Nye krav om mundbind i offentlig transport: Gælder nu seks kommuner
Myndighederne har skærpet opmærksomheden omkring i alt syv kommuner, hvor corona-smitten er foruroligende høj.
Foruden Aarhus Kommune indføres nu krav om mundbind i fem andre kommuner. Det gælder Silkeborg, Odder, Favrskov, Skanderborg og Horsens.
Det siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København flankeret af transportminister Benny Engelbrecht (S) og flere andre myndighedspersoner.
Han tilføjer, at myndighederne desuden anbefaler, at man også bruger mundbind, hvis man handler i indkøbscentre, supermarkeder og andre større butikker i Silkeborg:
- Der er grund til bekymring, og der er ikke mindst grund til handling hurtigt, lyder det fra Magnus Heunicke.
Smitten kommer fra Aarhus
Særligt i Silkeborg oplever man en voldsom stigning i antallet af smittede. Ifølge konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri ligger smittetallet lige nu på hele 44 smittede pr. 100.000 indbyggere.
- Udbruddet hænger med stor sandsynlighed sammen med udbruddet i Aarhus, men det er stadig meget lokalt. I Aarhus er det bredere spredt ud, siger hun.
Syv kommuner under observation
På grund af udviklingen i smittetallene er Silkeborg og Aarhus nu sammen med fem andre kommuner under særlig observation af myndighederne. De øvrige kommuner er:
- Ringsted
- Silkeborg
- Glostrup
- Nyborg
- Solrød
- Sorø
Fælles for dem er, at de alle har et smittetal, der er større en 20 smittede pr. 100.000 indbyggere. I alt er der den seneste uge 756 personer, der er blevet testet positiv i Danmark, og af dem er knap halvdelen registreret i Aarhus.
Alligevel er der ikke umiddelbart planer om at indføre regionale rejsevejledninger i Danmark, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.
- Vi er klar til at gøre, hvad der skal til for at holde smitten nede, men det er ikke på nuværende tidspunkt et af de værktøjer, der ligger i værktøjskassen, siger han.
Ikke nationalt krav
Transportminister Benny Engelbrecht fortæller, at det endnu ikke er et nationalt krav, at man bruger mundbind i den offentlige transport, men han anbefaler det som et supplement til myndighedernes øvrige anbefalinger.
- Man bør altid have et mundbind med sig på sin rejse. Mundbind er et supplement til de andre ting. Der er ikke et greb, der kan løse alle udfordringer, siger han og minder i samme ombæring om, at myndigheder anbefaler, at man så vidt muligt rejser uden myldretiden, overvejer at tage cyklen i stedet for bus og tog, holder afstand hvor det er muligt og husker den gode håndhygiejne.
Til det tilføjer Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der også er med på pressemødet i Eigtveds Pakhus, at der kan være flere anbefalinger og krav om mundbind på vej. Blandt andet i detailhandlen og andre steder, hvor man er nødt til at være inden for, og til personer, der er særligt udsatte.
- Vi er nødt til at gøre noget ekstra, når vi ser tegn på, at epidemien blusser op. Det kan meget vel være, at vi udvider anbefalinger og krav om mundbind. Det er vigtigt at sige. Det skal aldrig være den eneste løsning, men et supplement.
- Et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind, og vi ønsker, at rigtig mange bruger mundbund, siger han.
Minister vil ikke udelukke nedlukning
Ifølge myndighederne er kontakttallet i Danmark lige nu på 1,4, hvilket vil sige, at 10 smittede i gennemsnit smitter 14. Niveauet nærmer sig dermed det, vi så, da regeringen i foråret besluttede at lukke landet ned.
Faglig direktør på Statens Serum Institut Kåre Mølbak mener dog ikke, at det igen bør være nødvendigt med så drastiske tiltag. Dels fordi viden om corona-virussen er større, og dels fordi både testkapaciteten og mulighederne for smitteopsporing er væsentlig større nu.
Sundhedsminister Magnus Heunicke, der som repræsentant for regering i sidste ende skal tage sådan en beslutning, vil dog ikke fuldstændig udelukke, at det kan ske:
- Vi er parate til at gøre det der skal til for at holde epidemien og virus under kontrol. I dag har vi et meget mere fintmasket net og mere viden om, hvilken sygdom vi står overfor. Vi har en testkapacitet, og en befolkning der kender til situationen.
- Det står og falder med befolkningen, siger han.