Politik

Sundhedsstyrelsen slår fast: Børn med klart snot må gerne komme i skole og daginstitution

Sundhedsstyrelsen erkender, at retningslinjerne for, hvornår børn bør blive hjemme fra skole og daginstitution, ikke har været præcise nok.

Hvis et barn alene har løbende snotnæse og ellers ingen andre sygdomssymptomer, er der ingen grund til at sende det hjem fra skole eller daginstitution under coronaepidemien.

Det slår Sundhedsstyrelsen nu fast:

- Det er helt almindeligt, at man har noget klart snot, der løber. Jeg får det selv, når jeg for eksempel cykler, og børn får det, når de for eksempel løber ud og leger med hinanden. Det er helt almindeligt, at næsen producerer noget klart slim, og den slags børn må gerne komme i skole, daginstitution og børnehaven, siger konstitueret vicedirektør Helene Probst til TV 2.

Hun tilføjer, at de børn, der bør blive hjemme, er dem, der for eksempel har ondt i halsen, stoppet næse, grønt og gult snot og generelt er mere "slatne" og kede af det, end de plejer at være.

Sådan skriver Sundhedsstyrelsen om løbenæser

I en vejledning fra Sundhedsstyrelsen 16. april fremgik det, at: "en stoppet eller løbende næse uden andre symptomer på covid-19 ikke er typisk for covid-19, og at det i sådanne tilfælde ikke er sandsynligt, at personen er smittet med covid-19."

25. maj lød det fra Sundhedsstyrelsen i en skrivelse: "Stoppet næse eller løbenæse uden andre symptomer er ikke typisk for covid-19, det vil sige, det er mindre sandsynligt, at symptomerne skyldes covid-19."

I en skrivelse fra Sundhedsstyrelsen 25. august fremgår det: "Stoppet næse eller løbenæse uden andre symptomer er ikke typisk for covid-19."

Tvivl om retningslinjerne

Udmeldingen fra styrelsen kommer, fordi der særligt efter sommerferien er opstået tvivl om, hvordan man skal tolke de sundhedsfaglige retningslinjer på området.

For at være på den sikre side i forhold til coronasmitte er flere skoler og daginstitutioner - blandt andet i Gladsaxe - således begyndt konsekvent at sende børn med løbende eller stoppede næser hjem, og det til trods for at Sundhedsstyrelsen flere gange har understreget, at det ikke er et typisk symptom på covid-19.

Derfor har både forældreorganisationer og en række partier på Christiansborg også efterlyst nogle endnu klarere regler fra regeringen og Sundhedsstyrelsen.

Hos Sundhedsstyrelsen erkender Helene Probst, at man ikke har været præcis nok i sine anbefalinger:

- Nu er vi alle kommet tilbage efter sommerferie, der er nogle forskellige forkølelsesvirusser i omløb, og så er der brug for noget mere målrettet information, og det er noget, vi kommer med nu, siger hun og fortæller, at informationen særligt vil rette sig mod forældre og omhandle både, hvordan de skal forholde sig, hvis deres eget barn er sygt, og hvis der er smitte i daginstitutionen eller på skolen.

KL: Byg ikke oven på

Tidligere på dagen har også Kommunernes Landsforening (V) i en mail opfordret til sine medlemmer til ikke at overfortolke eller overimplementere retningslinjerne:

- KL’s anbefaling er meget klart, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger meget nøje – og ikke tager mindre skridt, men bestemt heller ikke bygger ovenpå, skriver administrerende direktør Kristian Wendelboe.

Han understreger, at "vi i den kommunale sektor" ellers risikerer "at bidrage til en spiral, som i sidste ende kan sætte samfundet mere i stå end nødvendigt i takt med, at covid19-smitten risikerer at brede sig", og tilføjer desuden, at departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, har bedt ham kraftigt appellere til, at der bliver sendt et klart signal til ledelserne i landets skoler og daginstitutioner.

Det samme efterlyser formanden for pædagogernes fagforening, BUPL, Elisa Rimpler. Hun mener ikke, problemet er løst med onsdagens melding fra Sundhedsstyrelsen:

- Vi bliver stadig nødt til at tage en vurdering af det enkelte barn, og derfor kan der stadig godt komme til at blive konflikter. Særligt når forældrene er pressede på deres arbejde, fordi de har haft mange fraværsdage. Så dette bliver ikke løst på denne måde. Der er brug for endnu mere klare retningslinjer, siger hun.

Gladsaxe vil ændre praksis

I Gladsaxe Kommune, hvor man siden sommerferien har valgt at sende alle børn med snotnæser hjem, hilser borgmester Trine Græse (S) omvendt Sundhedsstyrelsens præcisering af retningslinjerne velkommen.

Hun fortæller til TV 2, at man nu vil ændre praksis, hvis det Helene Probst siger står til troende:

- Det er glædeligt, at Sundhedsstyrelsen nu kommer med en helt klar, præcis udmelding. Det er det jeg har efterlyst, og som vi og forældrene har brug for, siger hun.