Politik

24-årig blev gennembanket men vil ikke anmelde anonymt: - Jeg er rimelig kold, de kan bare true mig

Det Konservative Folkeparti har foreslået, at unge skal kunne anmelde forbrydelser anonymt.

Unge, der bliver udsat for overfald, skal have mulighed for at lave en anonym politianmeldelse.

Det mener Det Konservative Folkeparti, og forslaget bliver taget godt imod blandt partierne på Christiansborg forud for de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden.

Et af ofrene for en af sommerens meget omtalte voldssager, 24-årige Andreas Sievert Andersen, er positivt stemt. Natten til 26. juli blev han overfaldet af fem drenge.

- Det kan umiddelbart være en god idé at tillade anonyme anmeldelser, siger Andreas Sievert Andersen.

Sammen med en 23-årig kammerat havde Andreas Sievert Andersen været til havefest hos en vens storesøster i Sejs.

Omkring klokken 00.30 besluttede de sig for at gå ned til Gudenåen for at bade. Undervejs mødte de en pige, som de inviterede med. Hun ville ikke bade, men hun gik alligevel med ned til åen, forklarer Andreas Sievert Andersen. Han fortæller videre, at da han og kammeraten var kommet op ad vandet, talte de med pigen, da gruppe på fem drenge i alderen 14 til 16 år kom løbende.

- Og så fik jeg pludseligt et slag i hovedet, forklarer Andreas Sievert Andersen.

Flere anmeldte voldssager

Tal fra Danmarks Statistik viser, at børn og unge i alderen 10 til 29 år i stigende grad er udsat for vold. I 2015 blev der anmeldt 7195 voldssager, mens antallet af anmeldelser i 2019 var steget til 11.561.

Det næste, Andreas Sievert Andersen husker, er, at han lå på ryggen op ad et hegn, mens overfaldsmændene slog og sparkede ham.

- Jeg kan svagt huske, at de stoppede et kort øjeblik, og så tog jeg paraderne ned, hvorefter jeg fik et spark i hovedet. Så røg jeg ned igen, siger Andreas Sievert Andersen.

Efterfølgende viste det sig, at både Andreas Sievert Andersen og hans kammerat var blevet stukket med en kniv. Andreas Sievert Andersen i låret og kammeraten i maveregionen. På Viborg Hospital fik Andreas Sievert Andersen scannet hovedet, og her viste det sig, at han blandt andet havde brækket næsen og et kindben. Efterfølgende har han fået sat en titaniumskinne og flere skruer fast i sit kranie.

Allerede mandagen efter overfaldet kunne politiet anholde tre drenge på 15 og 16 år, mens en fjerde dreng på 14 år fik sin sag behandlet af de sociale myndigheder. En femte dreng blev ved den lejlighed eftersøgt. Ved Vestre Landsret blev de tre drenge over 15 år alle varetægtsfængslet.

Afviser at anmelde anonymt

At kunne anmelde forhold anonymt vil ifølge Andreas Sievert Andersen kunne få folk til at anmelde sager, der ellers ville være blevet tiet ihjel.

- Jeg har en kammerat, der blev overfaldet. Efterfølgende blev han truet med, at han ville fortryde det, hvis han anmeldte det, siger Andreas Sievert Andersen.

Han vil dog ikke selv benytte sig anonyme anmeldelser, skulle han blive overfaldet igen.

- Jeg er rimelig kold. De kan bare true mig. Jeg går politiets vej, siger Andreas Sievert Andersen.

Ifølge Trine Baumbach, professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, og professor i strafferet og staffeproces ved Aalborg Universitet, Lene Wacher Lentz, er det allerede muligt at anmelde anonymt, da politiet er forpligtet til at efterforske en anonym anmeldelse, hvis den virker reel. Samtidig er det i særlige tilfælde muligt at gennemføre en retssag, hvor offeret er anonymt.