Politik

Løkke truede journalist med fabrikeret pædofili-rygte

Lars Løkke Rasmussen ses her til Venstres valgfest på Christiansborg i forbindelse med folketingsvalget 2019. Året hvor han først overdrog statsministerposten til Mette Frederiksen og siden blev presset ud som formand af Venstre. Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Da den tidligere statsminister i 2014 skulle møde to forfattere til en bog om ham selv, var han bevæbnet med skjult mikrofon og en løgn.

Han havde egentlig fuldstændig afvist at mødes med dem.

B.T.-journalisterne Thomas Nørmark Krog og Andreas Karker var i gang med at skrive en bog om Lars Løkke Rasmussen i 2014, hvor blandet andet historierne om den tidligere statsministers brug af Venstre-medlemmernes penge på habitter, skjorter, sko og underbukser førte til en kamp for det politiske liv for partiformanden.

Forfatterne til bogen, der senere udkom med titlen 'LLR', ønskede at interviewe hovedpersonen selv til bogen. Et ønske, som Lars Løkke Rasmussen længe af princip havde afvist.

Men da han fandt ud af, at emnerne, som hans omgangskreds blev spurgt ind til, blandt andet var utroskab, druk, spillegæld og forretningsrelationer med kriminelle, var han nødt til at bryde med det princip. Det fortæller Løkke i erindringsbogen 'Lars Løkke Rasmussen om de fleste og det meste', der udkommer mandag.

Venstre-formanden aftalte derfor et møde med journalisterne i Berlingskes lokaler i Pilestræde i indre København.

- Inden da havde jeg udstyret mig med to ting: Et falsk og til lejligheden opfundet rygte om den ene og en kuglepen med en hemmelig indbygget mikrofon, skriver Lars Løkke Rasmussen i bogen.

En luns på bordet

Ligesom han kendte til præmissen for mødet og bogen, kendte Lars Løkke Rasmussen også de journalister, der havde skrevet en række kritiske historier om ham og Venstre. I bogen efterlader han ikke meget tvivl om, hvad han mener om "de to stjerneskribenter".

Den daværende Venstre-formand ville derfor kunne gengive hvert et ord af mødet, der varede det meste af fire timer. Han fik dog ikke brug for den særlige kuglepen, da han aftalte med de to journalister, at han kunne optage mødet på regulær vis, ligesom de selv gjorde.

"Jeg har hørt, at du er pædofil", sagde jeg

Lars Løkke Rasmussen

Desuden virkede kuglepennen heller ikke særlig godt, erindrer han i bogen.

Den første del af mødet, skulle ikke refereres direkte nogen steder, aftalte de.

Uden for citat sagde Lars Løkke Rasmussen, at han ikke ville forholde sig til rygterne, mens de to journalister mente, at det måtte være i hans interesse at mane dem i jorden. Ifølge Lars Løkke Rasmussen forsøgte journalisterne at forhandle - hvis de undlod at skrive om utroskab, kunne de skrive lidt om alkohol.

I bogen fremgår det, at det var Lars Løkke Rasmussens indtryk, at "der skulle en luns på bordet", hvis ikke han skulle ædes helt.

Pædofili-løgnen

Det var her, han fandt sit andet våben frem, skriver han.

- Det var lidt af en stillingskrig, som først blev brudt, da jeg bragte det til lejligheden opfundne rygte om en af dem på banen. "Jeg har hørt, at du er pædofil", sagde jeg.

Aftenen forud for mødet, havde den tidligere statsminister bedt et par venner om at sige løgnen højt til Lars Løkke Rasmussen, så han oprigtigt kunne sige, at han havde hørt det. Naturligvis afviste journalisten løgnen.

- OK, så kan jeg godt skrive på Facebook, at du afviser at være pædofil?, svarede Lars Løkke Rasmussen ham.

- Sjovt nok blev vi hurtigt enige om, at man ikke kan arbejde på den måde!

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen. Hans assistent på Christiansborg oplyser, at det ikke kan lade sig gøre.

Heller ikke B.T.-journalisterne eller ansvarshavende chefredaktør på B.T. Michael Dyrby ønsker at kommentere Lars Løkke Rasmussens historie fra 2014.

Lars Løkke Rasmussen bliver søndag aften interviewet af TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, om bogen. Interviewet sendes live på TV 2 NEWS klokken 18.10 – det kan også ses på TV 2 PLAY, ligesom vi her på tv2.dk liveblogger hele interviewet.