Politik

Det er 'særdeles rystende læsning', siger redaktør om kritik af efterretningstjeneste

Sagen viser, at Forsvarets Efterretningstjeneste er ligeglad med reglerne og prøver at skjule, hvordan de reelt agerer, vurderer forsvarsredaktør.

Det er en meget alvorlig kritik, der mandag er blevet rettet mod Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Det vurderer Andreas Krog, der er forsvarsredaktør for netmediet Altinget.

- Det er særdeles overraskende og rystende læsning, siger Andreas Krog.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne vurderer i en ny rapport, at FE blandt andet har tilbageholdt helt centrale oplysninger for tilsynet, handlet i strid med loven og forsøgt at skrinlægge problematiske aktiviteter.

- Ét er, at de (FE, red.) gør nogle ting, som ikke er så smarte. Men at de prøver at skjule det over for dem, der skal kontrollere dem, er meget opsigtsvækkende, siger Andreas Krog.

- Det viser jo noget om, at de er ret ligeglade med reglerne og prøver at skjule for tilsynet, hvordan de reelt agerer.

Undladt at efterforske spionage

Forsvarets Efterretningstjeneste får alvorlig kritik for en række punkter.

Ifølge tilsynets vurdering har FE ad flere omgange både tilbageholdt afgørende information for tilsynet og givet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.

Ifølge tilsynet er det sket i forbindelse med tilsynets kontroller og møder med chefen for FE i en længere periode fra 2014, hvor tilsynet blev oprettet, til sommeren 2020.

- Det rokker helt fundamentalt ved kontrollen med vores efterretningstjenester, siger Andreas Krog.

Andreas Krog hæfter sig især også ved, at FE ifølge tilsynet har undladt at efterforske spionage på Forsvarsministeriets område.

Tilsynet vurderer desuden, at FE har igangsat aktiviteter i strid med dansk lovgivning ved indhentning af oplysninger om danske statsborgere.

Den her sag er større for ministeren end svindelsag

Tilsynet med Efterretningstjenesterne har siden vinter foretaget en særlig undersøgelse af FE, efter "en eller flere whistleblowere" i november sidste år indleverede "en betydelig mængde materiale vedrørende FE".

De uklassificerede resultater af undersøgelsen blev offentliggjort mandag formiddag. Kort inden kom det frem, at chefen og to ledende medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste er fritaget for tjeneste og hjemsendt.

Forsvarsminister Trine Bramsen har meldt ud, at hun "ser på sagen med den allerstørste alvor" og vil igangsætte en undersøgelse.

- Den her sag er større for Trine Bramsen end det, hun har håndteret det sidste år med svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, siger Andreas Krog.