Politik

Hvorfor blev ambassadør udnævnt, når skandalesag var på vej? Mette Frederiksen nægter at svare

Flere partier finder det besynderligt, at Thomas Ahrenkiel kunne blive udnævnt som ambassadør, når ministeriet var orienteret om problemer.

Hvordan kunne Thomas Ahrenkiel i juni blive udnævnt til dansk ambassadør i Tyskland, mens skandalesagen hos hans tidligere arbejdsplads, Forsvaret Efterretningstjeneste, var ved at blive oprullet?

Det undrer flere partier på Christiansborg sig højlydt over. Men statsminister Mette Frederiksen (S), der ellers er formand for det ansættelsesudvalg, der normalt står for den type udnævnelser, afviser at svare på spørgsmål om sagen, da TV 2 møder hende torsdag middag i Kastrup.

- Regeringen mener, at der er grund til at lave en undersøgelse af de forhold, som tilsynet finder kritisabelt. Det, vi skal gøre nu, er at sikre et grundlag for den undersøgelse. Få det aftalt og vedtaget med Folketinget, og så går undersøgelsen i gang. Indtil da har hverken jeg eller andre i regeringen nogen kommentarer til det, siger Mette Frederiksen.

Ahrenkiel trukket ind i skandalesag

Thomas Ahrenkiel, der indtil for nylig har været departementschef i Forsvarsministeriet, blev mandag fritaget fra tjeneste og skal dermed ikke som ellers planlagt begynde som ambassadør 1. september.

Fritagelsen kommer, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) mandag i en ny rapport rettede alvorlig kritik mod Forsvarets Efterretningstjeneste i forbindelse med en række skandalesager, der handler om blandt andet spionage, tilbageholdelse af centrale oplysninger og forsøg på at skrinlægge problematiske aktiviteter.

I rapporten skriver TET, at problemerne har stået på siden 2014 og frem til sommeren 2020, og Thomas Ahrenkiel er trukket ind i sagen, fordi han indtil december 2015 var chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S), der i en pressemeddelelse 30. juni udtalte, at Danmark fik "en meget, meget kompetent" ambassadør i Berlin, har været orienteret om skandalesagen siden november 2019. Men det er uvist, om forsvarsministeren har kendt til Thomas Ahrenkiels konkrete rolle i sagen, før han altså mandag blev midlertidigt fritstillet. Det vil hun ikke svare på til TV 2.

Kofod klapper i

Samme spørgsmål rejser sig over for udenrigsminister Jeppe Kofod. Det er Udenrigsministeriet, der indstiller nye ambassadører til dronningen. Men i et interview med TV 2 torsdag formiddag afviser han ligesom statsministeren og forsvarsministeren at gå ind i den konkrete sag.

- Jeg har ikke nogen kommentarer til personsager. Der er en proces nu, og der skal etableres en undersøgelse, og det vil jeg henholde mig til, siger udenrigsministeren til TV 2.

Men Jeppe Kofod, lad mig så spørge på en anden måde i stedet for at spørge til en personsag. Hvornår blev du orienteret om de her sager i Forsvarets Efterretningstjeneste, der blev undersøgt?

- Jeg kommer ikke til at gå ind i den konkrete sag. Det er personsager, og der er en undersøgelse, der skal i gang. Jeg konstaterer, at pågældende er suspenderet, og at pågældende derfor heller ikke bliver ambassadør i Tyskland som konsekvens af det, siger Jeppe Kofod og fortsætter:

- Sådan er det. Ellers har jeg ikke nogen kommentarer til det.

Partier kræver redegørelse

På Christiansborg kræver flere partier en redegørelse for, hvordan Thomas Ahrenkiel kunne blive udnævnt til ambassadør i juni, når Tilsynet med Efterretningstjenesterne havde været i gang med sin undersøgelse siden november 2019.

- Har man på det tidspunkt, hvor man vælger Ahrenkiel, haft kendskab til, at han var en rød person i en igangværende tilsynssag? Hvis de har vidst det, hvordan har de så forholdt sig til det? Og hvis ikke de har vidst det, hvorfor har de så ikke fået det at vide? Det er nogle af de spørgsmål, vi skal have svar på, siger udenrigsordfører Eva Flyvholm (EL) til TV 2.

Hun får opbakning af Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup:

- Det er først og fremmest regeringen og ministeriet, der skal agere på de oplysninger, de får ind i forhold til personalemæssige konsekvenser og justeringer i organisationen. Et halvt år efter at regeringen i november 2019 får besked om, at den er gal, ansætter man ambassadøren i Berlin, Thomas Ahrenkiel, siger Peter Skaarup og fortsætter:

- Så hvad har statsministeren vidst? Og hvad har regeringen i det hele taget vidst på det tidspunkt, for vi har jo et ansættelsesudvalg, der står for sådanne ting? Har man ignoreret advarsler? Det er de store spørgsmål, som vi skal have svar på, siger han.

Regeringen vil igangsætte en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, og ifølge statsminister Mette Frederiksen er det for øjeblikket ved at blive klarlagt, hvordan det konkret skal foregå.