-regering, at kommissionen blev nedsat, men nu åbner blandt andre Venstre døren for, at det måske godt må koste penge for statskassen.

- Hvis (…) vi ude i årene kommer til at se en grøn skattelettelse til bilisterne, og at det kan finansieres via råderummet, er vi også klar til at kigge på det, siger Venstres klimaordfører Tommy Ahlers til Børsen.

Også de konservative og Dansk Folkeparti lufter over for Børsen muligheden for, at staten kan komme til at miste indtægter på den grønne omstilling af bilparken. Ifølge ordfører Mona Juul (K) kan det være nødvendigt med et mindre provenutab for at sætte turbo på udviklingen.

Tidligere på ugen har Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre, sagt, at partiet ”er villige til at bruge penge fra den fælles kasse til at understøtte det her”.

Torsdag foreslog Enhedslisten at give en kontant rabat på op til 100.000 kroner til de første 250.000 elbiler.

Fem procent af alle afgifter og skatter

Ifølge oplægget til bilkommissionen udgør de bilrelaterede afgifter omkring fem procent af hele statens afgifts- og skatteprovenu.

Blandt de største bidragsydere er registreringsafgiften, der i 2019 blev anslået til at være på cirka 20 milliarder kroner om året. Netop registreringsafgiften har spillet en central rolle i de hidtidige forsøg på at skubbe flere elbiler ud på de danske veje.

I 2019 og 2020 har der således ikke skullet betales registreringsafgift af elbiler, der koster under 400.000 kroner. For normale biler er registreringsafgiften 85 procent af de første 197.700 kroner, og 150 procent af resten af bilens værdi.

Derudover bidrager benzinafgiften med cirka 7,5 milliarder kroner om året, mens den såkaldte energiafgift af olieprodukter var på omkring 10 milliarder kroner. Det viser tal fra Skatteministeriet.