Politik

Tidlig pension skal være en rettighed for danskerne – men mange forbund har intet hørt fra regeringen

Flere fagforbund er ærgerlige og føler sig forbigået af regeringen. De mener, at der er et for ensidigt fokus på, hvad det vil sige at være nedslidt.

Forud for regeringens stort anlagte præsentation af pensionsplanen tirsdag klokken 13 har flere store fagforbund været til personlig briefing hos regeringstoppen.

Her er de blevet særligt indviet i den stort anlagte plan for tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

Men der er også en hel del, der ikke har. Ifølge dem selv, fordi deres medlemmer ikke kan se frem til at få glæde af ordningen, og det skuffer flere fagforbund, der havde håbet at være omfattet.

Et af dem er Fængselsforbundet. Her forventer forbundsformand Bo Yde Sørensen ikke, at hans cirka 3500 medlemmer kommer til at kunne trække sig før tid.

Det skyldes, at der er et alderskrav på 21 år for at starte på uddannelsen som fængselsbetjent. Og med det krav er det ifølge Bo Yde Sørensen nærmest umuligt at nå op på de mindst 42 år på arbejdsmarkedet, som ifølge TV 2s oplysninger vil være adgangsbilletten til den nye ordning.

– Jeg er skuffet over det her. Vi sygepensionerer 100 fængselsbetjente hvert år på grund af psykisk nedslidning, men alligevel skriver regeringen os ud af det her. Det har jeg meget svært ved at forstå, siger Bo Yde Sørensen til TV 2.

Han tilføjer, at 100 fængselsbetjente årligt svarer til fem procent af arbejdsstyrken.

- Hovedet er også en del af kroppen

Ifølge TV 2s oplysninger blev store fagforbund som FOA, Fødevareforbundet NNF, Malerforbundet, Blik- og Rørarbejderforbundet samt Dansk El-Forbund mandag orienteret om det udspil, regeringen præsenterer senere i dag.

Det er alle fagforbund, hvor der er en del medlemmer med hårdt fysisk arbejde og mange år på arbejdsmarkedet, men Bo Yde Sørensen fra Fængselsforbundet mener, at det fokus er for ensidigt.

- Man er nødt til at anerkende, at hovedet også er en del af kroppen. Vi får ikke ondt i skulderen, men vi ser hos mange af vores medlemmer, at pæren sprænger, siger Bo Yde Sørensen.

Mange fængselsbetjente kan dog gå på tjenestemandspension som 63-årige, hvilket er tidligere end i mange andre brancher. Alligevel føler Bo Yde Sørensen, at fængselsbetjentene bliver forbigået af regeringen.

- Det undrer mig, at den nok hårdest ramte erhvervsgruppe i kongeriget ikke er tænkt ind i det her.

Advarer mod at sætte folk i kasser

Hos fagforbundet Danske Fysioterapeuter, der har over 16.000 medlemmer, har formand Tina Lambrecht heller ikke hørt noget fra regeringen forud for dagens præsentation. Ligesom Fængselsforbundet ser hun det som et tegn på, at hendes medlemmer ikke får glæde af ordningen.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Man kan ikke bare kigge ud over brancherne og sætte i kasser, hvem der er pensionsværdige og hvem, der ikke er, siger Tina Lambrecht til TV 2.

Uddannelsen til fysioterapeut tager 3,5 år, og derfor forventer Tina Lambrecht ikke, at hendes medlemmer kan nå at være længe nok på arbejdsmarkedet til at få glæde af den nye rettighed.

År på arbejdsmarkedet bør ikke stå alene

Samme udfordring har jordemødrene, forklarer Jordemoderforeningens formand, Lis Munk.

Hun mener, at regeringen kigger for enøjet på antal år på arbejdsmarkedet og ikke så meget på arbejdsformen.

Eksempelvis arbejder jordemødre ifølge Lis Munk i en ”nulfejlskultur” med skiftende arbejdstider og meget natarbejde, og det slider meget, selvom en jordemoder måske kun har 35 år på arbejdsmarkedet, siger hun.

- På den ene side er det her Arne (frontfigur på Socialdemokratiets kampagne, red.) vel undt, men jeg er bekymret for, at man siger, at man er ’home free’. Man er nødt til at tage en omgang mere og se på, hvilke andre belastende arbejdsformer vi har, når man nu fortsætter med at lade pensionsalderen stige, siger Lis Munk.

Regeringen præsenterer sit udspil tirsdag klokken 13. Du kan følge med direkte på TV 2 News eller her på tv2.dk.