Politik

Ingen hjælp at hente hos Løkkes støtter: - Meget trist og meget skadeligt for vores parti

En række Venstre-profiler vælger Jakob Ellemann-Jensens side ovenpå Løkkes kritik af partiets linje.

Flere af Lars Løkke Rasmussens støtter tager afstand fra hans kritik af den linje, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har lagt frem.

Kritikken præsenterer Lars Løkke forud for udgivelsen af bogen 'Om de fleste og det meste'.

To af dem, der er uenige med ham, er Lars Christian Lilleholt (V), tidligere energi-, forsynings- og klimaminister, og Troels Lund Poulsen (V), tidligere beskæftigelsesminister.

I et fælles opslag på Facebook og Twitter erklærer de sig uenige i den forhenværende formands synspunkt.

- Vi kan kun opfordre alle Venstre-medlemmer til at bakke op om vores parti og den politiske linje, Venstres formand har lagt for fremtiden, skriver Lars Christian Lilleholt på Twitter.

- At Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen nu føler sig kaldet til at kritisere Venstres formand Jakob Ellemann Jensens politiske linje er meget trist og skadeligt for vores parti.

Særligt den ene af de to Venstre-profilers udmelding vækker opsigt, mener Hans Engell, politisk kommentator på TV 2. Lars Christian Lilleholt og Lars Løkke Rasmussen har haft et politisk partnerskab i mange år.

- Lilleholt har været hans absolut trofaste væbner. De to var henholdsvis formand og næstformand i Venstres Ungdom, så de to har taget mange politiske slag sammen, siger Hans Engell.

Efter formandsopgøret i 2014 tog Lars Løkke Rasmussen hjem til Lars Christian Lilleholt på Fyn for at spise kartoffelsalat og frikadeller.

Det var også hos Lilleholt, at Lars Løkke indfandt sig, efter han trak sig fra posten som formand for Venstre i sommeren 2019. Der fik de to kollegaer gin og tonics til at "sunde sig på". Troels Lund Poulsen var også til stede.

Efter Lars Løkke Rasmussen mistede magten i Venstre, skyllede han en gin & tonic ned med Lars Christian Lilleholt - også Troels Lund Poulsen var til stede.

Hos en anden af Løkkes tætte støtter, Claus Hjort Frederiksen, har Løkkes solomelding også vækket undren. Til BT siger Hjort, at han havde håbet, at Løkke ville blive husket for sin politiske indsats, men at han nu risikerer at tabe sit politiske eftermæle på gulvet.

- Det gør mig ked af det og mismodig. Det piner mig og ærgrer mig, hvis hans ageren skal komme til at overskygge hans bedrifter i dansk politik, siger den tidligere finans- og forsvarsminister i Løkkes tidligere regeringer.

Løhde: Vi er mere optagede af fremtiden

Sophie Løhde (V), der er politisk ordfører og en af Lars Løkkes tidligere støtter, understreger, at Ellemanns retning er den vej, partiet skal gå.

- Jakob Ellemann-Jensen har fra dag ét udstukket en klar retning for Venstre. Vi er mere optagede af fremtiden end at sidde og hænge fast i fortiden, siger Sophie Løhde til TV 2.

Lars Løkke mener, at Venstre i stedet bør danne en regering henover midten. I bogen skriver han, at det for eksempel kunne ske med Radikale Venstre som allierede.

Det var også et synspunkt, Lars Løkke fremsatte under valgkampen i 2019.

- Lars Løkkes synspunkt er temmelig velkendt. Det sagde han før valget, og ligeså velkendt er det, at Mette Frederiksen lukkede døren for den mulighed, siger Sophie Løhde.

Jakob Ellemann-Jensen sagde på Venstres sommergruppemøde tidligere på måneden, at vejen tilbage på regeringsmagten skal findes med 90 borgerlige mandater.

Men det mener Lars Løkke Rasmussen ikke er den rigtige vej frem for partiet.

Kommentator: - Det kan blive lidt af en enmandsforestilling

Lars Løkke kan ifølge politisk kommentator og medlem af Venstre Jarl Cordua have to årsager til at komme med sin kritik.

Enten handler det om at sælge mange eksemplarer af den nye bog. Eller også har Løkke stukket fingeren i jorden for at fornemme, om der ville være tilslutning til et nyt parti med ham ved roret.

- Det er helt tydeligt, at han fisker efter en eller anden form for opbakning. Hvis det lykkes, vil det splitte det borgerlige Danmark yderligere. Det må glæde Mette Frederiksen, siger Jarl Cordua til TV 2.

Også Hans Engell lufter idéen om, at der kan være et nyt parti under opsejling - han tror dog ikke, at det er tilfældet. Hvis det er, tror han dog, at Løkke bliver alene om projektet.

- Og når end ikke Lars Christian Lilleholt lægger op til at starte et nyt parti, men tværtimod beklager og holder fast i frakkeskøderne på Løkke, er det udtryk for, at hvis Løkke har ønsket om at lave et parti, bliver det lidt af en enmandsforestilling, siger Hans Engell.

Lars Løkke Rasmussen forlod formandsposten i Venstre 31. august sidste år. Mandag - samme dag hans bog bliver udgivet - er det et år siden.