Coronavirus

Ny hjælpepakke på plads - vil undersøge muligheder for flere tilskuere til sport og koncerter

Aftalen indeholder blandt andet en pulje på 680 millioner kroner til kultur- og foreningslivet.

Et bredt politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti er fredag blevet enige om en hjælpepakke til dele af erhvervs- og kulturlivet, der fortsat er hårdt ramt af coronarestriktioner som forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger.

Det drejer sig blandt andet om turistbranchen, nattelivet, teatre og spillesteder, og aftalen kommer dagen før, flere store hjælpepakker udløber.

- Det her er en investering i, at virksomhederne kommer gennem krisen. Det er svært at sige, hvor mange job det vil sikre. Vi hjælper både de ansatte, der tager imod billetter og underleverandørerne, som eksempelvis leverer slik og fødevarer til kulturinstitutioner og idrætsliv, siger Simon Kollerup (S).

Den nye hjælpepakke gælder frem til 31. oktober, men er der fortsat coronarestriktioner efter den dato, vil aftalepartierne afsætte penge året ud til de berørte kultur- og idrætsinstitutioner.

Hovedpunkter i aftalen

Her kan du få et overblik over hovedpunkterne i aftalen:

  • Pulje på 680 millioner kroner målrettet kultur- og foreningslivet, så der kan holdes gang i eksempelvis teatre og spillesteder, som ikke kan fylde salene på grund af restriktioner. De 400 millioner handler om at støtte aktivitet som "oplevelser og inspiration". De resterende 280 millioner handler om at fortsætte hjælpepakker til dem, der fortsat er underlagt restriktioner.
  • Model for flere tilskuere til eksempelvis sportsbegivenheder og koncerter skal udarbejdes af de såkaldte sektorpartnerskaber bestående af sundhedseksperter samt repræsentanter fra blandt andet spillesteder og sportsklubber.
  • Forlængelse af kompensationsordning for faste omkostninger for særligt berørte erhverv, herunder leverandører til tvangslukkede virksomheder.
  • Videreførelse af kompensationsordninger for selvstændige, som er ramt af tvangslukning, forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger.
  • 100 millioner kroner til en pulje til "omstilling af dansk erhvervsliv". Puljen er tiltænkt virksomheder inden for eksempelvis turismeerhvervet samt restaurations- og hotelerhvervet, som "i mange tilfælde vil have behov for at gennemføre justeringer i forretningsmodeller, produkter og services for at møde kunder og markeders ændrede efterspørgsel," står der i aftalen.

Flere partier står uden for aftale

Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er ikke med aftalen. Førstnævnte forlod forhandlingerne, kort tid før aftalen blev præsenteret.

- Vi har kæmpet benhårdt for at sørge for, at pengene ikke skal gå til skattelyvirksomheder, men det er ikke lykkedes. Vi har ikke fået regeringen til at være med på det, og det kan vi simpelthen ikke være med til, siger Enhedslistens erhvervsordfører, Victoria Velasquez, til TV 2.

Den udlægning giver erhvervsminister Simon Kollerup (S) ikke meget for.

- Vi har værn mod skattely i de eksisterende aftaler, og vi lægger med denne aftale op til en styrkelse af indsatsen mod, at virksomheder kan få del i hjælpepakkerne, hvis de opererer fra skattely. Der er ikke nogen af de partier, der står bag aftalen, som ikke mener, at man skal betale skat. Derfor ærgrer det mig, at nogle partier ikke ville være med, siger Simon Kollerup.

Liberal Alliance er ikke med, fordi aftalen ifølge partiet ikke er målrettet nok de virksomheder, som fortsat er lukket og er tvunget til at være det længe endnu. Partileder Alex Vanopslagh siger, at "der er gået gavebod i den" for de andre partier og mener blandt andet, at kulturinstitutioner, der i fårvejen får en stor del af deres indtægter fra det offentlige, i aftalen får positiv særbehandling.