Socialdemokratiet fastholder kæmpe vælgeropbakning i ny måling
Regeringspartier får ofte stor opbakning under krisetider. Det bliver spændende at se, om Socialdemokratiet kan holde dampen oppe, siger analytiker.
Socialdemokratiet har mistet lidt af pusten fra coronakrisen i foråret, men regeringspartiet står fortsat til at blive Danmarks suverænt største parti.
Det viser en ny meningsmåling foretaget for TV 2 og Politiken.
Her får Socialdemokratiet opbakning fra 31,3 procent af vælgerne. Det er det samme som i forrige måling fra slutningen af juni, men lidt mindre end de 34,2 procent, som Mette Frederiksen fik i en rekordmåling den 1. maj. I forhold til valgresultatet fra slutningen juni sidste år er Socialdemokratiet vokset fra 25,9 procent. Det svarer til en fremgang på ni mandater.
For Socialdemokratiet er der dog en statistisk usikkerhed på +/- 3,1 procentpoint.
Målingen viser ikke de store ændringer partierne i mellem i forhold til juni-målingen.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ligger fortsat helt tæt med lidt over seks procent af stemmerne hver. Alternativet er ikke i nærheden af at klare spærregrænsen på to procent, og Liberal Alliance kan kun med nød og næppe få endnu en periode i Folketinget. Og så ser Venstre fortsat ud til at indkassere en forholdsvis stor tilbagegang i forhold til valget i 2019.
Blokfordelingen viser fortsat et stort forspring til rød blok.
Samles om lederen i en krisetid
Da Socialdemokratiet i Megafon-målingen fra maj fik en rekordstor opbakning på over 34 procent, forklarede valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet til TV 2, at coronakrisen spillede en afgørende rolle for den store tilslutning til regeringspartiet.
Ifølge Kasper Møller Hansen findes der i vælgerforskningen et begreb, som hedder ”rally ’round the flag”. Fænomenet ses typisk i kriser, hvor et lands befolkning har en klar tendens til at bakke mere entydigt op om den siddende magthaver, end det er tilfældet i mere normale perioder. Og det har vi også set i Danmark.
- Det her viser, at vælgerne står sammen med regeringen og statslederen i krisetider. Det ser man i stort set alle kriser på tværs af landene. Det er en normal psykologisk reaktion med, at vi skal kæmpe sammen mod en ydre fjende, sagde Kasper Møller Hansen i maj til TV 2.
Analytiker: Kommende måneder bliver meget spændende
Kasper Møller Hansen slog dog samtidig fast, at der er masser af eksempler på, at den store opbakningen til regeringen forsvinder igen efter en krise, og ifølge TV 2s politiske analytiker Hans Redder bliver det meget interessant at se, hvad der sker de næste måneder.
- På Christiansborg følger man med spænding med i, om målingerne - nu hvor corona er på retur - nærmer sig "normalniveauet" fra før krisen. Men det er jo ikke en givet ting. Og hvis det her er et nyt normalniveau for Socialdemokratiet og for rød blok, ændrer det jo dynamikken i dansk politik ret grundlæggende. Der er meget langt til noget, der ligner et blåt flertal, og i blå blok sætter man sin lid til, at den her "rally 'round the flag-effekt" med tiden forsvinder, siger Hans Redder.
Han tilføjer, at det i dansk politik langtfra længere kun er coronavirus, der fylder. Det så vi blandt andet i sidste uge, hvor regeringen præsenterede sin stort anlagte plan for, hvordan "Arne" og andre med mange år på arbejdsmarkedet skal kunne gå tidligere på pension.
- Den sag bliver også afgørende for Socialdemokratiet. "Arne-løftet" var uden tvivl noget af det, der fik Mette Frederiksen til at tiltrække vælgere fra blandt andet Dansk Folkeparti, og hvis hun skal holde på dem, skal hun selvfølgelig kunne levere på det valgløfte.
Forhandlingerne om en ny ret til tidlig pension er netop begyndt på Christiansborg og fortsætter den kommende tid.