Regeringen vil droppe planlagte besparelser på DR
I en ny medieaftale skal besparelser på DR fra 2022 droppes, lyder det i finanslovsudspil.
Regeringen lægger i sit udspil til en finanslov op til at droppe de planlagte besparelser på 20 procent på Danmarks Radio fra 2022.
Det viser dokumenter, som TV 2 har set.
Pengene til at annullere besparelserne skal komme fra en reserve til finansloven på 1,5 milliarder, som regeringen har afsat årligt i perioden 2021-2024.
Udover penge til DR skal reserven også bruges til velfærd og grønne initiativer.
Ny sparerunde var på vej
Tilbage i juni 2018 indgik den daværende regering, bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance, en medieaftale med Dansk Folkeparti. Den aftale pålagde Danmarks Radio at skulle spare 20 procent fra 2019 og frem til 2023.
Som konsekvens af aftalen iværksatte DR omfattende besparelser i 2018 til en værdi af 420 millioner kroner frem mod 2021.
Herefter var det DR's plan at lave endnu en ny sparerunde.
Men hvis regeringen får opbakning til denne del af finansloven, ser det altså ud til, at DR ikke skal ud i nye nedskæringer.
Minister: DR er en væsentlig institution
Kulturminister Joy Mogensen (S) sagde tidligere i august, at det for hende er vigtigt at styrke dansk public service. For ministeren handler det blandt andet om at få mediebrugerne til ikke bare at søge til de medier, hvor de bekræftes i deres holdninger, lød det.
- Det er rigtig vigtigt, at vi får prioriteret vores public service-midler derhen, hvor de kan medvirke til at underbygge nysgerrigheden på hinandens forskellige steder. Det handler ikke så meget om, hvem der producerer det, men hvordan vi får skabt de der møder.
- DR er en væsentlig institution i at producere og sikre, at befolkningen også føler, at de på en relevant måde har adgang til public service, sagde Joy Mogensen.
Regeringen præsenterer sit udspil til en ny finanslov mandag.